Anstalterne på Livø og Sprogø er historiske institutioner, hvor der blev begået overgreb, vi kan tage afstand fra, og staten kan undskylde for, men har vi gjort os helt fri af de disciplinerende tanker, der lå bag diagnosen moralsk åndssvag? Det er det spørgsmål, Malou Reymanns fremragende film Ustyrlig om kvindehjemmet på Sprogø efterlader os med.
I filmen fokuseres der på de kvinder, der blev anbragt på ubestemt tid på grund af usædelig opførsel og vagabonderingstrang. At man ikke levede op til samfundets værdier, der fordrede selvkontrol og arbejdsduelighed, blev gjort til en psykiatrisk diagnose. Man var moralsk åndssvag, moralsk defekt. Staten gik så langt som til at indføre racehygiejniske love, der i 1934 muliggjorde tvangssterilisation i åndssvageforsorgen. Der skulle helst ikke være eller blive for mange unyttige, og det var nødvendigt for staten, at det blev forbundet med skam og kriminalitet, hvis man ikke bidrog til fællesskabet.
Vi sender ikke de unyttige på ø-anstalter længere, men udskamning er ikke en historisk foreteelse.
Så sørgeligt sandt.
Der er bare en verden til forskel - selvom den ideologiske socialdarwinisme igen har fået mange tilhængere blandt dem, der dyrker 'videnskab' som en tro - selvom der holdes fast i gamle forestillinger, som man burde kunne kæmpe sig forholdsvis let fri af: disciplinen skal ikke komme af nødvendighed, men lyst. Lysten kommer, når man selv har indflydelse, selv oplever, man udretter noget af betydning og anerkendes.
I stedet for at skabe udvikling i samfundet, der letter på den sure pligt og åbner for den glade mulighed, hænger man fast i en absurd og ideologisk forvredet 'balance' mellem Pligt og Rettighed. Det er nærmest blevet korporatistisk planøkonomi i stedet for en demokratisering og en stadig bestræbelse på at øge friheden og begrænse pligten, bortset fra den grundlæggende pligt i et demokrati til at bidrage til udformningen af samfundets indretning og udvikling.
Det er kun de subsistensløse, og de, der intet ejer, som bliver betragtede som amoralske og unyttige.
For de burde i det mindste slave for at understøtte dem, der slet intet laver, ud over at udnytte andre, fordi de ejer nok ejendom og kapital til, at de kan leve af det i sus og dus uden at løfte en finger.
Har man derfor penge nok, spiller moral ingen rolle.
Det har altid en omkostning at være en del af et fællesskab. Den omkostning er det, vi kalder den sociale kontrakt.
En social kontrakt vi samler os om i velfærdssamfundet; hvor dem, der har mest bidrager med mest til dem, der har mindst. 11% af befolkningen bidrager f.eks. med 50% af indtægten i den fælles pengekasse. I den sociale kontrakt er der endvidere en forventning om, at alle gør deres yderste for at klare sig selv og bidrage så godt de kan. Der bor en del ufrihed i en sådan kontrakt, fordi vi i høj grad lever på forventninger fra fællesskabet. Jeg tror bare, at man skal gøre sig klart, at det er den sociale del af det social-kapitalistiske samfundssystem (som vi er), der giver udslag her.
Den sociale kontrakt omfatter også truslen om,
at et presset folk, både økonomisk og socialt,
kan gøre oprør og tager de ressourcer, som de rige har taget i besiddelse.
Men det kræver naturligvis, at de uformuende tilsidesætter den indlærte moral om, at magten og autoriteterne har større ret og at det er de fattiges pligt at tjene magten og forfatningen. Ofte vil et oprør også kræve et alternativ til den eksisterende styreform, som her kapitalismen og det repræsentative demokrati. Alternativer er der mangel på.
Blot en kommentar om Ø-er
Om jeg husker ret er det ikke længe siden at øen Lindholm skulle bruges til såkaldt uønskede og kriminelle udlændinge og flygtninge. Gennem mange år har der også med usvigeligt mellemrum været forslag om at deportere narkomaner og stofmisbrugere af forskellig art til div. ubeboede øer rundt om i landet. Det er bemærkelsesværdigt at motiverne har været præcis de samme som tidligere for den slags statslige totalitære tendenser. Ekstrem kontrol, afskæring fra kontakt med omverdenen, umyndiggørelse og usynlighed for den øvrige befolkning om hvordan man behandles etc..
Herudover skal man ikke være blind for at vi stadig rundt omkring har hjørner hvor vi stadig ser sådanne tendenser - fx i relation til dårligt begavede med problematisk adfærd. Det er altid lettere at indse fortidens synder end nutidens udfordringer. Der bliver ganske sikkert behov for statslige undskyldninger løbende i årene fremover. måske i forhold til det aktuelle forslag om flere tvangsadoptioner?
Lise Lotte Rahbek, det er klart, at en revolution vil ændre fuldstændig på den gængse sociale kontrakt. Om det så bliver bedre eller værre, ved jo ingen. Det bliver et andet samfund, og graden af social kontrakt afhænger nok også af graden af omfordeling til den tid. Sandsynligheden taler jo nok for, at det bliver det samme - bare med nogle andre mennesker. Og måske endda værre - alt efter graden af voldelighed og efterfølgende undertrykkelse.
Og derudover er den sociale kontrakt selvfølgelig hele tiden til forhandling ift. niveauer, men grundlæggende er det en aftale om at hjælpe de svageste, og i den kontekst kan jeg godt forstå, at dem, der undviger står lavt i status.
Hvem er "dem, der undviger" Frederik Schwane?
Er undvigerne de handicappede, de syge, de afvigende, dem arbejdsgiverne ikke vil ansætte, de uopdragne, de amoralske eller måske nogle andre ?
Og ikke mindst: Hvem kan dømme ?
Lise Lotte Rahbek, i forståelsen af en social kontrakt, der bygger på at vi alle bidrager til at passe på de svageste, så er "dem der undviger" dem, der ikke bidrager på trods af, at de ikke er blandt de svageste? Dvs. dine eksempler med de handicappede, de syge, de gamle selvfølgelig er blandt de svageste. De "uopdragne" (ved ikke hvad du mener med det) er nok ikke særlig svage.
Frederik Schwane
Jeg spørger bare, hvem du tænker på, når du nævner undvigere,
eftersom pigerne i den film der refereres til i oplægget blev regnet for undvigere når de ikke passede deres job eller udviste uønsket adfærd.
Lise Lotte Rahbek, jeg er slet ikke spor uenig med dig i, at der kan gemme sig et niveau af ufrihed i den sociale kontrakt, og at det er her, at "flertallets diktatur" virkelig kan slå igennem. Det er basalt set min egen personlige skræk, hvis den sociale kontrakt blev udfoldet yderligere i en mere kommunistisk tankegang. Den model, vi har i Danmark er spiselig, men bliver hele tiden udfordret af nogle, der gerne vil dominere og begrænse for meget.
Jeg reagerer mere på, at nogle giver kapitalismen skylden for dette, hvor det snarere er den sociale/socialistiske del af vores velfærdssamfund, der er fundamentet for den sociale kontrakt (velfærdssamfundet). Kapitalismen er nok mere darwinistisk af natur, i hvert fald så længe, der er en forbruger.
Jeg synes du skylder et svar på, hvem du kalder 'undvigere', Frederik Schwane.
Frederik Schwane, den sociale kontrakt dækker det, der er uomgængeligt for mennesker at varetage; men når den skrives ind i Retssamfundets kalkulationer over det for tiden rette og rimelige, bliver det politiseret og gjort til genstand for dossering.
Før 2001 var der faktisk kun et retskrav i dansk lov, det var flygtningeloven - ellers kunne folk regne med, at det offentlige ville forsøge at løse tvister og problemer ud fra borgerens interesse, hvilket selvfølgelig ikke altid holdt stik, fordi fejl begås; men hovedsageligt var det sådan.
