Martin Burcharths blog

Er Assange en journalist?

Julian Assange kalder sig en journalist og Wikileaks for et medie.

Interessant - jeg havde forstået, at Assange er en informationsaktivist og at Wikileaks er en organisation, som fører kampagne for universel fri adgang til informationer og i den forbindelse har indledt et samarbejde med førende aviser og blade i de ”gamle” medier.

Der er normalt himmelvid forskel mellem at agere som den fjerde statsmagt og føre kampagne for en eller anden dagsorden. Men man kunne i denne specifikke sag indvende, at Wikileaks har erobret en traditionel vigtig mediefunktion – at give borgerne så meget indsigt som muligt i statsmagtens dispositioner. Det skulle i teorien bidrage til en styrkelse af samfundets demokratiske kontrol med magthaverne.

Hvordan er det sket, at Wikileaks tiltager sig en rolle, som normal beklædes af de gamle medier?

Det er ofte blevet anført, at internettets tekniske kapacitet til at downloade og overføre store mængder dokumenter på kort tid har gjort Wikileaks mulig.

Det er ikke en korrekt beskrivelse. Internettet har blot gjort Wikileaks arbejde lettere.

Lækkere og spioner har i århundreder stjålet hemmelige dokumenter og formået at give dem videre til deres herrer eller til aviser. Internettet gør det givetvis lettere for en gruppe som Wikileaks at beskytte det stjålne materiale, selv om de sidste dages dyst i æteren mellem regeringer og virksomheder på den ene side og informations-aktivister på den anden demonstrerer, at gruppen og dens sympatisanter er oppe imod magtfulde modstandere.

Hertil skal dog føjes, at regeringer sjældent har har mulighed for at konfiskere hemmelige dokumenter i avisers besiddelse. Deres succes afhænger af ytringsfrihedens vilkår i det specifikke land. I USA kan Justitsministeriet ikke beordre FBI at ransage The New York Times’ computere, selv når avisen agerer som hæler ved at tage imod stjålent materiale og offentliggører hemmeligtstemplede dokumenter.

Så hvordan kan det være, at Wikileaks pludselig træder ind på mediescenen?

Jeg tror forklaringen er simpel: De gamle medier har svigtet deres ansvar – at bruge så mange ressourcer som muligt til at lave en undersøgende journalistik, som udfordrer de politiske og økonomiske magthavere. Potentielle whistleblowers og lækkere indenfor den amerikanske forbundsstat og i erhvervslivet stiller samme spørgsmål som informationsaktivister i og omkring Wikileaks: Kan vi stole på, at store aviser som The New York Times og The Washington Post vil bruge det lækkede materiale offensivt eller vil de bøje sig for statsmagtens pres?

På baggrund af den ekstremt mangelfulde og forløjede dækning af perioden op til USA’s angreb på Irak i 2003 og finansverden inden krisen i 2008 er denne skepsis berettiget. Forud herfor havde amerikanske aviser være langt mere aggressive og aktivt søgt at finde og dyrke lækkere indenfor den amerikanske statsadministration. Offentliggørelsen af Pentagon-papirerne i 1973 var det første skud til en periode på næsten tre årtier med en imponerende kritisk og undersøgende journalistik i store amerikanske aviser og på flere tv-stationer.

Avisers og tv-stationers økonomiske krise er en dårlig undskyldning for skiftet mod en mindre kritisk journalistik. De har mere end nok kapacitet; det er blot et spørgsmål om prioritering. Hvorfor spendere millioner af dollar på meningsløse undersøgelser af den offentlige mening om dit og dat, når man kan bruge pengene til undersøgelse af magtmisbrug, kriminalitet og politikeres hykleri og dobbeltmoral?

Set i den prisme er Wikileaks tilsynekomst berettiget. Problemet er, at organisationen og andre tilsvarende grupper ikke fungerer som traditionelle aviser; de er ikke ansvarlige overfor offentligheden i et enkelt land. Wikileaks offentlighed er informationsaktivister spredt over hele verden. Gruppen er ikke underlagt en journalistisk etik, som elever undervises i på journalisthøjskoler og indgydes på redaktioner. Den står ikke til ansvar overfor nationale love og etiske regelsæt.

Ingen ved, hvem der finansierer Wikileaks – om organisationen bliver manipuleret af formørkede kræfter - fordi den er ekstrem decentralt organiseret, amorf og uden et hierarki med en direktion og uafhængig bestyrelse. Hvem står til regnskab for hele butikken? Hvis det er Julian Assange, så er Wikileaks i dag lederløs. For en revolutionær gruppe eller sammensværgelse kan det naturligvis være en nødvendighed at holde tæt om ens organisationsstruktur, men for dem der værdsætter afsløringerne bør dette store demokratiske underskud give stof til eftertanke og tvivl.

Det er urealistisk at forvente flere oplysninger fra Wikileaks om dets operationsmåde i en periode som nu, hvor gruppen er pålagt et enormt pres. Derimod burde man kræve mere gennemsigtighed om relationerne mellem de fire europæiske aviser – The Guardian, Der Spiegel, Le Monde og El Pais – og Wikileaks.

Som et mindstemål bør de fire blades chefredaktører i deres aviser oplyse i detaljer, hvordan man samarbejder med Wikileaks. Her er tre vigtige spørgsmål:

*Har Wikileaks stillet nogle betingelser for videregivelse af de 250.000 indberetninger, som vi ikke kender til?

*Har aviserne taget imod dokumenterne uden at stille en betingelse om, at modparten stryger al person – og sikkerhedsfølsom information anbefalet af selvsamme aviser efter kontakt med regeringsmyndigheder?

Indtil videre ser det ud til, at Wikileaks i høj grad har fulgt de fire avisers og The New York Times’ dækning ved at lække diplomatiske indberetninger relateret direkte til de offentliggjorte artikler. Men det er kun 1.000 ud af 250.000 telegrammer.

*Hvordan vil samarbejdet udforme sig for de følgende 249.000 dokumenter?

Jeg har i en tidligere blog skrevet, at de fem aviser sætter al for stor lid til de diplomatiske kilder og informanterne i i dokumenterne. Det står jeg stadig ved. Blot fordi et dokument er stemplet hemmeligt, betyder det ikke, at udsagnene i det er sande.

Jeg mener også stadig, at ingen afsløringer har givet anledning til revidering af, hvad vi vidste i forvejen om amerikansk udenrigspolitik. Hvad der er af nyt i materialet, angår mest andre regeringer. Jeg kan heller ikke se nogen direkte skade påført USA’s sikkerhedsinteresser.

Hvis materialet behandles forsvarligt af de fem aviser og man fremfor at lægge vægt på diplomaters saftige og farverige beskrivelse af andre statsledere går efter historier som dagens om Shell's angivelige indsættelse af loyale håndlangere i flere ministerier i Nigeria eller f.eks. rævekager bagt under klimaforhandlingerne, gør medierne deres pligt.

Hvis de derimod lader Wikileaks styre dagsordenen og materiale kommer ud, som viser sig skadelig på den ene eller anden måde for personer eller landes sikkerhed, vil denne historie ende tragisk for den frie presse. Jeg frygter, at de fem spiller hasard med andre mediers troværdighed og kræver derfor ubetinget en detaljeret redegørelse for deres samarbejde med Wikileaks.

Hvad angår heksejagten indledt mod Assange og Wikileaks: Gruppen har ikke begået nogen ulovlighed. Hvis det er ulovligt at offentliggøre hemmeligt materiale lækket af en whistleblower, er vores demokratier ilde stedt.

Foto: Scanpix

Kommentarer

Henning Ristinge

Smukt Burchardt

Anne Marie Jensen

Han er frihedskæmper, informationsguerilla. Det giver nok ikke mening at stille spørgsmålet på den præmis, Burchardt opererer ud fra. Selvom det da er et reelt spørgsmål. Det er en essentielt anden form for journalistik: revolutionær journalistik, hvor det journalistiske element ikke kan ses løsrevent fra en post-politisk ideologisk kamp.

Tak for et velafbalanceret indlæg!

WLs lukkethed er bestemt paradoksal, og efter min mening en stor fejl af dem i det den i værste fald kan være undergravende for hele projektet.

Hvis det virkelig passer som der bliver sagt om processen med at lække informationer til WL, så foregår den anonymt, stærkt kryperet og uden at selv Assange kender til bidragernes identitet.

Hvad er da det store behov for lukkethed, hvis ikke kildebeskyttelse?

Organisationens egen sikkerhed? Nej, for WLs sikkerhed består i sidste ende i deres evne til at overbevise flest mulige mennesker om at det de gør er nyttigt og værd at beskytte og bevare.

Lukketheden, derimod, muliggør tvivl om WLs motiver, og kan udnyttes af deres modstandere til at marginalisere dem.

Jeg støtter ellers fuldt ud Wikileaks og er enig med Martin Burchardt i, at de udfylder en rolle som i høj grad er blevet forsømt af konventionelle medier, men jeg mener indtil videre at deres grad af lukkethed er en taktisk brøler af de helt store.

Jeg er meget interesseret i at høre argumenter for det modsatte.

Det kunne fx. være at Julian Assange eller wikileaks for den sags skyld ligger inde med informationer af en så "farlig" art at dem som donerer ikke tør at give sig til kende! Man må vel håbe på at det er tilfældet for hvis det er fordi de ikke vil ud med hvem som supporterer/donerer er det s'gu en kende for skummelt. Og wikileaks burde jo ikke være hemmeligt ligesom alle de lande/firmaer som de selv fordømmer for samme "forbrydelse".... Paradoksalt nok!

Martin B.
gør sig nogle interessante overvejelser omkring journalistik, Wikileaks, ’gamle medier’ og politiske og økonomiske magthavere og når frem til, at ”de gamle medier har svigtet deres ansvar”.

Men da han ikke undersøger nærmere, hvad årsagerne til dette ’svigt’ er, synes han ikke at komme til bunds i problematikken. :-).

Først karakteriserer han mediernes rolle som ’den fjerde statsmagt’.

Dette skal naturligvis forstås som ’demokratiske samfunds’ ikke bare tredeling (lovgivende, udøvende og dømmende) af ’magten’ men firdeling (altså de foregående suppleret med ’den undersøgende og befolknings-informerende (litterære/elektroniske) magt’), således som det f.eks. kommer til udtryk i det amerikanske ’tjek og balance’ – begreb i forhold til det repræsentative demokratis magtproblematik.

’Mediemagtens’ opgave er altså ifølge Martin B. ”at lave undersøgende journalistik, som udfordrer de politiske og økonomiske magthavere” og ikke bare at formidle, hvad disse magthavere måtte påstå er en given stats interesser (ofte som dække over deres egne) til samme stats befolkning.

Dernæst påstår Martin B., at Wikileaks problem er ikke at være ” ansvarlige overfor offentligheden i et enkelt land” og at have en offentlighed ”spredt over hele verden”.

Men hør nu - er det ikke snarere de ’gamle mediers’ problem, at de er nationalt begrænsede i deres (ofte selvhøjtidelige) ’ansvarlighed’ og deres ’etiske regelsæt’, hvorfor Wikileaks netop har kunnet erobre ” en traditionel vigtig mediefunktion – at give borgerne(i ’det internationale samfund’) så meget indsigt som muligt i statsmagtens (’-magternes’) dispositioner”?

