Mads Freses blog

Paven, jesuitterne og kætteren

Her følger dialogen mellem de brasilianske jesuitters studiecenter, Instituto Humanitas Unisinos, og den italienske filosof Paolo Flores d’Arcais, som er omtalt i Information lørdag. Jesuiterordenen er en af de største katolske ordener med omkring 20.000 munke verden over og repræsenterer den såkaldte befrielsesteologi, som forsvarer minoriteters og fattiges rettigheder: »De brasilianske jesuitter bad mig om det, selv om de udmærket kendte mine holdninger, eller netop derfor og således i implicit polemik med kurien i Rom, vil jeg mene,« skriver Flores d’Arcais i en mail.

Som man kan se på klippet her, bar paven under sin opsigtsvækkende prædiken om Big Bang og skaberværket en præstekrave, som var dekoreret med malteserkors. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det har betydning, men noterer blot, at malteserriddernes orden, der har rettigheder som en stat med suverænt territorium på Aventiner-højen i Rom, har finansieret Vatikanets korstog siden 1096. Det er under alle omstændigheder altid interessant at iagttage, hvad paven har på.

Debatten mellem Paolo Flores d’Arcais og Joseph Ratzinger, dengang kardinal og præfekt for Den Hellige Kongregation for Troslæren, nu pave Benedikt XVI, som fandt sted i september 2000 på Teatro Quirino i Rom, kan ses på Radio Radicales fantastiske hjemmeside. Information bragte i efteråret et interview med Flores d’Arcais om Berlusconi og historiske tilfældigheder og Le Monde Diplomatique bragte i december 2010 et essay af Flores d’Arcais i dansk oversættelse: ’Et funktionelt postmoderne modstykke til fascismen’. Desuden er Flores d’Arcais’ svar på dialogen mellem Ratzinger og Jürgen Habermas i bogen Religion og fornuft oversat til dansk. Essayet hedder ’Troens fristelser: elleve teser mod Habermas’ og er trykt i antologien Europa – et uafsluttet projekt (Tiderne Skifter 2009), som Gert Sørensen og Peter Madsen har redigeret.

IHU: Er der en årsagssammenhæng mellem ateisme og værdirelativisme?

Flores d'Arcais: Ateisme er den simple konstatering af, 1) at hele kosmos’ historie, fra Big Bang til vor tid, livets begyndelse på planeten Jorden og udviklingen af liv fra regnormen til homo sapiens, kan forklares helt og holdent af videnskaben, uden at man behøver at ty til »hypotesen om Gud« (og i henhold til »Ockhams ragekniv« er det altid filosofisk uacceptabelt at fremstille hypoteser om en mere okkult årsag, når vi allerede har en dækkende forklaring); og 2) at homo sapiens’ hjerne blot er en udvikling og forandring af hjernen hos en abe, og at alle hjernens egenskaber forsvinder som følge af opløsning, når døden indtræffer – også de enestående præstationer i hjernebarken hos post-aben sapiens, som sammenfattes under betegnelsen bevidsthed. Således kan der efter døden ikke være noget personligt liv, der kan ikke være noget »efterliv«.

Værdirelativisme er en logisk konsekvens af ateisme. Men også uden ateisme ville værdirelativisme være uundgåeligt. Hele menneskehedens historie er, diakront som synkront, et kæmpe vægmaleri af relative værdier, der er uforenelige med hinanden, da der – som allerede Pascal (der ikke var ateist, men tværtimod meget katolsk) påpegede – »ikke findes nogen universel lov. Tyveri, incest, mord på sønner og fædre har alle fundet plads blandt de dydige handlinger«. Værdirelativisme er derfor en uundgåelig kendsgerning. Der findes mange ateister (eller agnostikere), der forsøger at fjerne denne kendsgerning med endeløse og mislykkede forsøg på at genfinde en »naturlig moral«, som ikke findes. Det er de forskellige former for »etisk kognitivisme«, som dog ikke holder til et kritisk eftersyn.

Faktisk er der endnu ingen, som udelukkende med anvendelse af empiriske data og logik har haft held til at bevise (ligesom man gør det inden for geometrien, eller i det mindste inden for fysikken og biologien), at en moralsk påstand er sand. For at begrunde en moralsk påstand er det derimod altid nødvendigt at benytte sig af en forudgående moralsk påstand og således indlede en uendelig regres. Den første (eller sidste) værdi, som er grundlaget for hele kæden, kan således ikke bevises. For nogle vil det være, at alle mennesker er lige, for andre vil det være, at den stærkeste har ret til at gøre den svageste til sin slave. Når disse moralske påstande (og mange andre mulige) bliver stillet op imod hinanden, er der ikke tale om, at de er enten sande eller falske, men om en kamp (ofte til døden).

