Den franske forfatter Édouard Louis minder os om, at politik altid rammer nogen

Da den unge franske forfatter Édouard Louis i forrige uge gæstede Danmark, fik den det helt store udtræk: optræden på Det Kongelige Bibliotek, interview i Deadline. Med god grund. Få kunstnere har nemlig som Louis haft held med at ændre rammerne for den offentlige debat. Med bøger som Færdig med Eddy Bellegueule, En kvindes forvandling og senest Forvandlingens metode er han ikke bare slået igennem som en dygtig forfatter, han har også tvunget Frankrig til at tale om socialklasser igen.

Værkerne af og om den unge mand fra det nordligste Frankrig beskriver som sådan et miljø, som mange troede – eller gerne ville tro – var væk i det 21. århundrede. En økonomisk armod midt i Vesteuropa, hvor det undertiden regner ind gennem loftet, og hvor pengepungen tvinger de nedbrudte kroppe til at vælge mellem medicinen på apoteket, alt efter hvad dagens smertetærskel kan bære. Men også en kulturel fattigdom, hvor fjernsynets blå lys aldrig slukkes, hvor homoseksualitet stadig er skamfuldt, og hvor det at læse bøger er noget af det pinligste, man kan finde på. Middelklassen drømte om at tage i operaen eller i teatret, skriver Louis om sin barndom, »men vores største drøm var bare at tage i supermarkedet«.

Det er en sandhed, som er lige dele ubehagelig og uafviselig, dansk såvel som fransk: Også i velfærdssamfundet lærer vi mennesker at elske det socialt mulige. Ulighed er også ulighed i begær, i vaner og i forestillingsevne.

Alle liv hænger sammen

Louis beskriver som sådan et fænomen, der ligeledes har sin pendant i Danmark: globaliseringens rømmede yderområder, Europas tidligere industrilandskaber fra nord til syd, hvor arbejdsløshed, magtesløshed og tab af kulturel identitet i dag har skubbet millioner af mennesker i armene på den yderste højrefløj. Hvor tidligere tiders solidaritet er blevet til ressentiment, og hvor staten har givet op.

Men han blotlægger også helt centralt forbindelsen til hovedstaden, til de magtfulde og velhavende i Paris og viser, hvordan alle liv i et samfund hænger sammen: de yderste med de inderste, de rigeste med de fattigste. Hans kritik er ikke blot moralsk, men også politisk: Det handler ikke kun om at begræde tingenes tilstand, men ligeledes om at afsløre, hvordan de fattiges fattigdom vokser ud af de riges rigdom.

Med sin personlige historie viser han, hvordan politik i den forstand er et relativt begreb, hvis betydning forandrer sig fra klasse til klasse. I hans opvækst, fortæller han, føltes politik nemlig »så intimt som et kys«. Det betød noget: betød et skolebibliotek, der lukkede, en arbejdsplads, der flyttede ud, betød brød på bordet, betød forskellen mellem at have ondt i ryggen eller ej. Finansloven gik i kødet.

Omvendt forholdt det sig i den del af den øvre middelklasse, som hans klasseopstigning siden tog ham til. Her bestod det ultimative privilegium nemlig præcis i at kunne hæve sig over politikken – at kunne betragte fællesskabets beslutninger med desinteresseret ro vel vidende, at ens egen livssituation grundlæggende ikke blev påvirket af dem.

Politik er aldrig objektivt

Det er et faktum, der er værd at huske på i en tid, hvor den ny SVM-regering netop er tiltrådt: Vi har valgt, at vores samfund skal se ud, som det gør. Vi har valgt, at 53.800 børn i Danmark – ifølge Danmarks Statistik – skal vokse op i relativ fattigdom. Vi har et uomtvisteligt ansvar for, at 36 procent af børn fra familier uden for arbejdsmarkedet ikke får en videre uddannelse efter grundskolen – mens det kun gælder tre procent af overklassens afkom. Og vi har samtidig valgt de politikere, der netop nu vælger at sætte topskatten ned for de mest velhavende i landet. Vi har valgt dette – og derfor kan vi vælge om.

Édouard Louis minder os i den forstand om en simpel pointe, som vi måske har fortrængt: Der findes ikke en teknisk kalkuleret korrekt politik, netop fordi der ikke findes nogen politik, der er løsrevet fra øjets og kroppens perspektiv. Politik er altid politik for nogen, mod nogen – og fra nogen. Derfor er det gode spørgsmål, vi kan stille os, ikke så meget: Hvad kæmper du for? – en abstrakt refleksion, der hurtigt kan føre til ulykkelige effekter. Men derimod det langt mere forpligtende og derfor sværere spørgsmål: Hvem kæmper du for?

Hvert valg har sine vindere og tabere. Det er i sidste ende, hvem vi stiller os bag – vinderne eller taberne – der gør os til dem, vi er.