SKAM PÅ DEN, der ikke vil drikke et glas champagne eller et krus bayersk øl sammen med ellevilde øst- og vestberlinere ved grænseovergangen ved Invalidenstrasse, Checkpoint Charlie eller de øvrige hidtil velbevogtede huller i den mur, der siden 13. august 1961 har delt den gamle tyske rigshovedstad. Der bør ikke herske tvivl om, at begivenhederne torsdag aften, da DDR-myndighederne meddelte, at man fra nu af frit kan rejse fra og til Østtyskland, hører til de mest skelsættende efter afslutningen af 2. verdenskrig.