IHU - Hvilken plads har solidaritet og tolerance i den vestlige verden, som er præget af værdirelativisme?

Flores - Som jeg før forsøgte at forklare, er værdirelativisme under alle omstændigheder en kendsgerning. Men det er slet ikke ensbetydende med nihilisme, som består i at betragte alle værdier som lige gode. Hvis man anerkender, at »etisk kognitivisme« og enhver forestilling om »en naturlig moral« er metafysiske illusioner – hvilket er uundgåeligt set fra den kritiske tænknings perspektiv – er den nødvendige konsekvens på ingen måde, at alle værdier er lige, men derimod, at man har pligt til eksplicit at vælge sine værdier, vel vidende at den første (eller sidste) værdi i virkeligheden er et valg, en beslutning, som ikke kan funderes på sandhedens plan. Nazistens moral er ikke usand, men foragtelig, fordi jeg som det etiske grundlag for min eksistens har valgt, at alle mennesker har den samme værdighed. Men uden dette valg ville jeg ikke være i stand til at tilbagevise det nazistiske standpunkt argumentatorisk eller til at bekæmpe det i praktisk forstand.

Moderniteten i Vesten opstår netop med dette valg i Oplysningstiden. Den grundlæggende værdi, der muliggør fremkomsten af den vestlige modernitet, er menneskets autonomi (det sker med den uforudsigelige og historisk betingede synergi mellem videnskab og kætteri). »Autos nomos«, autonomi, at give sig selv sin egen lov. Det indebærer, at denne autonomi vedrører alle og enhver, ellers ville det blot være en ny form for heteronomi, flertallets underdanighed over for de få privilegerede autokrater. Så det giver ingen mening at spørge, hvilken plads solidaritet og tolerance har i den vestlige verden, som er præget af værdirelativisme, fordi »den vestlige scene« netop opstod med valget af tolerance og solidaritet som uundgåelige artikulationer af autonomiprincippet. Såvel tolerance som solidaritet er i logisk forstand uundgåelige, selv om de i historisk forstand er erobringer fra en lang proces, som består af flere århundreders kampe og lidelser, fra den amerikanske revolution til 60’ernes velfærdstater. Princippet om tolerance er lige fra begyndelsen i spil i kampen om moderniteten, mens solidariteten først træder ind på scenen sammen med arbejderbevægelsen.

Hver gang der mangler solidaritet og tolerance i Vesten, er det således Vestens egne værdier, der bliver forrådt. Fra dette synspunkt kan vi sige, at historien om moderniteten er historien om de skiftende resultater i en konflikt mellem autonomi (for alle og enhver) og modstanden fra privilegier og obskurantisme, der kun accepterer moderniteten i form af de teknologiske fordele, som de videnskabelige fremskridt sikrer, men lægger hindringer i vejen, når det handler om at realisere desillusionens, sekularismens og demokratiets fulde potentiale i form af frihed og lighed. Set fra dette synspunkt er moderniteten også historien om kampen mellem dem, der tager demokratiet alvorligt, og et establishment, der forsøger at reducere demokratiet til et konserveringsredskab. Men i denne konflikt, som i de seneste år har givet bekymrende sejre til de mest reaktionære kræfter, har toppen af den katolske kirke altid været på oligarkernes side og modstandere af »tolerance og solidaritet« (det er også forkert at blive ved med at hævde, at autonomibegrebet i historisk forstand står i gæld til det kristne lighedsbegreb: Det er to forskellige ting).

IHU - Efter Nietzsches diagnosticering af nihilismen og Guds død er der blevet skabt plads til en fortolkning af mennesket, som er slået over i værdirelativisme. På den anden side oplever vi en tilbagevenden til Gud som frelse i forhold til totalitarisme og udslettelse af mennesker. Hvilke blindgyder og muligheder medfører det, hvad menneskets eksistens og autonomi angår?

Flores - »Guds tilbagevenden« opstår ikke som en søgen efter frelse fra totalitarisme og udslettelse af mennesker. Det er Wojtyla og Ratzingers tese, som er usand i historisk forstand og uholdbar på et logisk og filosofisk plan (Wojtyla og Ratzinger fører totalitarismen tilbage til Oplysningstiden og kravet om autonomi!). Den katolske kirke har tværtimod fundet de mest behagelige samlivsformer med den fascistiske totalitarisme. Benito Mussolini blev af Achille Ratti, der er bedre kendt som pave Pius XI, beæret med betegnelsen »forsynets mand«. »Guds tilbagevenden« (en betegnelse, der dækker en række meget forskellige og usammenlignelige fænomener, fra fundamentalisme – såvel den islamiske som protestantiske tv-prædikanter og katolske organisationer som ’Comunione e Liberazione’ og ’Legionari di Cristo’ – til synkretistisk new age religiøsitet og kinesiske sekter, som fornyr de traditionelle religioner) opstår derimod som et surrogat for håbet om at opnå et mere radikalt demokrati, der karakteriserede tiden efter befrielsen fra nazifascismen og senere de antikoloniale frihedsbevægelser i Den Tredje Verden, et håb som fra 70'erne og fremefter er blevet mindre og mindre.

Disse forhåbninger, som oplevede et sidste boom i 1968, er blevet skuffet af Reagan og Thatchers vilde liberalisme, den gradvise partipolitiske forarmelse af de vestlige demokratier og forvandlingen af de sejrrige frihedsbevægelser i udviklingslandene til regeringsoligarkier, som bliver stadig mere korrupte og ofte er blodbestænkte. Og den sovjetiske totalitarismes nederlag i 1989 bekræfter dette klima af skuffede forhåbninger: Det lykkedes kun for nogle få lande i Østeuropa – med besvær, paradoksalt og kun til dels – at tilpasse sig de vestlige demokratier (der som sagt allerede var i krise med hensyn til grundlæggende værdier som »tolerance og solidaritet«), mens Putins Rusland er blevet til prototypen på »et nægtet demokrati«, og Kina har held med at kombinere politisk totalitarisme og vild økonomisk udnyttelse.

IHU - Det vestlige demokrati baserer sig på autonomibegrebet, som også står i gæld til kristendommen, hvad angår løftet om lighed. Hvordan vurderer De modernitetsprojektet tilstand? Er det udtømt? Hvorfor?

Flores - Når de jordiske forhåbninger i politiske og sociale kamp forsvinder, er det kun naturligt, at deres himmelske surrogater vender tilbage. Fænomenet »Guds tilbagekomst« vil forsvinde, så snart kampen for radikalt demokrati vender tilbage i stor skala og med blot delvis troværdige udsigter til succes. Moderniteten som politisk projekt er således på ingen måde udtømt, men tværtimod mere end nogensinde ufuldendt og bør derfor genoptages, for realiseringen af tolerance og solidaritet hedder radikalt demokrati.

IHU - Hvordan kan vi tale om moral, menneskerettigheder og sandhed i en så relativistisk tidsalder som vores?

Flores - Menneskerettighederne er en integreret del af den kamp, som bør genoptages. Men hvis de skal være for »mennesker«, skal de gælde for alle og enhver. Den amerikansk uafhængighedserklæring, som er skrevet af Thomas Jefferson, taler helt rimeligt om »retten til at søge lykke«. Denne lykke bliver umulig på grund af såvel manglen på frihed som enorme socioøkonomiske uligheder. I 1968 gjorde de studerende i Warszawa med rette oprør mod det kommunistiske styre under kampråbet »Ingen brød uden frihed«, men det omvendte gælder selvfølgelig også: »Ingen frihed uden brød«. Man må dog gøre sig klart, at menneskerettighederne, som bør sikre alle og enhver »brød og frihed«, på ingen måde er menneskelige i den forstand, at de ikke er spontant indskrevet i hjertet på homo sapiens. Misbrug, mobning, vold og »den stærkes ret« synes tværtimod ofte at være den mest naturlige tendens. Menneskerettighederne er i virkeligheden borgerrettigheder, som er valgt »i modstrid med naturen« gennem de seneste århundreders demokratiske kampe. Disse borgerrettigheder er børn af relativismen, fordi de aldrig kunne have været født uden autonomiprincippet, som selvfølgelig er uforeneligt med ideen om »Guds vilje«.

IHU - Hvilke ideer har kristne og ateister til fælles?

Flores - Er der under disse omstændigheder mulighed for, at ateister og troende kan handle i fællesskab? Selvfølgelig, det afhænger af hvilke typer ateister og troende. Der findes ikke blot én ateistisk moral. Der findes mange, en ateist kan også være den mest reaktionære af de reaktionære. Og der findes ikke blot én moral for troende, men mange – lige så mange som der er religionsfortolkninger. Derfor afhænger det fælles terræn ikke af troen, men af den enkeltes etiske og politiske valg, uanset om man er troende eller ateist. Der hersker f.eks. fuldstændig harmoni mellem demokratiske ateister, der kæmper for »retfærdighed og frihed«, og troende, der tager evangeliet alvorligt, når det (på næsten hver eneste side) tordner mod de rige og kræver: »Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.« (Mathhæusevangeliet 5, 37)

                       

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu