En russisk kunstner skal ikke boykottes blot på grund af sit pas

Fyrværkeri brager løs i en mørk sump, og romerlys blinker på et goldt vådområde. Det syn mødte besøgende på Charlottenborgs Forårsudstilling  i to værker af videokunstneren Sergei Prokofiev.

Det vil sige i to dage kunne man ikke se værkerne, der er en kommentar til den russiske stats brug af ’fyrværkeri’ som kommunikationsform, så blev de pillet ned. Begrundelsen var, at kunstneren er russer. »Vi er opmærksomme på, at værket stiller sig kritisk over for magthavere,« sagde John Kørner, bestyrelsesformand for Charlottenborg Fonden. »Men i betragtning af, at der heller ikke skelnes mellem sportsudøvere, der er kritiske, og dem, der ikke er, har vi valgt at udelukke Sergei Prokofievs værker.«

Siden har Kørner fratrådt sin bestyrelsespost, og værkerne er hængt op igen.

Diskussionen om videoværkerne understreger, at kulturel boykot langtfra er et simpelt spørgsmål. For hvem boykotter man? Og hvad risikerer man at tabe i processen?

Misforstået signal at sende

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) meldte ellers klart ud, da hun efter invasionen instruerede alle statslige kulturinstitutioner om at indstille alt samarbejde med det officielle Rusland, og opfordrede andre kultursteder til at kaste et kritisk blik på, hvad og hvem de har på programmet.

Det var foranlediget af, at den russiske nationalballet og dermed repræsentant for Putins styre skulle danse Svanesøen flere steder i Danmark, og den sag var heller ikke så kompliceret. Naturligvis skal Danmark ikke huse så direkte repræsentanter for den russiske stat.

Ligeledes er det simpelt at sætte grænsen ved kunstnere, der er åbenmundede støtter af præsident Putin, som det var tilfældet da dirigent Valerij Gerkjev, nær ven med Putin gennem 30 år og offentlig støtte af annekteringen af Krim, blev fyret som chefdirigent for Münchenfilharmonikerne. Men hvor sætter vi grænsen, når det kommer til den broderpart af russiske kunstnere, der hverken er del af de store statslige ensembler eller åbenlyse venner af regimet?

Som for eksempel kunstnerduoen Maria og Natalia Petschatnikov, der har fået aflyst deres udstilling på Horsens Kunstmuseum efter pres fra kommunen. De har ikke boet i Rusland i over 30 år, og de støtter Ukraine. I et åbent brev kalder de beslutningen for en heksejagt. 

Men det kan heller ikke være graden af kritisk stillingtagen, som den enkelte kunstner udøver over for regimet, der afgør om de er velkomne. Man kan for eksempel ikke kræve, at en russisk kunstner skal tage afstand fra krigen, i en tid hvor man kan risikerer fængselsstraf for sådanne ytringer, ligesom man ikke kan forvente, at deres bagkatalog er udtalt kritisk, da indskrænkningen af den kunstneriske ytringsfrihed er sket gennem en årrække. 

Der er lige nu en overdrevet stor berøringsangst ved alt, der kan associeres med Rusland, og det kritiske blik er blevet alt for vidt og bredt. At aflyse en kunstner som Prokofiev er et misforstået signal at sende. Hvis hans navnebror, komponisten Sergej Prokofjev, havde levet i dag, ville det heller ikke have givet mening at boykotte ham, da han balancerede mellem kunstnerisk frihed og censur i det stalinistiske styre.

Russiske kunstnere skal støttes med bulder og brag

Kunst og kultur er et virkningsfuldt middel til at meningsudveksle og skabe forståelse på tværs af grænser. Når man ser en opsætning af Tjekhov, lytter til Sjostakovitj eller oplever russisk samtidskunst er det et vindue for andre måder at leve og tænke på. Når dem, man normalt udveksler ideer med, invaderer et andet land, står kunsten i en ny situation, men vigtigheden af at forstå den anden bliver ikke mindre.  

Hvis man er i tvivl, om man kan udstille kunstnere, der ikke er støttet af det russiske styre, må vi lade tvivlen komme dem til gode. Fordelen ved at vise russisk kunst fra systemkritiske kunstnere er større end ulempen ved at vise kunst, der viser sig at være Putin-venlig.

Som Prokofiev skriver i udstillingsmaterialet til forårsudstillingen: »Kunst er for mig en form for modstand. En slags ultimativ modstand, der er selvopretholdende gennem fundamentale uenigheder, der overgår enhver kunstners ønske om at være anderledes.« 

Kulturel boykot har til formål at gøre kulturforbrugerne, herunder ikke mindst de unge i middelklassen, opmærksomme på, at deres lederes beslutninger har konsekvenser. 

Derfor skal Netflix slukke i Rusland, og de store popstjerne bør aflyse deres koncerter i Moskva. For kulturen skal ikke være med til at fastholde Putins ønske om normalitet under en uprovokeret angrebskrig.

Men vi skal undgå alle tilbøjeligheder til dæmonisering og opbygning af fjendebilleder, hvor de ikke hører til. Og vi skal støtte de russiske kunstnere med bulder og brag, for vi har mere end nogensinde brug for et vindue til Rusland.