
Tillæg
Migrant
Flygtninge- og indvandringsspørgsmål har splittet de europæiske befolkninger i årtier og har ført til et opgør med Europas politiske eliter. Et flertal af de europæiske vælgere vil have ydre grænser, et flertal vil have kontrol med indvandringen.
Men uden for kontinentet findes hundredtusinder af mennesker, der drømmer om en fremtid i Europa, og som er villige til at trodse alverdens farer for at virkeliggøre drømmen. De to interesser kan ikke forenes. Der er ingen lette løsninger på problemet, og der er ingen udsigt til, at det forsvinder de næste mange år. I denne samling af artikler undersøger vi migrationens problemer og dilemmaer ud fra præmissen om, at et flertal i Europa ønsker at begrænse indvandringen. Vores hovedspørgsmål er, hvordan det ønske kan opfyldes, og hvilke omkostninger, det har.
Særudgivelsen Migrant udkommer i forbindelse med udstillingsprojektet TRANSIT på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har modtaget økonomisk støtte derfra. TRANSIT er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.