Anders Samuelsens »svendestykke«

Politikeren Anders Samuelsen (LA) blev onsdag rost på forsiden af Berlingske Tidende for sit »svendestykke« som udenrigsminister: En vedtagelse i EU’s ministerråd tirsdag rettet mod den iranske efterretningstjeneste.

Selv betegnede han »svendestykket« som »en kæmpe sejr« og resultatet af en »robust og resolut udenrigspolitik«, hvis konkrete resultat er, at Irans ministerium for efterretninger og sikkerhed nu er sat på EU’s terrorliste, samt at to iranere har indrejseforbud i EU.

Der er tale om ministeriets generaldirektør og en agent/diplomat, der i øvrigt har været anholdt i Tyskland, sigtet for at bistå iranske agenter med at planlægge et bombeangreb på en kongres i Paris i juni sidste år.

Kongressen var arrangeret af den største iranske modstandsorganisation, Mojahedin e-Khalk, der indtil 2006 var på EU’s og USA’s terrorlister, og havde deltagelse af tidligere New York-borgmester og nuværende præsidentrådgiver, Rudy Giuliani.

Hvis ovenstående forekommer en anelse indviklet, er det, fordi den permanente skyggekrig mellem iranske agenter og eksiliranske dissidenter faktisk er indviklet.

Og når Samuelsen – en kende kækt, må man sige – bryster sig af sin »kæmpe sejr« i EU, er det, fordi skyggekrigen ramte Danmark 28. september i fjor, da trafikken på E20 og ved færgelejer blev lammet på grund af PET’s mistanke om, at en iransk dødspatrulje i en sort Volvo var på vej for at dræbe tre medlemmer af ASMLA, en iransk-arabisk modstandsgruppe bosat i Ringsted.

Det viste sig, at den sorte Volvo blev ført af en hashpåvirket mand uden forbindelse til iranske dødspatruljer. Men PET-alarmen blev udløst på baggrund af tidligere observationer af en norsk-iransk it-konsulent fra Oslo, der var blevet set luskende rundt i Ringsted. Her fotograferede han ved adressen på den i Ringsted-bosiddende ASMLA-leder (med dansk statsborgerskab).

It-konsulenten blev fængslet in absentia og anholdt i Gøteborg lufthavn 21. oktober, da han ifølge Weekendavisen ankom fra Teheran. Udleveret til Danmark blev han varetægtsfængslet i isolation – der så sent som i går blev forlænget med yderligere fire uger i Københavns Byret.

Han er formand for en iransk-norsk venskabsforening og bor privat med kone og tre børn nær Irans ambassade i Oslo. Hvis han har en plausibel grund til at tage på fotoekskursion i Ringsted, er den bevaret bag lukkede døre på retsmøderne.

Et gæt er, at han ikke har en plausibel forklaring. Men det er netop et gæt. Hverken PET eller nogen anden instans har fremlagt indicier, endsige beviser, som begrunder sigtelsen efter den milde spionparagraf 108 og paragraf 237 om »bistand til forsøg på manddrab«.

Dørene er blevet lukket i sagen med henvisning til »hensynet til fremmede magter«. Her er et godt gæt, at hensynet omfatter de seks europæiske efterretningstjenester, PET har samarbejdet med i denne sag. Det er normal procedure i disse sager og årsagen til, at deres slags normalt ordnes diskret uden for megen offentlig bulder.

Efter drab på iranske dissidenter i Holland blev to diplomater udvist – uden begrundelse. Og da attentatplanerne mod den iranske opposition i Paris blev afsløret, indførte Frankrig i juli sidste år de sanktioner, som ikke har vakt den store opsigt før i tirsdags, da de på dansk initiativ blev løftet op på EU-niveau.

Det nye er, at den danske udenrigsminister besluttede sig for – som det hedder i Berlingske Tidende – »at sætte fuld blus på lampen« og gå ud offentligt med krav om at sanktionere Iran for at udsende dødspatruljer til Europa – og altså også Danmark.

Da der ikke er fremlagt bevis for, at dødspatruljer fra Iran har opereret i Danmark, er det alene baseret på forudsætningen for vores tillid til, at PET og Samuelsen ved, hvad de foretager sig. Men netop den forudsætning er årsagen til, at de hemmelige tjenester ikke plejer at bralre ud med alt, hvad de ved, men offentliggør så lidt som muligt.

I denne sag har den danske regering valgt at bryde med diskretionens princip ved en politisering af den iranske skyggekrig i Europa. Men som dermed afdækker disse sagers retspolitiske problematik, hvor fravær af åben bevisførelse bekræfter Lenins tese om, at ’tillid er godt, men kontrol er bedre’.

Den politiske vinkel spejles også i politiets svar på, hvordan det går med den sigtelse, ASMLA-lederen i Ringsted har hængende over hovedet for »hyldest til terror« på de sociale medier, hvor han kaldte et terrorangreb mod Irans revolutionsgarde 22. september med 25 dræbte for »heltemodigt«: »Sagerne er fortsat under efterforskning, hvor Midt- og Vestsjællands politi ikke kan udtale sig yderligere«.

Et kvalificeret gæt er, at sagen henlægges efter en rum tid, medmindre Samuelsen rykker på den. Det gør han nok ikke.