Martin Burcharths blog

De forbandede meningsmålinger

Når man følger lidt med i, hvordan USA dækkes i danske medier - hvilket jeg gør ret jævnligt - kan det undre, hvor slavisk aviser og elektroniske medier afspejler amerikansk presses prioritering af valgstoffet. Meningsmålinger er alfa omega i USA. I øjeblikket viser de, at Hillary Clinton og Rudy Giuliani er de foretrukne kandidater i den amerikanske vælgerbefolkning. Nogle gange skulle man tro, at partivalgene egentlig er irrelevante. De er allerede overstået. Lad os hellere skynde os til november 2008! Men vé den, der drager den slutning!

Mandag lå der i min mailboks en forespørgsel fra to elever på Danmarks Journalisthøjskole.

Line og Louise arbejder med en artikel om Hillary Clintons muligheder for at blive USA's næste præsident. I den forbindelse ville de gerne stille et par (yderst relevante) spørgsmål. Her følger mine svar i lettere redigeret form:

Meningsmålingerne er temmelig klare, men vurderer du, at Hillary kan gå hele vejen og blive den næste præsident? (hvorfor/hvorfor ikke)

Meningsmålingerne på et så tidligt tidspunkt i en valgkamp afspejler for størsteparten de udspurgtes kendskab til kandidaterne.

Hillary er en "celebrity" i USA og hele verden. Hun bliver identificeret med Bill Clinton. Men i de første delstater, hvor der skal afholdes partivalg (Iowa) og primærvalg (New Hampshire og South Carolina) er meningsmålinger ikke så entydige. I Iowa står Clinton, Obama og Edwards mere eller mindre lige. I New Hampshire er Hillary foran med samme margin som i de landsdækkende meningsmålinger. I South Carolina er hun foran, men med en mindre margin.

Obama og Edwards har en chance. Sådan som det ser ud nu, vil der være kamp til stregen i Iowa. De fleste vælgere i staten gør først deres stilling op samme dag eller lige før de stemmer. Og Iowa vil påvirke udfaldet i New Hampshire - ikke den omstændighed, at Hillary er foran i landsdækkende målinger nu.

Hvad kan afholde hende fra at nå hele vejen?

At Obama, Edwards eller Richardson vinder i Iowa eller at spredningen af stemmerne er nogenlunde ligelig. Altså, at Hillary måske kun vinder med et par points. Det vil skabe tvivl om hendes valgbarhed ved selve præsidentvalget i november 2008.

En anden mulighed er, at hun begår en bommert. Det er mindre sandsynligt - set i lyset af, hvor professionel hun og hendes rådgivere er.

En tredje mulighed er, at vælgerne vurderer, at en anden kandidat har en bedre chance mod en Republikaner på grund af den ballast, som hun og Bill bærer rundt på - altså opfattelsen af hende som en polemisk og kantet personlighed samt Lewinsky- affæren. Det er et muligt scenarie.

Hillary har flere store indbyggede fordele, som er meget svære at tackle for hendes rivaler. Den ene er navnet Clinton.

Den anden er adgang til Bills finansielle støtter og rådgivere fra valgkampene i 1992 og 1996.

Den tredje er opbakning fra de fleste af partiets lovgivere på føderalt og lokalt plan. Hun er med andre ord apparatjikkernes kandidat. Det var Walter Mondale også. Mondale tabte til Gary Hart i Iowa i 1984, men vandt i New Hampshire og South Carolina, bl.a. fordi han fik fagforeninger og hele partiapparatet bag sig. Hart var oprøreren -ligesom Obama og tildels Edwards er nu. Spørgsmålet er, om Obama er et fænomen eller en vedvarende politisk magtfaktor i partiet. Det ved vi ikke endnu.

Men vi ved, at Mondale tabte til Ronald Reagan ...

I mellemtiden skal man være opmærksom på, at de såkaldte andenrangskandidater blandt demokraterne bliver på banen, fordi der dybest set hersker tvivl i partikredse og blandt ikke så få vælgere, om hvorvidt Hillary og Obama og i mindre grad Edwards er de ideelle kandidater til at slå den Republikanske kandidat.

Hillary er kvinde. Obama er afro-amerikaner. Når folk bliver udspurgt af meningsmålere, er der utvivlsomt nogen, der ikke siger sandheden - at de hverken vil stemme for en kvinde eller en sort. Det gælder især for partiuafhængige vælgere og for demokrater i konservative stater i syden og i Rocky Mountains - men også i nøglestater i Midtvesten som Ohio, Michigan og Minnesota.

Det er en vurdering, som en del demokratiske partivælgere formentlig også vil foretage i primærvalgene. Tør de lægge an med en kvinde og/eller en sort - som risikerer at tabe til en Republikaner - eller skal de gå den sikrere vej og stemme på en hvid mand? Det er, hvad man kalder at stemme med sit hoved fremfor med sit hjerte.

Det er her, at John Edwards, Bill Richardson, Chris Dodd og Joe Biden kan komme i spil. Det er den væsentligste grund til, at de fortsat er i stand til at indsamle penge og føre valgkamp.

I hvor høj grad kan vi stole på meningsmålingerne?

Som I kan se af ovenstående, er de ikke særligt pålidelige. Efter min mening undergraver de også mulighederne for et frit valg og i sidste instans det pluralistiske aspekt ved præsidentvalg. Heldigvis er der mange partivælgere i Iowa og New Hampshire, som inderst inde gør oprør mod meningsmålinger. De kan endda finde på at være kontrære på valgdagen og i trods stemme modsat trenden. Amerikanske vælgere er meget uberegnelige i partivalg.

Desværre er medierne blevet slaver af meningsmålinger - forstået på den måde, at de planlægger og prioriterer deres dækning i henhold til, hvor kandidaterne står i nationale og statslige meningsmålinger. Det gavner ikke amerikansk demokrati. Tværtimod.

vh Martin Burcharth

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu