Leder

Jovist handler Cannes om filmkunst, men også om den verden, filmkunsten bliver til i

Årets guldpalmemodtager, Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, er den perfekte vinder på en festival, der i dén grad har været farvet af krigen i Ukraine og en omsiggribende ulighed, xenofobi og splittelse
Svenske Ruben Östlund blev lørdag aften tildelt Den Gyldne Palme for ’Triangle of Sadness’. Kun fem år efter han sidst vandt for filmen ’The Square’.

Svenske Ruben Östlund blev lørdag aften tildelt Den Gyldne Palme for ’Triangle of Sadness’. Kun fem år efter han sidst vandt for filmen ’The Square’.

Valery Hache

Kultur
30. maj 2022

Det var humanismen og det politiske og sociale engagement, der lørdag aften vandt på årets filmfestival i Cannes. Den Gyldne Palme tilfaldt Ruben Östlunds Triangle of Sadness, og den svenske filminstruktør tilhører nu den eksklusive klub af dobbelte palmevindere, som også tæller blandt andre Michael Haneke, Dardenne-brødrene og Ken Loach. Og så er det endda blot fem år siden, Östlund vandt sin første palme med The Square. Som en kritiker skrev på de sociale medier: Det fungerer for ham med de geometriske titler. Måske hans næste film skal hedde The Circle.

Der er dem, som mener, at den ni personer store jury med skuespiller Vincent Lindon i spidsen valgte forkert med Östlunds film, fordi den kunstnerisk set er svagere end The Square og ikke kan leve op til de bedste film i årets konkurrence. Men faktisk er Triangle of Sadness den perfekte vinder på en festival, der i dén grad har været farvet af krigen i Ukraine og en omsiggribende ulighed, xenofobi og splittelse.

Et signal til verden

Triangle of Sadness er et nådesløst og meget morsomt opgør med kapitalismen, og det er en af den slags film, som forsøger – og måske endda har held med – at bygge bro mellem den smalle og den brede film. Ruben Östlund holder sig ikke tilbage, og mens publikum sidder i biografen og griner ad nyrige russere, våbenhandlere og influencere, der ombord på en luksusyacht i stormvejr kaster op, som havde de været til århundredets studentergilde, får filmen samtidig hudflettet et klassehierarki, hvor både penge, udseende og hudfarve er hård valuta.

Også de øvrige priser, der blev uddelt, vidner om en jury, der tog kunsten alvorligt, men som havde besluttet sig for at sende et signal til verden. Præcis ligesom præsident Lindon gjorde i sin åbningstale om kunstneres ansvar for at bruge deres magt til at gøre godt. De belgiske Dardenne-brødre fik således en særlig pris i anledning af filmfestivalen i Cannes’ 75-års fødselsdag for deres nye film, Tori et Lokita, der handler om to afrikanske flygtninges kamp for at skabe sig et liv i Belgien. Og den iranske skuespiller Zar Amir Ebrahimi blev belønnet for sin rolle som modig, kvindelig journalist i Ali Abbasis stærke seriemorderthriller Holy Spider, der ikke mindst retter et kritisk blik mod iranske kvinders rettigheder.

At disse film og mange andre med en medmenneskelig, politisk dagsorden blev vist i Cannes i år, og at juryen valgte at sætte pris på dem, understreger kun filmfestivalens relevans og status. Jovist handler det om filmkunst, men det handler i høj grad også om den verden og tid, filmene bliver til i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det var godt nok ærgerligt, at Danmark ikke vandt i år.

Og selv om medierne forsøgte at pumpe lidt stemning op, vidste vi vel også godt, at det ikke havde været særlig dansk, havde Ali Abbasi vundet.

Mest fordi han først blev dansk, da han var i nærheden af en pris.

jens christian jacobsen

Monggård, din nordisme er rørende, men de fleste udenfor selvfede Skandinavien mener ikke det var den rigtige film (og instruktør), der vandt i år. For letbenet, for velkendte kicks og for beregnende Læs selv i fx Guardian og Independent.

Alan Frederiksen

Jeg glæder mig til at se Ruben Östlund´s nye film ’Triangle of Sadness’, selvom The Guardians dygtige anmelder Peter Bradshaw ikke er begejstret. https://www.theguardian.com/film/2022/may/21/the-triangle-of-sadness-rev...

Og jeg er i øvrigt bedøvende ligeglad om Ali Abbas er dansk eller svensk, hans film "Grænse" fra 2018 var en fornøjelse. Så latterlig en diskussion efter min mening.

Med venlig hilsen
Alan

Solveig Neubert, Kirsten Dyhrberg Grønne, Jan August, jens christian jacobsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar