Laura Dombernowskys blog

Kinas migranter venter på væksttoget

I disse dage fejrer Kina to helligdage - månefestivalen og Kinas nationaldag. I Beijings gader lufter man det kinesiske flag, folk har fri, familier samles og på TV sender de festlige underholdningsprogrammer. Omkring en times kørsel fra centrum bliver helligdagene også fejret. I den midlertidige landsby, Picun, er der pyntet til fest i det lokale forsamlingshus.

»Jeg hedder Wang Jingmeng” fortæller en syv-årig pige fra scenen.« Det er kinesisk tradition at give børn navne, der repræsentere forældrenes ønsker for barnet: »Wang er min fars efternavn og Meng har jeg fået, fordi min mor er fra Mongoliet, men Jing har jeg, fordi de håber, at jeg får et liv i Beijing,« fortæller hun, før hun skynder sig tilbage til de andre piger i dansetruppen. Wang Jingmengs forældre er ikke de eneste med den drøm.

Picun huser omkring 10.000 migrantarbejdere. Her er små butikker, et bibliotek, et apotek, og en lokal skole. Sidste år stod skolen for at skulle nedrives, indtil aktive NGO'er og forskere fik udsat nedrivningen. I hvert fald for et stykke tid. For rygterne går. I 2014 er det hele landsbyen, der står for nedrivning. Det forlyder, at landsbyen indgår som en del af Beijings overordnede byplanlægning. Med tiden skal fabrikkerne i nærområdet, hvor migrantarbejderne arbejder, flyttes endnu længere væk for at gøre plads til kontorbygninger. Selvom om det umiddelbart virker som en nødvendig løsning, så betyder det også, at migrantarbejderne skubbes endnu længere væk fra det politiske og kulturelle centrum.

»I dag er en festdag, så der skal være plads til alle«, lyder det fra aftenens konferencier. Det lokale forsamlingshus i Picun er fyldt af festklædte beboere og børnene er stuvet sammen på et rødt tæppe foran scenen. Heldigvis er det stadig lunt i Beijing, for forsamlingshuset består kun af tynde blikplader og er uden opvarmning. Aftenens program er tæt pakket med optrædener af lokale musikere, tryllekunstnere og dansende børn. Der er en god blanding af det hele. »Uanset hvor vi kommer fra, og hvad vi laver her, så er vi sammen som en familie i dag,« siger en kunstner, inden han begynder sin optræden. 

»Vi håber alle på at få et hjem. Vi håber, at regeringen i fremtiden kan garantere vores ret til at bo i byen. At vi kan købe en bolig i byen eller i det mindste have råd til huslejen«, lyder det fra aftenens sidste og mest populære sanger. Men det handler ikke kun om det fysiske rum. Det er også de mest basale forhold i livet, som migrantarbejdernes drømmer om. »Vi håber, vores børn kan gå i skole, at vi har råd til lægen, når vi bliver syge og at vi bliver plejet, når vi bliver gamle«, fortsætter sangeren, inden han slutter af med ordene: »Vi unge arbejdere yder meget for samfundet, og vi håber, at regeringen kan sikre vores mest grundlæggende behov.«

Kinas nationale TV-station er fuld af festlige programmer i forbindelse med månefestivalen og nationaldagen, men migrantarbejderne genkender sjældent sig selv i det kinesiske mediebillede. I et land med stor økonomisk ulighed er det svært at repræsentere alle, og selvom migrantarbejdere bliver inviteret med til at optræde i TV, når nationale helligdage bliver fejret, så får de sjældent lov til at fortælle hele deres historie. Ikke kun bliver de fysisk rykket længere væk fra storbyernes centre, men der er også et kulturelt skel mellem dem og Kinas mere velstående borgere i byerne. I modsætning til shows på TV, hvor de lokale borgere fremfører romantiske sange om at savne deres hjemstavn, har de med optrædener som dem i Picun frihed til at udtrykke sig på egne præmisser. Her kan de fortælle hele historien om afsavn, frygt, glæde og drømme.

Laura Dombernowsky blogger på information.dk om Kina indefra på journalen Det kinesiske århundrede.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu