Mads Freses blog

Berlusconis tidligere advokat angrer

I et interview med journalisten Alessandro Gilioli fortæller Silvio Berlusconis tidligere advokat Carlo Taormina om strategien bag den italienske regerings lovgivningsarbejde. Ifølge Taormina, der indtil 2008 var Berlusconis juridiske rådgiver og medlem af deputeretkammeret, lægger ministerpræsidenten over for sine medarbejdere ikke skjul på hensigten med mange lovforslag: De arbejder for at sikre chefen juridisk immunitet eller i hvert fald straffrihed. Taormina mener, at det lovforslag, som er beskrevet i dagens avis, blot er en prøveballon. Det handler om, at sager med en straframme på under 10 år maksimalt må være to år undervejs ved hver af de tre retsinstanser: “Lovforslaget om korte retssager går ud på at hæve indsatsen i forhandlingerne,“ siger Taormina. I denne uge fremsætter regeringen et andet lovforslag om gyldige undskyldninger for ikke at møde i retten. I forslaget hedder det bl.a., at ministerpræsidenten som følge af sit hverv er permanent forhindret og således bør have mulighed for at udskyde retsmøder i op til seks måneder. Ifølge Taormina, der har gennemlevet en ”samvittighedskrise“ og ikke længere er en del af Berlusconis entourage, handler også dette lovforslag om at vinde tid og forhøje indsatsen: “Så snart Berlusconi har fået styr på sine personlige problemer (Berlusconi havde for en sjælden gangs skyld tid til at møde ved en domstol, da han for første gang i ni måneder så sin kone, Veronica Lario,  i forbindelse med  skilmisseforhandlinger i Milano søndag, MF), udskriver han valg, lad os sige i 2011,“ hævder Taormina, selvom regeringens mandat først udløber i 2013. “For det kan betale sig for ham at gøre det, så længe oppositionen er så svag, hvis ikke ligefrem ikke-eksisterende. Så vinder han endnu en gang og kan med ro i sindet vente på, at Napolitanos mandat udløber om tre år, og overtage hans plads.” Det vil i givet fald betyde, at italienerne - og Europa - risikerer at hænge på Berlusconi indtil 2020.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu