Liliane Murray

  • Kronik
    3. juli 2020

    De 1.000 kroner til os udsatte understreger, hvor lidt vi åbenbart er værd

    Mens lønmodtagerne ser frem til en klækkelig udbetaling, bliver os på overførselsindkomst spist af med 1.000 kroner, selv om krisen har givet mig ekstraudgifter på 5.000. Jeg blev ikke overrasket, for det er blot en gentagelse af det, der er sket i årtier, skriver brøkførtidspensionist Lillian Murray i dette debatindlæg
    Tilbage i 1970’erne troede vi bredt på, at vi endelig havde fået gjort op med klassesamfundet. Hvor var vi naive, skriver dagens kronikør.
  • Kronik
    2. oktober 2018

    Syge borgere skubbes rundt i en sløjfe af ansvarsfraskrivelser, som de ikke kan bruge til andet end at hænge sig selv i

    For seks måneder siden fik jeg en ny nabo. Han viste sig at have massive psykiske problemer. Da jeg forsøgte at få myndighederne til at hjælpe, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive så svært
    Dagens kronikør søgte forgæves hjælp i det offentlige system til sin nye nabo, som havde massive psykiske problemer.
  • Kronik
    19. juli 2016

    Jeg, et undermenneske

    Jeg passer ikke ind i det effektive samfund. Det offentlige peger fingre ad mig. For systemet er perfekt, de ansatte har ingen skyld, og de ansvarlige gemmer sig bag deres ansatte, der er blevet trænet i at vende enhver situation rundt, så borgeren altid ender som den skyldige
    Jeg passer ikke ind i det effektive samfund. Det offentlige peger fingre ad mig. For systemet er perfekt, de ansatte har ingen skyld, og de ansvarlige gemmer sig bag deres ansatte, der er blevet trænet i at vende enhver situation rundt, så borgeren altid ender som den skyldige
  • Kommentar
    12. september 2015

    Jeg er ikke misbruger, jeg er patient

    Mange læger tør simpelthen ikke tage en åben snak om medicinsk cannabis af ren og skær frygt for Sundhedsstyrelsen
  • Kronik
    30. maj 2015

    På bunden er vi holdt op med at tro på demokratiet

    I dagens Danmark taler man ikke længere om det fælles ansvar. Magter du ikke at følge med, jamen så må du jo gå til grunde. Den besked forstod jeg først for alvor, da sygdommen ramte, og fattigdommen blev min følgesvend
    I dagens Danmark taler man ikke længere om det fælles ansvar. Magter du ikke at følge med, jamen så må du jo gå til grunde. Den besked forstod jeg først for alvor, da sygdommen ramte, og fattigdommen blev min følgesvend
  • Kronik
    14. april 2015

    ’Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt’

    Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
    Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
  1. Kronik
    14. april 2015

    ’Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt’

    Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
    Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
  2. Kommentar
    12. september 2015

    Jeg er ikke misbruger, jeg er patient

    Mange læger tør simpelthen ikke tage en åben snak om medicinsk cannabis af ren og skær frygt for Sundhedsstyrelsen
  3. Kronik
    19. juli 2016

    Jeg, et undermenneske

    Jeg passer ikke ind i det effektive samfund. Det offentlige peger fingre ad mig. For systemet er perfekt, de ansatte har ingen skyld, og de ansvarlige gemmer sig bag deres ansatte, der er blevet trænet i at vende enhver situation rundt, så borgeren altid ender som den skyldige
    Jeg passer ikke ind i det effektive samfund. Det offentlige peger fingre ad mig. For systemet er perfekt, de ansatte har ingen skyld, og de ansvarlige gemmer sig bag deres ansatte, der er blevet trænet i at vende enhver situation rundt, så borgeren altid ender som den skyldige
  4. Kronik
    2. oktober 2018

    Syge borgere skubbes rundt i en sløjfe af ansvarsfraskrivelser, som de ikke kan bruge til andet end at hænge sig selv i

    For seks måneder siden fik jeg en ny nabo. Han viste sig at have massive psykiske problemer. Da jeg forsøgte at få myndighederne til at hjælpe, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville blive så svært
    Dagens kronikør søgte forgæves hjælp i det offentlige system til sin nye nabo, som havde massive psykiske problemer.