Leder

Nedlukningen af Indien er et nødvendigt, men risikabelt skridt for Modi og indisk økonomi

Det er et stort spørgsmål, hvor effektiv nedlukningen af verdens næstmest folkerige nation Indien bliver. Under alle omstændigheder vil premierminister Modis håndtering af COVID-19 give et fingerpeg om perspektiverne for smittetruede udviklingslande, herunder Indonesien, Brasilien og de afrikanske nationer syd for Sahara
Den indiske premierminister Narendra Modi onsdag beordrede en nedlukning af Indien. I tre uger frem vil 1,3 milliarder indere være underlagt udgangsforbud.

Den indiske premierminister Narendra Modi onsdag beordrede en nedlukning af Indien. I tre uger frem vil 1,3 milliarder indere være underlagt udgangsforbud.

Danish Siddiqui

26. marts 2020

Historiens største nedlukning af et land er en realitet. Det stod klart tirsdag, da premierminister Narendra Modi beordrede nedlukning af Indien, verdens næstmest folkerige nation.

I tre uger frem vil 1,3 milliarder indere være underlagt udgangsforbud: »Respekterer I ikke de 21 dages udgangsforbud, sætter I landet og jeres familier 21 år tilbage,« formanede den hindunationalistiske regeringschef på landsdækkende tv med henvisning til de markedsreformer, der blev sat i gang for to årtier siden og har gjort landet til en ny vækstøkonomi.

Subkontinentets dramatiske og pludselige lockdown overgår i omfang Kinas, der blev begrænset til Hubei-provinsen. Som isolationsoperation er den uden sidestykke.

Gårsdagens officielle tal – 562 smittede, ti døde – udgør en forsvindende brøkdel af Indiens folketal. På den baggrund kan Modis manøvre virke drakonisk. Den skræmmende sandhed er, at han snarere har handlet for sent til at afværge en veritabel folkesundhedskatastrofe.

Allerede for uger siden slog indiske eksperter coronaalarm. Thiagarajan Sundararaman, en tidligere direktør for det statslige National Health Systems Resource Centre, udtalte den 8. marts:

»I absolutte tal må vi påregne et skrækindjagende højt antal døde.«

Indien står umådeligt ringe rustet til at håndtere en sundhedskrise af de voldsomme dimensioner, som et epidemisk COVID-19-udbrud vil udløse.

Operere i blinde

Dødeligheden som følge af COVID-19 varierer fra samfund til samfund – i Italien har den været målt til 7,2 procent. Hvor høj den kan blive i Indien, gisnes der nu om. At smitten har potentiale til at »sprede sig som en steppebrand«, har Modi erkendt.

En WHO-rådgiver, dr. Ramanan Laxminarayan, skitserede for nylig et worst case-scenario, hvor 60 procent af Indiens befolkning smittes med coronavirus.

De indiske mørketal frygtes at være enorme. Efter i nogle uger at have nøjedes med screeninger i internationale lufthavne – et ineffektivt skridt, da smittebærere kan være symptomfrie – greb Indien til indrejserestriktioner.

Lige nu er centralregeringens altoverskyggende problem en fortvivlende knaphed på test, og uden pålidelige testdata må myndighederne operere i blinde.

Frem til denne uge var det indisk politik kun at teste personer med symptomer. Blot 20.000 indere var testet søndag, men smittekæder, som ikke kan knyttes til tilrejsende, er konstateret.

To store problemer

To store problemer gør COVID-19 særlig farlig for Indien. For det første: En jammerligt dysfunktionel offentlig sundhedssektor: Indien bruger under to procent af sit BNP på folkesundhed (i Danmark er tallet ti procent).

Italien, Europas hårdest ramte land, har over fire læger pr. 1.000 indbyggere – i Indien er tallet under én.

For det andet: En folkesundhed, der i forvejen er uhyre dårlig. 77 millioner lider af sukkersyge. Nyresygdomme er udbredte.

Indiske storbyers ekstreme luftforurening har medført en eksplosiv vækst i præcis de luftvejssygdomme, der øger sårbarheden over for COVID-19. Og fejl- og underernæring er udbredt blandt børn og voksne i slumkvarterer og i landdistrikter.

Ulykkeligvis kan de nye barske foranstaltninger i første omgang vise sig at fungere stik imod hensigten. Nedlukning af offentlig transport komplicerer hverdagen for sundhedsarbejdere, og før afbrydelsen af de indiske jernbaneforbindelser nåede en folkevandring af arbejdere at strømme fra storbyer som Mumbai til landsbyerne.

Dermed forøges faren for smitteudbredelse i landdistrikter med typisk endnu ringere sundhedsforsorg.

Et risikabelt skridt

Smittebetingelserne fremmes desuden af ringe adgang til håndvask, af analfabetisme (25 procent), der kan vanskeliggøre forståelse af myndighedspåbud, af en i fattige kvarterer almindelig praksis med at spytte på gaden og af udfordringerne ved at praktisere social afstand i et land med en befolkningstæthed på 450 personer pr. kvadratkilometer, hvor mange bor i storfamilier og beklumrede slumkvarterer.

Nedlukningen af Indien er et nødvendigt skridt, men et risikabelt skridt for Modi og for en indisk økonomi, der døjer med vigende vækstrater.

Hvor effektiv den vil blive, og hvor godt den kan håndhæves, og om den vil destabilisere eller styrke hans styre, vil de kommende uger vise.

Indiens eksempel vil under alle omstændigheder give vigtige fingerpeg for andre smittetruede udviklingslande, herunder Indonesien, Brasilien og de afrikanske nationer syd for Sahara.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Mikael Aktor
David Zennaro, Thomas Tanghus og Mikael Aktor anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Forudsat jeg overlever, så har jeg ALDRIG været så spændt på at se, hvor verden befinder sig om bare 5 år.

Jo det år sørme hurtigere og hurtigere det her med udviklingen. Hvad der er god skik til morgenkaffen er fejet af bordet før aftensmaden. Snart er Julen en Vinterfest. Snart er den eneste kultur tilbage Youtube. Suk.

Rolf Andersen

Julen har ALTID været en vinterfest. Vi har altid fejret vintersolhverv, slagtet de grise, vi ikke havde foder til, og syltet dem.

Det er rigtigt, at der en nogle semitiske religioner - særlig den specielle jødiske version med især Paulus som fortaler - der har møvet sig ind i Europa. Meen mon ikke det går over, så vi atter kan muntre os med juletræer, julegaver, julelege og flæskesteg, som jo mildest talt ikke har noget at gøre med mellemøstlige religioner af forskellig art?

Steffen Gliese

Hold nu OP, Rolf Andersen! Der er intet, som INTET, tilbage af asetroen i den moderne verden - bortset fra når en højreekstrem socialdarwinist åbner munden, hvilket må jeg indrømme nu går for sig lidt tiere end tidligere.

Glimrende leder. Jeg tvivler på, nedlukningen vil fungere, for en stor del af befolkningen i Indien har ingen opsparing og er dybt afhængig af at kunne arbejde for at have nok til at overleve.

Claus Nielsen, Karsten Lundsby og Mikael Aktor anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Her fra vores sofa lyder det rimeligt, men en stor del af befolkningen i Indien lever jo fra dag til dag. Dem i den nederste kaste. Hvordan i al verden skal de skaffe midler til at købe mad ind til en uges tid? Vi kan knap selv finde plads til 20 hjemløse.