Leder

Egypten har stemt for ny forfatning og draget sit sidste demokratiske suk

Med overvældende flertal for en ny forfatning har præsident Abdul-Fatah al-Sisi sikret sin egen og militærets totale kontrol i en fremtidig etpartistat
To egyptiske vælgere kigger her på en liste over stemmesteder til folkeafstemningen om en ny forfatningen. Mange især i den ældre generation har stemt ja til forfatningen i håb om at bevare stabiliteten i Egypten, selvom oppositionen i begyndelsen af april formulerede et fælles nej.  

To egyptiske vælgere kigger her på en liste over stemmesteder til folkeafstemningen om en ny forfatningen. Mange især i den ældre generation har stemt ja til forfatningen i håb om at bevare stabiliteten i Egypten, selvom oppositionen i begyndelsen af april formulerede et fælles nej.  

Khaled Desouki

25. april 2019

Det er sigende for Egyptens internationale status, at påskedagenes folkeafstemning om en ny forfatning registreres på nærmest noteniveau og heller ikke har vakt synderlig opsigt i den arabiske verden.

Egypten er med over 100 millioner indbyggere det største arabiske land, og det er ikke så længe siden, at egyptiske kunstnere og intellektuelle var toneangivende for klodens halve milliard arabere, kulturelt som religiøst i kraft af sunni-islams al-Azhar-universitetet i Kairo og Det Muslimske Broderskabs internationale rækkevidde. Og da al-Jazeeras tv-transmissioner fra Tahrir-pladsen i Kairo i 2011 hørtes fra arabiske stuers åbne vinduer, lyste kronisk pessimistiske mænd og fortrykte kvinder – der var jo ikke noget at grine ad – op i smil. Fra Libanon til Syrien, Yemen og Palæstina, ja selv i det pryglede Irak lød det optimistisk:

»Egypten er kommet tilbage til os.«

Nå, det var Egypten så ikke alligevel – og folkeafstemningen om en ny forfatning har kværket den sidste illusion om, at et rimeligt demokratisk Egypten trods alle vanskeligheder var en mulighed.

Præsident Abdul-Fatah al-Sisi, der tog magten i juli 2013 ved et militærkup mod Det Muslimske Broderskabs præsident, Mohammed Morsi, sikrede sig med godt 88 procent af de afgivne stemmer magten frem til 2030 – medmindre hans militære bagland træffer en anden beslutning, hvad man aldrig kan vide.

Al-Sisi var ellers ophavsmand til forfatningen fra 2013, der stipulerede, at præsidentembedet er begrænset til to perioder på fire år, hvilket indebar, at al-Sisi skulle gå af senest i 2022.

Med den nye forfatning vælges han i seksårige perioder, næste gang i 2024 – og når – eller hvis – han til den tid er mæt af magten, afgør militæret, hvem der bliver hans afløser, da den nye forfatning forudsætter, at de væbnede styrker »beskytter forfatningen og demokratiet, bevarer statens grundlæggende søjler og dens civile natur, og fastholder folkets landvindinger og retten til individets frihed«.

Det lyder kønt, men det er grimt. Fremover vil de egyptiske forsvarsministre altid blive udpeget af militæret – al-Sisi var netop forsvarsminister, da han væltede den folkevalgte Morsi, som selv havde udpeget ham for at undgå at blive kuppet.

Et trist perspektiv

Nu hører det med til tragedien, at Morsi og hans muslimske brødre ikke ligefrem hyldede demokrati og mindretalsbeskyttelse, da de blev valgt i 2012 efter præsident Hosni Mubaraks fald. Og al-Sisi havde faktisk opbakning, da han gennemførte sit kup med løfter om demokratiske tilstande. Dem har han indfriet med et langt mere restriktivt styre, end i Mubaraks 30 år ved magten.

Da en halv snes partier i oppositionen i begyndelsen af april formulerede et fælles nej til den nye forfatning, var det alt for sent – hvad de havde at byde på – bl.a. nej til al-Sisis ret til at udpege dommerne i højesteret – var henvist til de sociale medier, der blev lukket ned. Angiveligt 34.000 internetsider blev forbudt i valgkampagnens slutspurt, herunder en oppositionshjemmeside med 60.000 signaturer.

Vælgere fra landdistrikterne blev kørt til stemmesteder i busser og belønnet, efter de havde sat deres kryds, med en madkurv med ris og makaroni for ca. 60 danske kroner. Der var ikke råd til kød, og det kan være årsag til, at stemmeprocenten ikke nåede over 44, regimets officielle tal. Øjenvidner, der besøgte stemmesteder i Kairo, kunne berette, at der ikke var – et øje.

Der er næppe tvivl om, at mange især i den ældre generation har stemt ja til forfatningen og dermed til al-Sisi, simpelthen i håb om at bevare den stabilitet, hans hårdhændede regime forvalter. Men han er oppe imod en økonomi, der ganske vist udviser makrovækstrater på omkring tre-fire procent, men hvor virkeligheden er stigende ungdomsarbejdsløshed, der især rammer nyuddannede akademikere med deraf følgende hjerneflugt.

Økonomer har regnet ud, at hvis Egyptens vækst skal matche den aktuelle fødselsrate på mere end tre børn pr. kvinde, skal den op over seks procent. Tænketanken Brooking Institute har påpeget, at klimaproblemer føjer sig til fertilitetsproblemet og konkluderer, at medmindre Egypten begrænser befolkningstilvæksten og udvikler en økonomi, der skaffer de unge i arbejde, vil det simpelt hen ikke være muligt at ’inddæmme fiasko’. Et trist perspektiv, der desværre synes, ja – endeløst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Touhami Bennour

"Egypten skal komme tilbage til os" Fra begyndelsen af halvtresserne til Al Sissi tog magten, Har Egypten været en torn i øjet for Vesten, hvis man læser aviserne igen fra den tid, finder man ikke en eneste dag, hvor Egyptens leder ikke var i fokus, det kan være England eller Frankrig ( Suez Krise og krig i Algeriet) var de grund disse lande brugte som påskud til at gå i krig mod Egypten, og på den anden side har man sat Israel i front mod Egypten. Det var den sidste del af koloni krig . Postkolonikrig var ikke slut, og det er ikke slut endnu., Måske kommer en ("verdens Krig)" ud af USA- Iran krise. Hvis den kommer bliver den sidste, der har noget med koloni krig at gøre.

Så kommer Egypten tilbage. 100 millioner er mange i tal, men mindre tal giver ikke fred. 5 millioner eller 100 millioner gør ikke forskel for at få fred.