Leder

Offensiv med store risici

18. oktober 2016

Dette skrives til lyden af knitrende geværsalver og dumpe eksplosioner, der sender massive røgformationer ud på det globale nyhedstapet fra udkanterne af Iraks næststørste by, Mosul.

Støttet af USA-koalitionens kampfly rykker irakiske og kurdiske peshmergastyrker frem på sletterne foran millionbyen for, som en talsmand for den USA-ledede koalition udtrykte det på CNN, »at reducere Islamisk Stat til blot endnu en terrorgruppe i Mellemøsten«.

Det kan ikke siges mere præcist. Angrebet vil eliminere IS-kalifatets geografiske base, men om dets politiske, ideologiske og militære tilstedeværelse vil forsvinde, afhænger af viljen til at inkludere Mosuls indbyggere – og dermed den sunni-dominerede Nineve-provins – i Iraks politiske proces som ligeværdige partnere.

Meget lidt tyder på, det bliver tilfældet. I de talrige annonceringer af angrebet angives intetsteds nogen politisk, endsige økonomisk plan for, hvilken fremtid Mosuls befolkning kan imødese, når Islamisk Stats militante er dræbt, taget til fange eller fordrevet til det østlige Syrien.

Indtil videre har de civile i Mosul kun den irakiske premierminister, Haider al-Abadis, forsikring om, at kun regulære irakiske hærstyrker assisteret af politiet vil bevæge sig ind i millionbyen. De kurdiske peshmergaer og de forskellige paramilitære shia-militser, nogle trænet af iranske rådgivere, der er offensivens kernetropper, skal holde sig i periferien.

Om det vil hindre endnu en humanitær katastrofe som den i Aleppo, er ikke bare tvivlsomt, men usandsynligt i en guerillakrig fra hus til hus. Medmindre da at flertallet af IS-militante allerede har taget benene på nakken, som det skete i august i den syriske by, Manbij, da tyrkiske kampvogne angreb. Det kan man håbe på.

For håbet er det eneste, de civile kan læne sig op ad. Det iøjnefaldende ved offensiven er, at den i en sunnitisk optik er en ren shia-operation, der varsler ilde.

Uddrivelsen af Islamisk Stat fra Fallujah i Anbar-provinsen blev fulgt op af massakrer på angiveligt sunnitiske ’kollaboratører’. Det samme var tilfældet i sunni-byer i Salah Ud-Din-provinsen.

Og i Mosul har Iraks shia-kommandanter en særlig konto at gøre op. Nemlig den ydmygelse det var, da IS i juni 2014 nærmest ikke løsnede et skud, men kun behøvede at dytte med deres Toyota-pickupers båthorn for at få den irakiske garnison til at smide alt, hvad den havde i hænderne, herunder amerikansk militærgrej for millioner, og tage flugten.

Slaget om Mosul med aktiv deltagelse af Iran og den USA-ledede koalition har således klare sekteriske undertoner, hvilket vil medføre sunni-radikalisering. At den saudiske udenrigsminister, Adel al-Jubier, advarer mod massakrer på Mosuls civile, er logisk. Teherans støtte til Bagdad-regimet forårsager pr. automatik nervøse maver i Riyadh.

At Tyrkiet holdes udenfor, er mere foruroligende, ikke mindst i lyset af præsident Recep Tayyip Erdogans reaktion. Han har fastslået som en kendsgerning, at Tyrkiet »ikke kan udelukkes fra Mosul-operationen«. Faktum er imidlertid, at det er netop det, Tyrkiet er: udelukket.

Tyrkerne har etableret en militærbase i Bashiqa i Nordirak og har trænet en irakisk sunni-styrke på 3.000 mand, hvilket har bragt Ankara på kant med Bagdad. Og Erdogan insisterer på at sidde med, når boet efter Mosul skal gøres op.

»Hvem siger, at vi ikke kan gå ind i Mosul,« spurgte han retorisk i det tyrkiske parlament 17. oktober, og tilføjede med et slet skjult hint til den tyrkisk-trænede irakiske sunni-styrke:

»Vi deltager både i operationen og ved forhandlingsbordet.«

Ankara er selvsagt bekymret for massakrer på sunnier og holder vagtsomt øje med Mosuls betragtelige turkmenske befolkningsgruppe. Og Erdogan ser en ’eksistentiel trussel’ i, at de tyrkisk-kurdiske separatister i PKK nu har indfundet sig i byen Sinjar vest for Mosul og ventes at deltage i offensiven mod IS. Fra Sinjar kan de etablere en forsyningskorridor fra PKK’s baser i Kandil-bjergene i Nordirak til den syriske Rojava-region og PKK’s søsterparti, PYD’s, autonome enklaver.

Hvis Mosul-offensiven kommer ud af kontrol, indebærer det en helt uoverskuelig risiko. Ikke fordi Islamisk Stat forbliver i landskabet, men fordi Erdogan har forpligtet sig til at gribe ind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik L Nielsen

Det er jo ikke helt sandt at angrebet på Modul vil eliminere ISIS's geografiske base. De står jo fortsat rimeligt solidt plantet i Syrien, som artiklen lige over denne jo da også påpeger.