Verdens opmærksomhed er sjældent retfærdigt fordelt. Stjernerne trækker flere øjne (og avisforsider) end de sultne masser. Og sladder kan såmænd både være eskapisme og magtkritik.
Men i nogle tilfælde har de kendte og kongelige også selv en mulighed for at sætte foden ned og sige: »Stop. Nej. Det er ikke så synd for mig«.
Det kunne man i hvert fald ønske sig, at Storbritanniens prins Harry snart ville gøre.
Meget er han blevet kaldt — den evige toer, det 21. århundredes Kain, en stakkel i stil med vores egen prins Joakim, der også lader til at føle sig vraget af både storebror og mor.
Efter først et flere timer langt interview med Oprah Winfrey, så seks timers Netflix-dokumentar og nu en knap 600 sider lang selvbiografi ledsaget af talrige interview i amerikanske talkshows, skulle man tro, at prins Harry havde fået leveret sit budskab om monarkiets dårskab.
Han fortæller om traumet efter prinsesse Dianas død, om omsorgssvigt og intriger, og om en tabloidpresse, der har kannibaliseret både på hans barndom og på hans hustru, Meghan Markle.
Harry's historie er ikke mere værd, end hvad folk vil betale for den. Millioner af mennesker jorden rundt kunne fortælle den samme historie. Den er egentlig ikke særlig interessant. For det britiske kongehus er det nok den største skade. For Harry's historie viser dem bare som de almindelige mennesker de er.
Der går en myte om, at den store leder i Nord Korea ingen anus har. For en Gud går ikke på toilet.
Jeg holder instinktivt med prinsen - måske mest fordi alle er på nakken af ham.