Det er lige før, det er morsomt, hvis det ikke var for den bitre eftersmag. For nylig udgav Søren R. Fauth digtbogen En rejse til mørkets begyndelse, tredje bind i en autofiktiv beretning fra, med egne ord, »indersiden af eksistensen«, hvor forfatteren skriver tæt på sandheden om sit konfliktfyldte forhold til den døende far, skilsmisse og opbrud af familie.
Mette Høeg, litteraturredaktør på Frihedsbrevet, har tidligere været kæreste med Fauth og optræder som biperson i den nye bog. Nu hvor de ikke længere er kærester, er det overraskende Høeg selv, der anmelder Fauths bog. Hendes begrundelse for som ekskæreste at anmelde ekskæresten er, at hun vil »udfordre den forvrængede fremstilling i værket«, som Fauth gør sig skyld i. Høeg mener kort sagt, at Fauth i bogen fremstiller sine omgivelser løgnagtigt, herunder ikke mindst sig selv, og at det er hendes rolle som involveret og anmelder at afsløre. For at gøre det har hun brug for at bryde med normen for almindelig kritik og etablere en ny genre, som hun kalder »autokritik«. Den ser hun som et nødvendigt kritisk modsvar til den autofiktion i tiden, der nedbryder grænsen mellem det private og fiktive.
Hamrende inhabil
Men der er lige det med det uvildige, som er en grundsten for al kritik og for dens offentlige troværdighed. At ekskæreste anmelder ekskæreste strider åbenlyst mod god skik inden for anmelderi. Høeg er hamrende inhabil. Hun må til enhver tid gå i rette med værket i en kommentar eller replik, men det kan aldrig være som litteraturkritik.
Høeg forsvarer sig med, at hun ved mere end de fleste om Fauths liv og derfor er mere kvalificeret til at anmelde hans bog end andre. Det er sådan cirka det, alle inhabile argumenterer med: De ved bedre.
Derfor burde der være hjælp at hente hos Høegs chef, Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet. Men han forsvarer i Politiken den usædvanlige anmeldelse med, at habilitet »kun er et problem, hvis det ikke deklareres tydeligt«.
Vaklende principper
Med et trylleslag får troldmand Brügger problemet til at forsvinde. Men lad os lige tage den en gang til, for hvad er det, han siger? At fordi de er åbne om det brud på fundamental praksis, så er det i orden. Det svarer vel til – hvis man nu sætter det lidt på spidsen og helt hypotetisk – at sige, at hvis bare Brügger er åben om, at han slår sin kone, så gør det ham ikke til voldsmand?
Frihedsbrevet har udvist en nidkær omsorg for princippet om habilitet inden for politik, når det gælder andre medier. Men når det kommer til litteraturkritikken, gælder der åbenbart en helt anden standard.
Eller også skal vi bare udvikle et andet og mere afslappet syn på anmelderi, kommentar og almen kulturel diskussion af værker - i en tid, hvor alle kan gøre sig gældende ved hjælpe af mange adgange til at deltage i og gøre sig gældende i en offentlig debat.
Det er der nok noget om - Cecilie Lind om forholdet til anmelder Lars Bukdahl:
"Jeg er kvinde, jeg er 23 år, jeg er uddannet fra Forfatterskolen, jeg har udgivet to bøger, jeg lider af en spiseforstyrrelse, jeg lider af angst og depression, jeg er kæreste med kritikeren Lars Bukdahl, min kæreste er 23 år ældre end mig.
Han antog elleve af mine digte i tidsskriftet Hvedekorn, da jeg var 17 år, han anmeldte min debutbog i Weekendavisen, da jeg var 18 år, vi startede med at knalde, da jeg var 19 år"
Habil anmelder? Næppe.
Det kommer da an på, Kasper Pedersen, hvad man forstår ved 'habil'. Man kunne jo også mene, at hhv. Høeg og Bukdahl er ekstra habile.
Eller ekstra inhabile :-)
Den Dansk Ordbog:
1.
uegnet til at behandle en bestemt sag pga. personlige interesser, følelser eller forudfattede meninger.
En kommentar til:
” Men der er lige det med det uvildige, som er en grundsten for al kritik og for dens offentlige troværdighed. At ekskæreste anmelder ekskæreste strider åbenlyst mod god skik inden for anmelderi. Høeg er hamrende inhabil.”
Det er naivt på baggrund af litteraturvidenskab i dag at tro på muligheden af at være litteraturfagligt uvildig som anmelder, ligesom det er naivt at tro på muligheden af at være litteraturfagligt objektiv. Det er dog ikke det samme som at forkaste det som idealer.
Når jeg skriver litteraturfagligt uvildig og objektiv er det vel også i sig selv vildledende, i og med at litteraturfaglige kompetencer ikke berettiger til en tro på, at litterært veluddannede anmeldere nødvendigvis er mere uvildige og objektive end ikke uddannende anmeldere.
Dog burde den veluddannede anmelder (der litteraturteoretisk følger med tiden) generelt være mere bevidst om sine muligheder og begrænsninger med hensyn til at være uvildig og at undgå at være inhabil og være i stand til at bygge sine vurderinger på en større baggrundsviden og forforståelse ved anmeldelser.
IDEALERNE om at være uvildig og at undgå at være inhabil må dog fastholdes, hvis anmelderi i f.eks. dagblade overhovedet skal bevare sin berettigelse, og der må det være op til den enkelte anmelders faglige stolthed og vedkommendes ønske om at højne sin anseelse blandt andre anmeldere inden for feltet, hvilket også må betyde noget i forhold til det at bevare sin redaktørs tillid.
Ifølge ”Den danske ordbog” defineres de nævnte begreber på følgende måde:
Uvildig: ”uafhængig eller upåvirket af egne eller andres interesser, følelser eller meninger”
Inhabil: ”uegnet til at behandle en bestemt sag pga. personlige interesser, følelser eller forudfattede meninger”.
Ikke desto mindre må litteraturanmeldere også erkende, at de står over for nye typer af problemstillinger, når de skal anmelde autofiktion, fordi de fleste anmeldere og i hvert fald anerkendte forfattere er en del af det samme litterære miljø. Her må Danmark vel, på grund af landets størrelse, betragtes som noget af en ”andedam”.
Forfattere og anmeldere vil ved autofiktion meget nemt komme til at skrive noget om hinanden og om nogen, som er venner og bekendte inden for miljøet, og hvordan så bevare sin uvildighed og undgå inhabilitet?
F.eks. skriver Stefan Kjerkegaard i ”Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet” følgende:
”En af konsekvenserne ved en medialisering af litteratursystemet er det, som Haarder omtaler som ”biografisk irreversibilitet”, dvs. at vi uundgåeligt læser forfatteren eller i hvert fald versioner af denne sammen med værket, det, man har kaldt den implicitte forfatter. Den kontekstuelle, ofte mediekulturelle viden, vi uundgåeligt har, blander sig med vores læsning, og det kan man (ikke undgå at) udnytte som forfatter. Mytologier, konstruktioner og narrativer opstår både i, omkring og i sammenhæng med de litterære værker” (122).
Og som Informations litteraturanmelder Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse af Cecilie Linds ”Mit barn”:
”I det hele taget er Mit barn helt utvetydigt baseret på Linds eget liv. Man genkender for eksempel uden problemer hendes kæreste Lars Bukdahl, kritiker på Weekendavisen, mens man læser.
Det kan godt virke forstyrrende, eftersom vi inviteres med både til dødtrætte skænderier og til forsoningssex”.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/09/cecilie-lind-skrive...
En tak til Tue Andersen Nexø, at han overhovedet turde fremhæve problemstillingen ved det forstyrrende som anmelder i forhold til det anmeldte værk. Man skal i hvert fald som anmelder og ikke mindst redaktør tænke sig grundigt om, i forhold til hvad man vil anmelde, eller hvad man vil sætte sine anmeldere til at anmelde.
Hvor går grænserne, hvis man som anmelder også skal bevare sin uvildighed og undgå inhabilitet? Måske er der værker af autofiktiv karakter, som dagblade af disse årsager helt bør afstå fra at anmelde?
Det, der er interessant ved en anmeldelse, er dens oplysning om værket - hovedsageligt også som et vidnesbyrd fra samtiden til brug som kilde for eftertiden.
Her kan man, når man opsøger tidligere tiders modtagelse af litteratur og kunst blive ganske forundret over den lemfældighed og manglende indsigt, der i samtiden er til stede, mens det ville have været guld at kunne læse og forholde sig til den type særlig indsigtsfuld kritik, der er tale om her.
Vi er kommet til at forveksle særlig indsigt med inhabilitet, men det såkaldt uhildede lider tit af en tilhørende uvidenhed, som samtidigheden i sig selv medfører. Så hellere nogle tips til den dybere forståelse end en halvkvædet 'forbrugeroplysning'.
Om Fauths bog er løgnagtig eller ej er læsernes helt uvedkommende. Litteratur er mere eller mindre løgnagtig i forhold til den virkelighed den skildre. Den litterære kvalitet af et værk afhænger ikke af, hvor tro den er overfor virkeligheden.. Høegs anmeldelse hører under betegnelsen 'privat rivegilde'.
Det er rigtigt, Ole Falstoft, hvad der imidlertid er interessant, er de tekster, tekster kaster af sig, rivegilde eller ej.
God leder. God, fordi den søger at fastholde forbindelsen mellem den fagligt kompetente anmelder og den fagligt interesserede læser. I lyrik er billedsprog og paradoks vigtige elementer. Hvis anmelderen tidligere har skændtes så det bragede med forfatteren, er det tvivlsomt om der er plads til en tilstræbt objektiv vurdering af den slags poetiske teknikaliteter.
Tilbage står læseren ligeså klog som før læsningen af anmeldelsen.
PS I andre sammenhænge er der sket et skred i hvor lødig en anmeldelse er eller ikke er: Hvis en forfatter i Bent Blüdnikovs øjne er "Israel-hader" kan bogen ikke få en god anmeldelse.
Simple as that!
Frem til midten af 1990erne skelnede man inden for medieverdenen med rimelighed mellem de såkaldt seriøse dagblade som f.eks. Politiken, Berlingske, Jyllands – Posten, Information og Kristeligt Dagblad, den ”gule” populistiske presse repræsenteret ved f.eks. Ekstra Bladet og BT og ”sladderblade” som Se og Hør og Billed – Bladet, der fokuserede på det personlige og ofte forholdsvis intime stof.
Med det ændrede mediebillede, ikke mindst efter de sociale mediers fremkomst, og det øgede fokus på konkurrence og overlevelse på et kapitalistisk markeds betingelser, har de tidligere seriøse medier i vid udstrækning mistet deres seriøsitet og anvender de samme personorienterede, populistiske og sladder – orienterede tilgange som den ”gule” presse og sladderbladene.
Det gælder ikke kun, når det drejer sig om politisk journalistik, men også om journalistikken på kulturområdet.
Tilsvarende har mange forfattere tilpasset sig betingelserne på markedet og bidrager derfor med intime personlige detaljer til medierne i kampen om opmærksomhed (ofte i form af interviews), og samtidig har brug af autofiktion i litterære bogudgivelser i vid udstrækning vundet indpas. Man kan sige, at de to tendenser på udmærket vis supplerer hinanden på markedets betingelser.
På universiteter og i gymnasier arbejder man endnu typisk med skønlitteratur på litteraturvidenskabelige præmisser, med ”værker uden forfattere”, og i medierne i øvrigt dyrker man nu typisk, på før – videnskabelig og romantisk vis, ”forfattere uden værker”. Det skaber opmærksomhed og sælger.
Eller med Erik Skyum – Nielsens ord fra et interview (9/8 2021) i Information: ”Der er gået journalisme, show og formidling og selviscenesættelse i hele lortet”.
https://www.information.dk/search/site/show%20journalisme%20skyum%20-%20...
Spørgsmålet må være, hvordan kulturjournalistikken på f.eks. dagbladene overlever på de nye betingelser? Ikke mindst når det gælder anmeldelser, hvor der jo, i hvert fald traditionelt, har været en krav om uvildighed og om at undgå inhabilitet.
Mette Høegs bidrag skildres i lederen på følgende måde:
”Høeg mener kort sagt, at Fauth i bogen fremstiller sine omgivelser løgnagtigt, herunder ikke mindst sig selv, og at det er hendes rolle som involveret og anmelder at afsløre. For at gøre det har hun brug for at bryde med normen for almindelig kritik og etablere en ny genre, som hun kalder »autokritik«. Den ser hun som et nødvendigt kritisk modsvar til den autofiktion i tiden, der nedbryder grænsen mellem det private og fiktive.”
Med en vis forhåndsviden om Mette Høegs tidligere virke på kulturområdet i medierne må det være oplagt at forstå hendes nye initiativ som en provokation og et oplæg til debat på de nye betingelser, som medierne har tilpasset sig.
På den måde ligger hun vel på linje med ovennævnte udsagn fra Erik Skyum – Nielsens side?
Hvis Peter Nielsen i lederen også havde forholdt sig til det dobbelttydige i Høegs initiativ, ville tilgangen have været langt mere konstruktiv med henblik på, hvordan man kommer videre med de problemstillinger, der er knyttet kulturjournalistik og anmeldelser på de nye betingelser, som er sat af markedet.
I reglen læser jeg først anmeldelser når jeg har set, læst eller hørt det anmeldte; den rækkefølge gi’r mig en ide om hvilken vægt jeg kan og vil tillægge en given anmelders ord. Efter Mette Høegs begrundelse og den dømmekraft hun dermed udstiller, for at ville anmelde ekskærestens bog, kan jeg vist roligt springe denne anmelder over i fremtiden, indtil nogen overbeviser mig om at hun er blevet klogere…
@ Ete Forchhammer
Spørgsmålet er, om du seriøst tror på Mette Høegs begrundelse og mener, at hun udstiller ringe dømmekraft i forhold til at ville anmelde ekskærestens bog? Hvis den samme "nonsens" udtalelse var kommet fra Peter Nielsens eller Erik Skyum-Nielsens side, ville du så også havde troet på, at de dybest set mente det, som de sagde?
Hvordan har du det med politikeres udtalelser til medierne og mediernes måde at viderebringe disse udtalelser på? Tror du tilsvarende på alt, hvad du hører og læser, selv om konteksten burde fortælle dig, at der er en hel del iscenesættelse på spil, såvel fra politikernes som fra mediernes side?
Spørgsmålet fra politikernes og mediernes side er i høj grad, om begge parter får gavn at det, som medierne bringer videre - i så fald er samarbejdet lykkedes, eller om kun den ene part (typisk politikerne) står tilbage som tabere?
Adskiller samarbejdet mellem kulturjournalister og forfattere sig væsentligt fra samarbejdet mellem journalister og politikere? Mit svar er "nej", hvis spørgsmålet drejer sig om en udvikling af tendenser på området.
Kamilla Löfström, der er litteraturkritiker ved Information og underviser i anmelderi ved Københavns Universitet, siger i en artikel i Politiken om Frihedsbrevet, der bringer Mette Høegs anmeldelser, at Frihedsbrevet er ude på at provokere og finde læsere på spektakulære måder, og at det er en meget kedelig måde at ville skabe polemik eller sensation på.
Det er jeg for så vidt enig i, men hvorfor kritiserer Kamilla Löfstrøm så ikke samtidig dagblade som f.eks. Politiken og Information for i særligt grad at dyrke forfattere i deres interviews og anmeldelser, som i udpræget grad anvender autofiktion? Fordi det "sælger"!
Det sker på bekostning af dygtige forfattere, der ikke anvender autofiktion, og som derfor ikke bliver anmeldt eller får særlig omtale.
Det er typisk forfattere, der ikke ønsker at afsløre intime personlige detaljer i offentligheden, som berører emner, der på en konfliktfyldt måde er oppe i tiden, og som derfor har særlig opmærksomhed.
Til gengæld fremhæver Mette Høeg i samme artikel, at hendes miniserie er en respons på den autofiktive bølge, der er rullet hen over litteraturen de seneste år, og som hun mener kræver et modsvar i kritikken.
Ifølge "Den danske Ordbog" betyder en "trojansk hest" "OVERFØRT person el.lign. der (ubemærket) trænger ind i en organisation el.lign. og skader denne indefra".
Her kan man f.eks. tænke på stort set den samlede litterære institutions leflen for forfatteres brug af autofiktion, fordi det sælger, og den samme institutions overbærenhed over for, om den litterære kvalitet nu også er til stede i den pågældende litteratur.
https://politiken.dk/kultur/boger/art8825356/%C2%BBEt-s%C3%A5dan-gr%C3%A...