Leder

Indignationen sejrede

Nu har colombianerne igen valgt en fredsaftaleskeptiker til at lede landet. Ivan Duque repræsenterer i manges øjne det indignerede Colombias protest mod fredsaftalen. Samtidig er det et udtryk for frustration over, at aftalen med FARC ikke reelt har afsluttet volden i landet
Ivan Duque blev i søndags valgt som Colombias nye præsident

Ivan Duque blev i søndags valgt som Colombias nye præsident

Ritzau Scanpix

19. juni 2018

På afstand kan colombianernes valg af den konservative Ivan Duque ved søndagens præsidentvalg virke fornuftsstridigt og paradoksalt.

Hvorfor peger det hårdt prøvede colombianske folk på en præsident, der sandsynligvis kun vil skade mulighederne for varig fred og forsoning i et land, der har været præget af væbnede kampe i mere end et halvt århundrede?

Svaret er, at valget af den konservative Ivan Duque i virkeligheden blot cementerer det faktum, at colombianerne ikke er klar til at tilgive de tidligere oprørere fra den marxistiske guerillabevægelse FARC.

Den stærkt polariserede valgkamp har særligt kredset om den omstridte fredsaftale, som den colombianske regering i slutningen af 2016 indgik med FARC. Aftalen, der kom i hus efter fire års drøje forhandlinger, markerede formelt afslutningen på en mere end fem årtier lang væbnet konflikt, der har kostet 220.000 mennesker livet og sendt millioner på flugt internt i landet.

Valget af Duque skal ikke mindst ses i lyset af hans skepsis over for den kontroversielle fredsaftale – en skepsis, han deler med mange colombianere. Aftalen indeholder omfattende strafnedsættelser til tidligere FARC-medlemmer og garanterer guerillabevægelsen, der efter aftalen har omdannet sig til et politisk parti, repræsentation i landets kongres.

Det er indrømmelser, der er faldet mange colombianere for brystet.

»Jeg vil ikke regere med fjenden,« klargjorde Ivan Duque i sin sejrstale og stadfæstede dermed sit løfte fra valgkampen om at revidere fredsaftalen, blandt andet hvad angår de tidligere guerillasoldaters ret til politisk repræsentation.

Vælger Duque at bryde med dele af aftalens bestemmelser, hvad angår retssikkerhed og mulighed for politisk indflydelse for de tidligere FARC-soldater, vil det være et hårdt slag for den i forvejen møjsommelige indsats for at sikre integrationen af de tidligere guerillakrigere i samfundet, og de kan blive fristet til i stedet at søge andre kriminelle løbebaner.

Det vil med statsgaranti ikke gavne fremtidige forhandlingsmuligheder med andre guerillagrupper, der er lykkedes med at kapitalisere på tomrummet efter FARC i flere af Colombias rurale regioner.

Således er valget af Duque blot det seneste i rækken af eksempler på, at der er grænser for colombianernes eftergivenhed over for kriminelle grupperinger som FARC: Ivan Duques mentor og forgænger på præsidentposten fra 2002 til 2010 hedder Alvaro Uribe. Han var historisk populær, blandt andet grundet sin hårdhændede behandling af FARC, som det under hans embede lykkedes at nedkæmpe anseeligt.

Uribe var en udtalt fortaler for Bush-administrationens aggressive war on drugs-kampagne i 00’erne og har været en af de største kritikere af fredsaftalen, som han ikke mener yder ofrene for FARC’s attentater retfærdighed. Mange tilskriver Duques sejr hans tilknytning til den folkekære fredsaftaleskeptiker.

Samtidig endte Uribes efterfølger, Juan Manuel Santos, sin netop afsluttede anden præsidentperiode som historisk upopulær med en opbakning på omkring 15 procent.

Utilfredsheden med Santos tilskrives særligt, at han valgte at gennemtvinge fredsaftalen med FARC, selv om colombianerne kort inden indførelsen havde afvist aftalen ved en folkeafstemning. Dermed brød Santos med sit gentagede løfte om, at spørgsmålet om freden i sidste ende skulle afgøres af det colombianske folk.

Nu har colombianerne igen valgt en fredsaftaleskeptiker til at lede landet. Duque repræsenterer i manges øjne det indignerede Colmbias protest mod fredsaftalen. Samtidig er det et udtryk for frustration over, at aftalen med FARC ikke reelt har afsluttet volden i landet.

De nye grupperinger, som har overtaget de tidligere FARC-kontrollerede områder, har reelt opbygget parallelsamfund, hvor de tvinger bønder til at dyrke koka, der tjener som lønsomt indtægtsgrundlag for grupperingerne. Landets nu største guerillabevægelse, ELN, har vist sig som en genstridig forhandlingspartner i forsøgene på at opnå en fredsaftale på linje med den, der blev indgået med FARC i 2016.

Ræsonnementet bag colombianerens valg af Duque synes dermed at være klart: Hvis eftergivenhed over for kriminelle grupperinger blot foranlediger, at andre grupper overtager deres plads som guerillakrigere, hvad er så overhovedet pointen med fredsaftaler som den, regeringen indgik med FARC?

På den måde blev det diplomatiet, der tabte og indignationen, der sejrede i Colombia.

Svaret på Columbias udfordringer skal komme fra én af de to præsidentkandidater, Iván Duque (på billedet) og Gustavo Petro, der vanskeligt kunne være mere uenige om, i hvilken retning landet skal ledes.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu