Leder

Håbet er grønt

Redaktionen
15. juni 2013
Foto: Sigrid Nygaard og Jesse Jacob

Foto: Sigrid Nygaard og Jesse Jacob

Dagens og morgendagens indsats for Den Store Omstilling er led i en lang kæde af initiativer, nyskabelser, eksperimenter, samarbejder og konflikter, som strækker sig over generationer. En proces, hvor det nye må spire frem midt i det gamle … Det svære er, at det er svært. Det gode er at vide, at der ikke rigtig er nogen anden vej. Og at alle har en rolle at spille.«

Sådan skriver Informations Jørgen Steen Nielsen i den nye udgave af sin bog Den store omstilling.

Det kan være svært ikke at miste modet, når vi konfronteres med omfanget af de kriser, verden står i. Vi kan diskutere årsag og rækkefølge, men konklusionen er og bliver den samme: Hvis vi løser den økonomiske krise med traditionel vækst via de traditionelle industrier, forstærkes den accelererende brændstofkrise. Hvis vi intensiverer kampen for udvinding af klodens sidste brændstofressourcer, forstærkes den økologiske krise.

Den ene krise griber ind i den næste, hvis vi fortsætter med at genbruge fortidens løsninger på fremtidens problemer. Det er altså vores system, vores måde at tænke på, vores måde at handle på, der er i krise. Det er derfor, nyt må spire frem midt i det gamle. Det er derfor, der er brug for ’en stor omstilling’.

Forpligtet på håbet

Kombinationen af den økologiske og den økonomiske krise har forstærket splittelsen og sat problemet på spidsen. Det rykker faretruende tæt på, når de centraleuropæiske floder oversvømmer både motorveje og middelalderbyer og efterlader den kriseramte europæiske økonomi med regninger, der kan løbe op i 100 mia. kr., som de gjorde ved sidste store oversvømmelse i 2002. Den gang kaldte meteorologerne det en »100-års-hændelse«.

»Når man ser på problemerne, er det svært at være optimist, i den forstand at man tror på problemernes snarlige løsning. I den forstand er jeg ikke optimist. Men jeg mener, vi har en forpligtelse til at være håbefulde,« udtalte tidligere seniorøkonom i Verdensbanken Herman Daly i forlængelse af Rio-konferencen i 1992.

Vi kan sagtens blive enige om, at verdens politikere mangler vilje – og måske evne – til at gøre noget fundamentalt ved misforholdet mellem planetens bæredygtighed og omfanget af den globale økonomi. Men vi kan ikke deponere ansvaret hos politikerne. Vores individuelle bidrag til bæredygtighed kan nemt opleves som en ørkenvandring, tørken forlænger. En dråbe i havet, hvor vandstanden stiger. Det kan virke uoverskueligt, men det hele begynder og ender med os selv. Det er vores egne små bidrag, der i sidste ende kan gøre den store forskel.

Vi er selv en del af løsningen

Blandt Informations læsere oplever vi en dyb optagethed af og et stort engagement i, hvordan vi kan omsætte perspektiverne i Den Store Omstilling til konkret handling. Engagementet samler sig i stigende grad om, hvordan vi hver især og sammen kan gøre os til en del af løsningerne.

Det er den interesse og det engagement, der er afsættet for kampagnen Hvad gør vi nu? Vores omstilling til en bæredygtig fremtid. Information gennemfører projektet i samarbejde med DR, og det er netop vores håb at få bragt de mange lovende initiativer og historier frem i lyset.

Alt det, der foregår uden for de politiske lederes opmærksomhed, og som for det meste går under mainstreammediernes radar. Initiativerne er ofte små og går i mange retninger, men de spirer og samler kraft.

I Informations formålsparagraf hedder det, at vi skal »informere om modstridende synspunkter i det offentlige liv og skal påtale uoverensstemmelser mellem tale og gerning«.

Vi bør tage vores egen medicin og må skamfuldtbekende, at vores virksomhed, hvad angår grøn omstilling, langtfra kan måle sig med de bæredygtige initiativer blandt både borgere og virksomheder, der bliver beskrevet i denne avis. Vi er ikke foregangsmænd og -kvinder, når det handler om at reducere vores eget energiforbrug. Og vores undskyldning er ikke mangel på viden.

Måske skyldes det omstillingens psykologi, som man kan læse om i en tankevækkende artikel i denne avis. Det er en kamp mellem lammelse og handling, frygt og håb og isolationog fællesskab. Der er voldsomme kræfter på spil i atmosfæren, på kloden og i os selv.

Tro på de gode historier

I kampagnen »Hvad gør vi nu? Vores omstilling til en bæredygtig fremtid« er vi på jagt efter omstillingshistorier, der har fire kendetegn: De skal være til gavn for fællesskabet, de skal have inspirationskraft, de skal kunne deles, og de skal – hvis projektet vinder udbredelse – have en målbar effekt. I denne temaavis kan du kan læse meget mere om kampagnen, og hvordan du kan bidrage.

Vi tror på, at de gode historier og konkrete eksempler kan få den bæredygtige udvikling til at tage fart. Naiv optimisme hjælper ikke – snarere tværtimod. Systemkritikken er fortsat helt central for Informations bidrag til Den Store Omstilling, men det er lige så afgørende, at vi medvirker til udbredelsen af de historier, der giver håb.

Det grønne håb vokser bedst i fællesskaber, hvor vi deler ideer og indsigter.

God læselyst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her