Leder

Museer bør være lige så radikale som deres klimakunst

Kunstinstitutioner signalerer, at de selv vil tage det klimaansvar, de flager for, når de eksponerer kunst. Men når forskerne advarer om, at der kun er tre år tilbage at handle i, er symboler det sidste, vi har brug for
Katharina Gross farvede i 2017 træer, buske og græs i Mindeparken i Aarhus helt bolsjefarvede i et forsøg på at provokere og skabe debat om vores behandling af naturen.

Katharina Gross farvede i 2017 træer, buske og græs i Mindeparken i Aarhus helt bolsjefarvede i et forsøg på at provokere og skabe debat om vores behandling af naturen.

Ida Munch

Kultur
28. november 2022

Når værker skal udlånes og transporteres til og fra museer verden over, er det ikke just klimavenligt. Forestil dig en udstilling på et svensk museum med 200 værker. Et par stykker af dem er fra Kina, et er fra USA, tre-fire er fra Cairo, og ti er fra Berlin. Værkerne skal pakkes forsvarligt i klimasikrede kasser og transporteres i flytransporter eller lastbiler helt alene, så de ikke tager skade. Lastbilen fra Berlin må derfor ikke stoppe undervejs for at samle flere værker op. Det samme gælder, når værkerne kun tre-fire måneder efter skal pakkes ned og sendes retur igen. Udlånernes krav til kunsttransporten gør ofte de store internationale udstillinger kulsorte. 

Moderna Museerne i Malmø og Stockholm har som en konsekvens heraf i hele 2022 undladt at transportere kunst til deres udstillinger. I stedet har de bedt kunstnerne om at komme og lave dem på stedet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Måske skulle museerne i højere grad basere deres udstillinger på deres egen forskningsvirksomhed og bidrage til fonden af verdenskunst ved at trække folk - med klimavenlig transport - til sig i stedet for at hente værkerne. Proveniens er i sig selv vigtig, så at vise kunst frem udenfor rammerne af deres nuværende hjemsted bør måske simpelthen undgås. Oplevelsen af værkerne i eget habitat bør prioriteres, hvilket ikke er en opfordring til, at museerne ikke fortsat anskaffer nye og gamle værker - også værker, der kommer andre steder fra, men ved et tilfælde har relation til stedet eller landet.
Ved museerne forstår man også, hvad fordoblingen af verdens befolkning på et halvt århundrede betyder: jeg har lige været i England, og i modsætning til for 20-30 år siden er der nu regulært kø for at komme ind på museerne. Sjovt nok ikke på Tate, men til British Museum var der ved åbningstid søndag formiddag en kø på omkring en km nedad Great Russell St. og videre rund om hjørnet, og på National Gallery var køen kl. 11 stadig flere hundrede meter lang. Måske rejser folk mere, men det forekommer indlysende, at det også skyldes den større befolkning.