Med retskravene kom klagerne, klageinstanserne, accepten af fejl - men også en afstand imellem myndighederne og borgeren. På sin vis kan man sige, at den gældende sociale kontrakt dér blev fortolket på en måde, så den ikke længere var til borgernes fordel, den blev til en luftig 'samfundsinteresse'.
Jeg tilslutter mig Lise Lotte Rahbæk.
Jeg er også nysgerrig på om du mener, "undvigerne" udgøres af fordums 'minusindivider', eller om det er for eksempel skatteunddragere, du hentyder til..?
Eva Schwanenflügel
"Dem der undviger" ift. den sociale kontrakt, er dem, der ikke lever op til ånden i den sociale kontrakt; nemlig at dem, der kan skal. Det omfatter selvfølgelig også enhver form for skatteunddragelse. Jeg ved ikke, hvad du mener med et "minimumsindivid"?
Et svævende, fortolkningsåbent svar, Frederik Schwane, som en spindoktor ville være stolt af.
Hvordan skelner du mellem dem der kan og har evne,
og dem der ikke kan, fordi de manglende evne?
Frederik Schwane
Som Lise Lotte Rahbæk er inde på, er der med din definition af den sociale kontrakt lagt op til, at 'nogen' skal differentiere imellem "dem der kan, fordi de har evne" og "dem der ikke kan, fordi de mangler evne".
Det åbner for, at visse grupper i samfundet bliver vejet og fundet for lette.
Eller måske i virkeligheden for tunge til, at det forhenværende velfærdssamfund bør tage sig af dem.
Før i tiden (faktisk helt op i -70'erne), talte man om aktiv dødshjælp til handicappede og "åndssvage".
Det var også disse mennesker, man omtalte som 'defekter' og 'minusindivider', og ej "minimumsindivider", som du naturligvis ikke kan finde en forklaring på, idet ordet er forkert.
"Et overvældende politisk flertal vedtog i 1929 en forsøgslov om kastration og sterilisation. Fem år senere blev forsøget til en særlov, og i 1935 kom endda flere grupper med.
Nu kunne også fattige, drikfældige, hjemløse og flere andre forhindres i at forplante sig til samfundets bedste – om nødvendigt under tvang. Som det første land i verden havde Danmark lovgivet for at begrænse ”de abnormes” antal.
Allerede i de år, hvor ”defekter” og ”minusindivider” var almindelig retorik om mennesker med handicap, blev tanken vendt, men forkastet, om dødshjælp faktisk var den bedste løsning.
I 1929 funderede for eksempel præsten Axel Garboe i Socialt Tidsskrift: ”Hvilken Værdi for andre (eller for sig selv) har et sådant medynkvækkende Menneske? Var det ikke meget bedre, at et sådant Liv ganske lempeligt blev udslukt?”.
Han landede dog på holdningen om, at den bedste løsning var ”at hindre Defekternes fremkomst og videreførelse til kommende Slægter” – altså sterilisation.
Det blev det nazistiske Tyskland, der gav debatten om medlidenhedsdrab sit næste skub.
Syd for grænsen var man allerede begyndt at likvidere sindslidende og handicappede i 1939 med det såkaldte eutanasiprogram T4.
Nazisterne lavede to år senere en biograffilm, der skulle vinde større folkelig støtte til programmet."
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/dengang-handicappede-var-defek...
Såfremt kun dem der har 'evne' (i forhold til arbejdsmarkedet) bliver værdisat som ressource, bliver alle dem der ikke kan fungere optimalt jo overflødige set med politiske briller i det "pligt og ret" samfund, der er et andet ord for konkurrencestaten.
Derfra er der ikke langt til fordums tanker om at begrænse udbredelsen eller ligefrem regulere visse befolkningsgrupper, så de bliver mindre, for eksempel fattiggøre og marginalisere alle dem, der ikke har 'evner', så de dør før tid og ikke 'belaster' samfundet, eller tvangsadoptere deres børn væk, så man sparer penge på familierne.
Eva S
En sober men sørgelig fremlægning af "undviger"-synsvinklen i et samfund, som vi ALDRIG skal acceptere igen.