For et lille år siden diskuterede vi intenst, hvordan kulturlivet skulle forholde sig til, at Putins Rusland pludselig invaderede Ukraine. Daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) opfordrede institutioner til at stoppe ethvert samarbejde med Rusland, hvilket blandt andet fik den konsekvens, at Det Kongelige Teater annullerede et samarbejde med en russisk gæsteoptrædende kunstner. Også symfoniorkestret Copenhagen Phil fravalgte russiske solister og dirigenter, men begge institutioner insisterede på forsat at have værker af russiske mestre som Stravinskij og Tjajkovskij på programmet.
I en opsigtsvækkende kronik i den engelske avis The Guardian appellerer Ukraines kulturminister, Oleksandr Tkatjenko, nu vestlige lande til at boykotte russisk kultur over en bred kam, indtil russiske soldater har forladt Ukraine.
"Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af
vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits."
Lederen kan have ret. Men det er i stigende grad sådan, at under opførelsen eller læsningen af russiske kulturelle værker dukker der billeder frem for det indre øje af ukrainske civilister, begge køn og alle aldre, der klemmer sig sammen i undergrundsstationer eller beskyttelsesrum. Så er skaden egentlig allerede sket, uanset om man tvinger sig selv til at gennemføre den russiske kulturelle eksercits eller ej.