Martin Burcharths blog

Demokraterne vil tale klima

Reaktionen i USA på tildelingen af Nobels fredspris til Al Gore har ikke overraskende været delt i to lejre. På den ene side dem, der mener, at han vandt præsidentvalget i 2000 og på den anden side dem der, som Bjørn Lomborg, mener, at han er helt ude på overdrevet - "an alarmist".

Det var derfor med stor interesse, at jeg slog op på Wall Street Journals opinionsside lørdag for at læse lederen. Ganske rigtigt. Den handlede om fredsprisen. Men i stedet for at tage stilling til Gore og hans kampagne, valgte lederskribenten at nævne en uendelig lang række af kandidater, som fortjente prisen i år, men ikke fik den. F.eks. Garry Kasparov og Alvaro Uribe.

Al Gore blev ikke nævnt i lederen.

New York Times-klummisten Paul Krugman bemærkede samme besynderlige udeladelse. I dag skriver han: "For højrefløjen er det værste ved Gore, at han altid har ret."

I 1992, fortsætter Krugman, kaldte George H.W. Bush Gore for "ozonmanden", fordi han i en bog havde gjort opmærksom på de huller i atmosfæren, som udledning af ozon skaber. Tre år senere vandt kemikere, der havde opdaget ozon-hullerne, Nobelprisen.

Højrefløjen har altid gjort grin med Gores synspunkter og hans lidt akavet personlige stil. Medierne har, som illustreret i komikeren Al Frankens bog "Lies and Lying Liars Who Tell Them", troligt viderekolporteret, hvad der stort set er myter. Sådan ødelægger man en politisk opponent.

Men nu synes Al Gore at have opnået en status, som han måske aldrig havde fået som USA's præsident. Hans indsats for at redde Jordens klima har allerede haft en enorm virkning uden for USA. Nu er det spørgsmålet, om fredsprisen til ham og klimapanelet vil skyde emnet højere op på den politiske dagsorden i denne præsidentvalgkamp.

Læs min artikel herom i tirsdagens avis.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu