Martin Burcharths blog

Hvornår falder Obama fra tinderne?

Forleden sad jeg i flere timer i en by i New Hampshire og ventede på Hillary Clinton sammen med en gruppe amerikanske journalister, heriblandt en gammel ven Tom Edsall, forfatter til nogle af de bedste bøger om amerikansk politik gennem de sidste 25 år.

Jeg spurgte Tom, hvornår han tror, at de store amerikanske aviser begynder at gå efter Obama - kulegrave hans baggrund. Han sagde: Jeg vil tro, det sker efter New Hampshire. Så er der tid til det.

Tom rapporterer for websiden Hufftington's Post og havde tilsyneladende ikke tænkt over det.

Men så fik han et kort øjeblik senere en opringning fra en journalist på en af de store amerikanske aviser og stillede ham samme spørgsmål og svaret var: Efter New Hampshire-valget.

Wall Street Journal skriver i dag, at Clinton-kampagnen har lavet meget research om Obamas baggrund og at de har tv-reklamer klar til at drage kontrasten mellem Clinton og Obama. De ville bare ikke bruge det i det korte tidsrum mellem Iowa og New Hampshire, fordi effekten måtte formodes at være begrænset.

Så efter NH vil vi se negative reklamer fra Clinton og journalister vil blive givet spor at følge, som formentlig vil føre til artikler med noget pinligt om Obama.

Sådan er det og sådan skal det være. Obama vinder ikke nomineringen, med mindre han er blevet tjekket. Ellers vil Republikanerne gør det og så kan det være forsent.

Det ved Obama og hans rådgivere selvfølgelig udmærket godt.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu