Symbolet på teater er to masker, den ene græder, og den anden griner. Det er tragedie og komedie, der ligeværdigt udgør teatret. Sådan burde det være, men historisk er smilet stivnet, og den lidende maske overskygger grinet.
Aristoteles skrev i sit litteraturteoretiske værk Poetikken om tragedien og komedien, at tragedien handler om seriøse, vigtige og noble mennesker, hvorimod komedien behandler mindre dydige mennesker og fokuserer på menneskets svagheder. Hans uddybende tanker om komedien kan man kun gisne om, da den del af Poetikken er gået tabt, og dermed historisk har givet tragedien mest opmærksomhed og status.
I Umberto Ecos roman Rosens navn (1980) er bogen om komedien ikke mistet, men gemt af en humorforladt munk, som hader latteren så meget, at de, der læser i bogen, skal dø af grin. Han mener, at latter er djævlens værk, der gør ansigtet deformt, og at latterens forløsende virkning er kættersk.
Komedien er subversiv, tragedien som oftest en anerkendelse af tingenes tilstand - og dertil ganske tit ret sentimental.
Det er komediens venden tingene på hovedet, der åbner øjne og indbyder til at tænke sig om - i modsætning til tragediens dyrkelse af følelsen, som jo bremser al handlekraft.
Og det var en fed Maskerade, absolut anbefalelsesværdig.
Desværre har man indtryk af, at det er nødvendigt at skrive en sådan leder, fordi der er generationer, der ikke er opvokset med humor.
Selv var jeg heldig allerede som 4-årig at se og falde dybt for Huset på Christianshavn, og snart efter for den satiriske del af dansk revytradition med tv-revyerne Hov-Hov og Uha-Uha, men også det program, der bevarede for eftertiden nogle af Osvald Helmuth allermorsomste og mest bidende viser fra de sene Hornbækrevyer.
Nogle må selvfølgelig være vokset op med det, for i disse år trives revyen jo næsten bedre end nogensinde. Den kan bare godt mangle den elegante farlighed fra gamle dage.
og: hvis man vil se mesterlig komedie på dansk, så ligger der på dr.dk/bonanza Ingmar Bergmans opsætning af Molieres Misantropen på Det Kongelige Teater. Det er en legendarisk produktion.
Hvorfor lader jeg mig irritere af de to stavefejl i Julia Andrews citatet: A spoonfull of sugar helps the medicin go down? Det er vel efterhånden standarden,
Hvorfor, Sten Stenbæk, lader jeg mig irritere over, at du kalder hende Julia?