Linea Maja Ernst

Seneste artikler af
Linea Maja Ernst
  • Ikke alt guld glimrer

    Hvis ’GULD’ var et menneske, var den en smart Narcissus, en gylden yngling, der lå og sukkede over sig selv i vandspejlet. Gid, at digtene ville pege på flere nye nuancer i overfladen
  • Forelsket masochistisk martyrium

    Christel Wiinblads undersøgelse af kærligheden som en nærmest kristen sadomasochisme er intenst udmarvende. Men det er også en ensformig, pligtskyldig sindssyge, som ender et lidt for genkendeligt sted
  • En bog, der ikke må slutte

    Sidsel Falsig Pedersens triste, enkle, vidunderligt velskrevne roman om et kerneløst, forvirret menneske er fuldstændig saliggørende læsning
  • Tafdrup med metallisk smag

    Pia Tafdrups digte er små universer af elementer, naturkræfter og bløde sansende organer
  • Referenceporno og små stykker slik

    Fire små friske, sorgfulde, forfængelige, skarpt LOL’ende værker fornøjer på dansk, svensk og norsk
  • En død far og en ny verdensorden

    I Katrine Marie Guldagers slægtskrønike om hippietiden er fortælleren alvidende på grænsen til det emsige. Men det er godt, det giver os lov til at se ned i det stille vands dybe grund
  • Vi elsker masochister

    SM er blevet mainstream, i hvert fald i fiktionen. Men det er masochisten, der er på mode, mens sadisten er rekvisit. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, fordi den tilbyder et evigt selvstændigt individ en forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri?
  • Menstruationskager og rødvinssprog

    Jovialt, sentimentalt. Anne-Grethe Bjarup Riis lårklasker lidt for skingert over egne påfund i chick lit-skabningen ’Send mere kærlighed’
  • Nervøst gennembrud

    Lea Marie Løppenthin debuterer strengt, sårbart og opmærksomt på sollyset og nerverne og den klodsede måde, vi indgår i verden på

Sider

Mest læste
  1. Mikkel Brixvolds forsøg på at finde et sprog, som formidler erfaringer af krigen er overlæsset, overtydeligt og klodset, men kan man forvente, at krigstraumer skal være subtilt skildrede?
  2. Det kønne og ækle, barndomsminder, kvindevrede og lol-katte blander sig skønt overfladisk i Olga Ravns hjemmelavede, pastelfarvede ’Mean Girl’
  3. SM er blevet mainstream, i hvert fald i fiktionen. Men det er masochisten, der er på mode, mens sadisten er rekvisit. Kan det tænkes, at den masochistiske litteratur tiltaler os, fordi den tilbyder et evigt selvstændigt individ en forbudt position, som er autoritetstro og ansvarsfri?
  4. Christel Wiinblads undersøgelse af kærligheden som en nærmest kristen sadomasochisme er intenst udmarvende. Men det er også en ensformig, pligtskyldig sindssyge, som ender et lidt for genkendeligt sted
  5. Jovialt, sentimentalt. Anne-Grethe Bjarup Riis lårklasker lidt for skingert over egne påfund i chick lit-skabningen ’Send mere kærlighed’
  6. Hvis ’GULD’ var et menneske, var den en smart Narcissus, en gylden yngling, der lå og sukkede over sig selv i vandspejlet. Gid, at digtene ville pege på flere nye nuancer i overfladen
  7. Anastassia Arnold digter rundt om Simone de Beauvoirs forliste kærlighedsforhold til forfatteren Nelson Algren. Er det biografi eller fiktion? Fan fiction? Kulørt, parfumeret romance?
  8. Anne-Cathrine Riebnitzskys roman er en grum historie, som snildt kunne have stjålet ens sjælefred – hvis ikke læseren hele vejen igennem blev holdt i hånden