Martin Burcharths blog

Eventyrer og politiker - Rory Stewart

Efter et års fravær - orlov i Berlin - fra vores hjem i universitetsbyen Cambridge, Massachusetts havde jeg dette efterår set frem til at møde gamle venner og bekendte. En af dem jeg havde i tankerne, var briten Rory Stewart, der selv om jeg kun havde mødt (og interviewet ham i Information) en enkelt gang, fascinerede mig.

Alas - efter kun et år på Harvard Kennedy School of Government som direktør for Carr Center for Human Rights - var Rory forsvundet. Jeg huskede en ting fra vores samtale. Han nævnte, at han gerne en dag ville være MP i Westminster. Og hvorfor ikke, tænkte jeg. Den mand vil sikkert nå langt.

Rory gjorde indtryk, fordi han er en så fanden-i-voldsk ærlig, selvreflekterende type - et menneske, der som han selv siger nok burde have levet i det 18. århundrede, og man forstår hvorfor. Vi har jo i vor tid glemt så mange dyder og ritualer og traditioner, vores forfædre dyrkede. Blot et eksempel: At gå lange afstande for at opleve. Eller som Rory siger - ikke at skamme sig over at ville være en helt, at tale om sig selv og ens ambitioner på en åben og ærlig måde, at hele tiden underkaste sig selvkritik og leve med selvrefleksion.

Nå, jeg blev ikke spor overrasket, da jeg i denne uge åbnede The New Yorker Magazine og fandt en lang portrætartikel om Rory Stewart. Han blev under det sidste parlamentsvalg i Storbritannien valgt til MP for de konservative fra en landlig valgkreds lang-pokker-i-vold fra urbane London. I den ekstremt interessante artikel lægger han ikke skjul på sin ambition om en dag at blive pm med store bogstaver (Prime Minister). Der er sikkert mange, der ikke kan fordrage Rorys selvpromotion. Jeg kan heller ikke udstå selvhævdelse, men han må høre til en af de sjældne undtagelser, hvor jeg accepterer det blankt, fordi han gør en dyd af, hvad man ellers må sige er en last i vores tid. Han har m.a.o. noget at have sin selvpromotion i.

Jeg beklager ikke at kunne lægge hele artiklen ud til læsning. Der gives på magasinets website kun adgang til abonnenter. Men her er en rejseartikel skrevet af Stewart for The Financial Times lørdag 13. november, hvori han demonstrerer sin uforlignelige evne til at bringe fortiden til live i sin beskrivelse af landskab, botanik og mennesker - artiklen er en beskrivelse af hans egen valgkreds, som han vandrede igennem sidste sommer.

PS. At han havde svært at gøre op med sig selv, om han skulle være labour eller tory, virker endnu tiltrækkende. Kan nogen egentlig forklare mig den fundamentale forskel?

Kommentarer

Henning Ristinge

Det forekommer mig Burchardt at i to-parti systemer - som det man har USA, UK, og flere andre især westminster inspirerede systemer - indebærer kampen om marginalvælgerne på midten - at vi som vælgere stilles over for at skulle vælge mellem pest og kolera.

Måske er det det der er det egentlige problme.

Da Clinton gik til valg mod Bush senior - tog jeg mig i - (skal lige sige at jeg er en venstreorienteret vælger som mener at mellemøstenpolitikken er fandens vigtig og irael-lobbyiens indflydelse på især Demokraterne er et enormt problem) - i at ønske at Bush ville blive genvalgt. Han var for mig at se den første president som ikke synes at være totalt i lommen på israel.

Henning Ristinge

Jeg mener i øvrigt at det var rigtigt set af mig. Clinton var en katastofe som mellemøstenpolitiker, og Bush senior tabte givet også fordi israel-lobbyen vendte ham ryggen