Leder

Ind med sproget

17. oktober 2007

"Det er ikke noget, man umiddelbart vil mærke, men om ti år vil de danske virksomheder få et problem"

Alex Klinge, institutleder CBS

HVAD ER PROBLEMET? kunne man spørge. Ingen gider studere russisk, italiensk, serbokroatisk, tjekkisk, finsk eller polsk. Mange vil måske endda ligefrem kunne forstå det. Så det eneste fornuftige er vel bare at lukke fagene. Dreje nøglen om og bruge ressourcerne på noget andet og mere rentabelt.

Det er også, hvad man er i gang med. På Københavns Universitet har man for længst lukket en række mindre - især slaviske - fag, og som det fremgår af avisen i dag, er man på handelshøjskolerne godt i gang med at nedlægge fag som russisk og italiensk samt en række uddannelser til tolk.

En naturlig udvikling, kunne man kalde det. For hvorfor egentlig holde liv i en række perifære sprogfag, hvor der sidder fem-seks studerende og en krøllet, bleg professor, der har forlæst sig på østslavonske digtsamlinger fra mellemkrigstiden.

Nej, vel. Det giver ikke mening i en tid, hvor det også på universiteterne skal kunne betale sig. Allerede den daværende engelske premierminister Magaret Thatcher var fremsynet, da hun i 1980'erne slog til lyd for, at al forskning, der ikke umiddelbart kunne omsættes i klingende mønt, burde afskaffes. Den siddende regering har annammet dele af filosofien og gjort mantraet "fra forskning til faktura" til en ledestjerne i universitetspolitikken.

Eksterne bestyrelser, opfyldelse af markedsbehov, tilpasning til erhvervslivet, stordrift gennem fusioner er nogle af de ting, som skal geare den danske uddannelsessektor, så det danske samfund kan gøre sig i den internationale konkurrence. I den sammenhæng er det ikke sjovt at være specialist i tjekkiske modalverber, for hvem er det lige, man skal fakturere. Og når de enkelte fags overlevelse samtidig er fuldkommen afhængig af taxameterpenge eller med andre ord søgningen, er tiden knap for de små sprogfag.

IRONISK NOK ER TILPASNINGEN til markedets behov og tilpasningen til de politiske krav kombineret med en ny gymnasiereform, der ikke just opnormerer sprogfagene, i færd med også at underminere efterspørgslen. For mens man måske nok kan leve med, at helt små fag lukkes eller slås sammen med andre, hvad gør man så, når det er store kulturbærende sprogfag som tysk, russisk eller fransk, der næste gang står for tur. Tidsånden peger på, at engelsk (og muligvis kinesisk) er de sprog, man må og skal lære. Det er det, de studerende får at vide hele vejen gennem det system, som tilpasses disse behov, og således bliver det. Resultatet er, at ingen længere er i stand til at læse en originaltekst på andre af de store europæiske sprog, om det så er i en avis eller en lærebog. Og tabet går først op for samfundet, når det er for sent. Erkendelsen er så til gengæld, at det er langt lettere at rive ned end at bygge op. Især når der ikke umiddelbart er nogen at sende en faktura til, og nytteværdien ikke kan gøres op i penge, men handler om noget så uhåndterbart som kultur og værdier. weis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu