Digtsamlingen Bøgetid, der mandag aften var anledning til, at Nanna Storr-Hansen modtog Montanas Litteraturpris 2022, har blandt mange kvaliteter også den at gøre det forårssoleklart, at det er muligt at forbinde klimakamp, klassekamp og kvindekamp.
Det gør den ved at flytte perspektivet fra penge og produktion til omsorg og reproduktion og ved at tale ud fra en helt anden opfattelse af tid. Tiden bruges i Bøgetid ikke på at gå på arbejde, men på at blive i hjemmet, plukke bær og amme. Bøgetid forbinder nutid og oldtid, og digtenes jeg kan skifte form fra en nutidsmor på barsel til et mosefund dateret til jernalderen, det kan befinde sig i den nordiske mytologi og blandt bøgetræerne.