Et fænomen, der er så gammelt som hiphoppen selv, er det med at rappe om, hvor man kommer fra. »Hvor’ du fra? Jeg’ fra Havnen!,« sang Jokeren i 00’erne. Fælles for ham og to andre af de seneste tre årtiers største danske rapnavne, L.O.C. og Suspekt, er deres besyngelser af ophav – København, Aarhus V. og Albertslund. Det gælder også Niarn, der har rappet om Aalborg, Johnson og USO om Aarhus, Cheff Records med Kidd og Kesi i spidsen om Nørrebro og Tessa om Vestegnen.
Hiphop, der styrer tidens populærkultur, bliver ofte et reaktionært univers, hvor man dyrker succes, hylder styrke, besynger sin egen stamme og romantiserer hjemstavnen som der, hvor alle de gode mennesker findes.
Det gør to af tidens største popstjerner heldigvis op med. Den ene er aarhusianske Tobias Rahim, der godt nok allerede har udødeliggjort sin fødeby med landeplagen »STOR MAND« fra 2021, men også har kurdiske aner og nok i virkeligheden lige så meget er fra Nørrebro. Den anden er dansk-albanske Ardit Aliti, bedre kendt under kunstnernavnet Artigeardit, fra Mørkhøj i København.