Laura Dombernowskys blog

Fællesskabet i Beijings hutonger

Lige midt i mellem herre- og dametoilettet i min gade eller hutong, bor der et ægtepar. Det er dem, der gør rent på toiletterne. På mindre end fem kvadratmeter har de indrettet sig med køjeseng, en lille kommode og et TV.

Indtil for nylig boede deres 10 år gamle søn også sammen med dem her. Men han har nu fået sit eget værelse ved siden af min lejlighed. Madlavning og personlig hygiejne foregår på gaden, og vasketøjet hænger de til tørre på en snor mellem to træer i vejkanten.

Denne lille familie spiller en rolle i min hverdag. De er de første, jeg ser, når jeg går på toilettet om morgenen, og de sidste, jeg ser, inden jeg går i seng. Jeg er for længst holdt op med at hilse høfligt på dem hver gang, for jeg får ikke andet end et tomt blik tilbage. De kigger på mig, registrerer min tilstedeværelse, men for dem, er jeg kun en af den mange toiletgæster.

Der er tre offentlige toiletter i min gade, men det der ligger nærmest min dør, er så klart det reneste. Det betyder også, at de, der bor længere nede ad gaden vælger at komme hertil, fremfor at tage det toilet, der ligger nærmest.

Vi er vel omkring 200 familier, der bruger dette toilet. Men mirakuløst nok har jeg aldrig måtte stå i kø for at komme til. Hvis man er tidligt på færde om morgenen, ser man gerne folk balancerer med deres potter. Og jeg har en evig frygt for en dag at støde ind i en af dem, når jeg styrter ud af døren om morgenen.

Med et offentligt toilet deler man på en eller anden måde noget meget privat med sine naboer. Men selvom vi naboer møder hinanden flere gange i løbet af dagen, så betyder det ikke, at der nødvendigvis er en stærk følelse af fælleskab.

At bo i de flade huse

Jeg bor i det, der på kinesisk hedder et “fladt hus” (平房). Det henviser til huse med en etage. Det er ikke nødvendigvis det samme som de liebhavereagtige huse med fire længer rundt om en gårdhave, som man kender fra postkort fra Beijing. Den type huse var forbeholdt familier, der havde råd til at bo flere generationer sammen.

I 1950‘erne blev mange af disse huse med gårdhave delt op i flere mindre lejligheder. Lejlighederne består som regel af et eller to rum, hvor en lille familie kan bo. Flere af mine venner har delt værelse med deres forældre i sådan en lejlighed, indtil de flyttede hjemmefra som 20 årige.

Den lejlighed, jeg lejer, hører til “arbejdsenheden” (单位) under den lokale skole. Beboerne her har brugsret over lejlighederne, men ejer dem ikke. Det betyder, at de i princippet ikke kan sælge lejligheden. Men hvis lejligheden bliver revet ned, skal arbejdsenheden udbetale en rimelig erstatning.

Da der for tre år siden blev indlagt el-varme i stedet for kulfyr, skulle en af lejlighederne rives for at gøre plads til generatoren. Den familie, der valgte at flytte, fik udbetalt en erstatning, der var stor nok til, at de kunne købe en anden lejlighed. Kvaliteten af disse huse er ikke nævneværdig. Og det er ofte denne type huse, som bystyret i Beijing river ned, for at gøre plads til undergrundsstationer, shoppingcentre og lejlighedskomplekser.

Men inden for den første ringgade er der stadig mange flade huse tilbage. Nogle bliver restaureret, andre bliver købt op og lavet om til de oprindelige gårdhaver. Men mange af de huse, der endnu står tilbage, er dårligt isolerede, nogle har kun udendørskøkken og kloakerne stopper jævnligt til. Det er måske en af grundende til at mange familier, indtil videre foretrækker det offentlige toilet.

Nabosskab på prøve

Så på overfladen er der et fint naboskab, hvor jeg bor. Alle hilser på hinanden med hilsner som »er du kommet hjem?«, »har du spist?», »har du købt ind?« og lignende spørgsmål, som det er meningen, man kun svarer bekræftende på.

Mine naboer er generelt nysgerrige over for mig, og hvad jeg foretager mig. De ved hvor jeg kommer fra, hvad jeg laver, og de genkender de af mine venner, der jævnligt kommer på besøg. Generelt står både jeg om min finske nabo på god fod med de gamle mænd og koner her.

Selvom vi i deres øjne helt klart er nogle mærkelige udlændinge (老外), så har jeg også hørt en af nabokonerne tage os i forsvar over for en anden nabo, der udtrykte sin generelle frustration over udlændinge i Beijing, der fører sig frem.

Men selvom alle generelt holder øje med hinanden, gik der alligevel forbløffende lang tid inden nogen reagerede, da min genbo, en ensom gammel mand, døde da jeg var på ferie i Danmark. Stanken fra hans lig fik lov til at sprede sig i sommerheden i 10 dage, før en nabo tog initiativ til at tilkalde politiet.

At tage ansvar for fællesskabet

For at komme indtil min lejlighed skal man gå omkring 25 meter ad en smal, ujævn sti. Jeg kender efter hånden de forskellige huller på stien. Og det er en stor hjælp om aftenen, for der er ingen gadebelysning her. Når det regner bliver hele stien til en stor vandpyt, der efterlader en mudderpøl et par dage efter. Men i Beijings tørre vinter bliver jorden på stien frosset til sten og kan ofte være isglat.

Fliser ville virkeligt forbedre den mudrede sti. Men hvem skulle tage initiativ til at gøre det? Og måske mere vigtigt, hvordan skulle man fordele den økonomiske byrde? Stien er jo ligesom allemandseje, og det betyder, at der ikke er nogen, der har det overordnede ansvar - eller ønsker at tage det. Jeg har ikke talt med mine naboer om stien.

Som udlænding forsøger jeg at holde lav profil ud fra en hjemmestrikket logik om, at hvis man ikke “kan lide lugte i bageriet”, så kan man jo flytte et andet sted hen. For mig er det kun bemærkelsesværdigt, at beboerne her ikke kan finde ud af at gå sammen om at ordne den sti, vi allesammen bruger.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der ville være samme ligegyldighed over for toiletforholdene, hvis der ikke var officielle myndigheder til at tage ansvar for de offentlige toiletter. Med det faldende serviceniveau sammenlignet med Mao-tidens paternalistiske statsstruktur, er der i dag meget mere frihed til den enkelte.

Men der er endnu ikke et stærkt civilsamfund til at danne et alternativt fælleskab. Til trods for at toiletbesøg, madlavning, lektielæsning og tøjvask foregår i det offentlige rum, så er der en stærkt herskende tendens til at enhver passer sit.

Det der på overfladen ser ud som et fællesskab på gadeplan, er måske snarere udtryk for helt andre grænser for, hvad der er privat - eller hvad man har mulighed for alt lade være privat. For når det kommer til stykket har beboerne her sjældent mulighed for at vælge anderledes.

 

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu