Leder

Tobias Rahim viser vejen mod et nyt maskulinitetsideal

Populærkulturen leverer på godt og ondt roller, som vi spejler os i. Og hvis unge mænd og drenge skal stå ved deres egen skrøbelighed, er det vigtigt, at der findes kunstnere som Tobias Rahim, som går forrest og viser, at den slags ikke bør gemmes væk eller afvises som umandigt
Selvfølgelig græder drenge og mænd, men med Tobias Rahim har navnlig de unge også fået et mainstreamikon, som de kan se sig selv i.

Selvfølgelig græder drenge og mænd, men med Tobias Rahim har navnlig de unge også fået et mainstreamikon, som de kan se sig selv i.

Emilie Lærke Henriksen

Redaktionen
30. september 2022

Tobias Rahim skulle have været aftenens hovedperson ved dette års P3 Guld, som løb af stablen den 22. september. Den 33-årige sanger, der er kendt for sange som »Stor mand« og »Mucki Bar«, havde vundet dansk musiks største pris, P3-prisen. Men da den skulle overrækkes, var aftenens vinder ikke til stede. For efter prøverne op til arrangementet fik sangeren et angstanfald og meddelte dagen inden, at han ikke ville deltage.

Men langt vigtigere end Tobias Rahims aflysning er det, at han åbent fortalte om årsagen og bad sin producer Arto Eriksen læse et brev højt for tilskuerne og tv-seerne:

»Jeg har kæmpet med verden og mest af alt mig selv. Der har været meget storm i det emotionelle hav på det sidste. Jeg fik desværre et angsttilfælde på vej hjem fra prøverne og kan ikke deltage i showet i aften,« fortalte sangeren i brevet.

Dermed bidrager han dels til at bryde det tabu, der stadig findes omkring psykiske problemer. Men ved at være så åben om sin egen sårbarhed er Rahim også med til at redefinere den manderolle, der præger populærkulturen, og bane vej for et bredere og bedre maskulinitetsideal.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Jeg er bange for, at neo-romantikken, der hjemsøger vor tid i høj grad, har mange uheldige konsekvenser fremfor et ideal om sund fornuft.
Angst æder sjæle op, skrev Fassbinder så rammende, så vi må for vores egen skyld finde ud af, hvor den kommer fra, og bekæmpe den. Stå ved den, men ikke dyrke den. Og måske skal man i virkeligheden igennem den? Evt. med hjælp fra dygtige psykologer.

Ninna Maria Slott Andersen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese

En væsentlig del er at acceptere angsten og tale med hinanden om den. Per hullet hukommelse, viste en nylig undersøgelse blandt 10.000 unge i alderen 16-25 år, fra 10 meget forskellige lande at over 2/3 mente at fremtiden var "frightening", at over halvdelen troede at "klimaet ville udryde menneskeheden". Ca. 40% havde den nuværende situation med i deres overvejelser om at få børn.

Undersøgelsen var global, og virkede relativt solid. Selv med lidt afvigelser, er talene tydelige. Stort set alle mennesker på planeten er bange eller skræmte i større eller mindre grad. Dog nok til, at man ikke skal have bladret meget i en psykologibog for at forstå at de følelser er "ikke så gode". Angst er samtidig en forsvarsmekanisme, som er evolutionært udviklet, og den er svær at komme uden om, specielt når man troede at det måtte være noget med serotonin mangel i synapserne der gjorde de unge (og ældre) "deprimerede". En nærliggende tanke er at f.eks. tanken at "fremtiden er skræmmende" både er en reel og rationel tanke i den virkelighed vi lever i i dag, og at denne frygt alment leder til "lidt" dårligt humør? Optimisme er bla. essentiel for troen på vækst som fysisk ikke kan lade sig gøre meget længere. Der er mange økonomiske interesser i følelser.

Da jeg var barn, var der ingen børn som ikke vidste alt om atomkrig, atomvåben, Sovjet, de skøre voksne, risikoen for at det gik galt og konsekvenserne, og sangen "De voksne kan også være bange" var lidt kontroversiel. Da man efter 9/11 på tv havde børnepsykologer som rådgav om, hvordan man skånsomt kunne holde børnene så uvidende som muligt, viste de hinanden videoer af mennesker som sprang ud af de brændende bygninger.

Min pointe er at så længe man ikke tør se frygt i øjnene, så går den ikke væk. Det gør den derimod hvis man, i mangel af et bedre buzzword, "italesætter" den. Det er også først dér, at man kan begynde reelt at forholde sig til, om frygten er overdreven eller irrationel.

Sidst, men ikke mindst: Hvis man vil forstå følelser, og vores sociale interaktioner, herunder kultur og krig, så kommer man ikke udenom at tage stilling til Terror Management Theory:

https://en.wikipedia.org/wiki/Terror_management_theory

Der er ingen tvivl om at frygt er et resultat af evolution, og denne frygt fungerede i de overskuelige stammesamfund vi levede i, indtil vi begyndte at udvikle civilisationer. Det overskuelige eksisterer ikke længere, og den fysiske virkelighed vi også er en del af, herunder klima, bæredygtighed, vækstøkonomi i et lukket system, pandemier, krige mm. er set med naturvidenskabelige øjne skræmmende.

Det er dén virkelighed vi skal turde tale om, både med hinanden, men også med vores børn. De ved som nævnt meget mere end de voksne tror, og de synes (med rette) at det er mistænkeligt når vi hvisker internt. På et "højere" plan, ville det også klæde samfundet, at nogle flere politikere turde kalde en skovl for en skovl, og indrømme at de er lige så skræmte som alle andre.

Som Jonathan Franzen stak næsen frem og spurgte:

"What If We Stopped Pretending?"

https://www.newyorker.com/culture/cultural-comment/what-if-we-stopped-pr...

ingemaje lange, Peter Aarslev og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Morten Balling @ Det er sandt, hvad du skriver. Men hvad nu, hvis vi sammen skabte en ny fortælling, som viste vejen til en lysende fremtid. Den ligger lige for - men kræver selvfølgelig et opgør med kapitalismen, som vi kender den.