For er sagen ikke, at i den økonomiske globaliserings tidsalder har de indbyrdes magtrelationer mellem demokratiske (’bottom-up’) nationalstatsmyndigheder og de transnationale økonomiske hierarkiske (’top-down’) selskaber, institutioner og organisationer forskudt sig til de sidstnævntes fordel, således at ’staterne’ kan spilles og spiller sig selv ud mod hinanden i en indbyrdes økonomisk konkurrencekamp, hvorved de politiske magthavere kommer til at opfatte deres opgave (og undskylde deres dispositioner med) som værende at hævde deres nationalstats interesser, som jo er legitimeringen af deres magt, i denne økonomiske konkurrence staterne imellem, hvad der igen har en korrumperende og udhulende effekt på de demokratiske træk, de måtte have, hvorfor en undersøgende journalistiks udfordring af politiske og økonomiske magthavere nødvendigvis, hvis den skal være effektiv, må blive nationalstats-overskridende i sin ’ansvarlighed’?

Et af de journalistiske og mediemæssige initiativer som synes at være bevidst om denne problematik er ’The Real News Network’ med basis i Washington D. C.( http://therealnews.com/t2/ ), hvor den undersøgende journalist Gareth Porter i en videosamtale om ’Wikileaks and the Diplomacy of Secrecy’ med Ray McGovern, en tidligere CIA-analytiker i 27 år, bl.a. siger følgende:

”... the reality is that the United States is not practicing diplomacy, certainly not in the sense of conflict resolution diplomacy, in any of the conflicts that it is involved in anywhere in the world. Anywhere the United States is directly involved in the conflict or it has an interest, it doesn't practice, you know, peace diplomacy; it practices coercive diplomacy, which is not diplomacy at all; it's coercion....”

Og initiativtageren til ’The Real News’og ’senior editor’ Paul Jay supplerer:

” ... the reason why there isn't more transparency in "diplomacy --is because most foreign policy is, for the most part, banal, narrow-minded national interest, which means the interests of the elite of each country, and it's so much just about making money and defending their commercial interests? And if they actually said that it wasn't about democracy and it wasn't about defending freedom and it wasn't about all the high-minded things, for starters, it's pretty hard to get kids to volunteer in armies to go get killed in wars, you know, because you're going to make someone else either wealthy or something. So the heart of the secrecy is that they don't want to be transparent about the motive and the agenda.”
Hele samtalen kan ses her:
http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&I...

Med venlig hilsen

Henning Ristinge

Men er det ikke sådan, og har det ikke længe været sådan, at enhver kan betegne sig selv som journalist? Så i den sammenhæng blivr spørgsmålet vel i en vis forstand meningsløst.

FØRST KOM DE EFTER WIKILEAKS, SÅ …

Det, det handler om her, er ikke den enkeltes ’privacy’, kilders sikkerhed eller USA diplomatiske indflydelse – det er den hemmelige stat.
Gennem det sidste tiår er vore ledere begyndt at betragte hemmelighedskræmmeri som en tilfældig ret i stedet for et sjældent privilegium, hedder det i den seneste lederartikel i The Nation.

De frigivne telegrammer viser denne nedbrydning - og de har afsløret de antidemokratiske handlinger dette hemmelighedskræmmeri dækker over.

WikiLeaks har efterhånden overtaget den samme etiske regler, som styrer de traditionelle nyhedsmedier, og bør derfor nyde samme beskyttelse, skriver The Nation.

Læs artiklen her: http://www.thenation.com/article/157017/first-they-came-wikileaks-then

Er Julian Assange journalist?
Dette og mange andre spørgsmål behandles i denne forrygende udgave af The Colbert Report, hvor også Daniel Ellsberg er i studiet.

http://www.commondreams.org/video/2010/12/10-0

Ingen ved hvem der finansierer Wikileaks?

Det gør mennesker over hele kloden - hvis ellers internationale banker og deres derivater tillader det!

Og der er absolut ingen grund til at være "bekymret" over Wikileaks såkaldte lukkethed!
Er de seneste dages - ulovlige og udenretslige tiltag - ikke nok til at overbevise om at når man besidder så omfattende materiale, der kan bringe regeringer til fald, så er organisationens sikkerhed en første prioritet, idet man må forvente en "all out" reaktion, med alt fra krav om at man likviderer Assange, til at Visa ophører med samarbejdet.

Hvis man besidder klassificeret materiale i så store mængder, risikerer man jo rendition, se bare på Mordechai Vanunu, der også røg i en "honningfælde" og fik 18 år i et israelsk fængsel for sin ulejlighed.

Sikke dog en påtaget naivitet...

Professor i journalistik ved New York University, Jay Rosen har begået en video om Wikileaks, der forklarer hvorfor etablerede journalister især i USA, er så forbeholdne over for fænomenet, hvor han netop sætter spot på den klassiske journalistiks fejltagelser - se den her...

http://vimeo.com/17393373

Meget fint, Martin Burcharth, altså første halvdel.
Du har åbenbart kun bidt mærke i de kulørte afsløringer og ikke læst de andre 99%. Så ville du blandt andet have bidt mærke i at der er tale om SHELL og ikke BP i Nigeria.
Men du arbejder jo for information der har haft del i The War logs så I må jo selv vide hvad samarbejdet med Wikileaks har bestået af.
Brug kræfterne på det materiale der er blevet serveret for jer i stedet for at jage budbringeren; der er nok at tage fat i.

Laurids Binderup

Hvor har Assange kaldt sig selv for journalist? Er hans projekt ikke nærmere at rapportere fakta, og så lade læseren søge sandheden selv - det han betegner som scientific journalism?

Er det ikke lige meget om han er 'journalist' eller ej? Har han ikke ret til samme beskyttelse som en ægte journalist (hvad det så end er) når han nu udfører det arbejde som ægte journalister burde gøre?

Målet med at få diskvalificeret Julian Assagne til ikke at være journalist eller udgiver, er det samme som når man definere oprørere i Afghanistan som 'enemy combattants', man undrager modstanderen retsbeskyttelse under normal lovgivning.

State Departments talsmand har defineret Assange som 'political actor' for at han ikke kan påberåbe sig 'first amendment'.

Hvis Martin Burcharth, ved at beskytte journaliststandens eksklusive ret til at formidle kildemateriale, og dermed kommer til at stille spørgsmål ved om Wikileaks er beskyttet af ytringsfriheden, ender han sig på en kedelig side af debatten på et epokegørende tidspunkt.

Hvis Martin Burcharth ikke ser noget nyt i Cablegate, så afsløre han at han og hans kolleger ikke har formået at formidle sin viden rettidigt.

John Kampfner:
"Rather than throwing stones, newspapers should be asking themselves why they did not have the wherewithal to hold truth to power,"

PS. Martin Burcharth eller redaktionen har rettet den faktuelle fejl med 'BP' i Nigeria til det korrekte 'SHELL', tak for det.

Her er en grundig redegørelse for Wikileaks samarbejde med de fire store europæiske aviser, den er 8 dage gammel og burde være kendt af alle journalister der beskæftiger sig med Wikileaks.

(AP) – Dec 3, 2010
'Respected media outlets collaborate with WikiLeaks'

http://www.google.com/hostednews/ap/article/ALeqM5i0Vruimmvy8loGklsz34Qy...

Hvorfor er israel sluppet så let?

´http://www.indybay.org/newsitems/2010/12/07/18665978.php

Christian Larsen

Martin Burcharth:

»Der er normalt himmelvid forskel mellem at agere som den fjerde statsmagt og føre kampagne for en eller anden dagsorden.«

Hvad er det dog for en naiv og uskyldsren drømmeverden Martin Burcharth befinder sig i?

Siden VKOs kulturrevolution i 2001 har de danske massemedier ført en permanent og hysterisk kampagne vendt mod indvandrerne i Danmark. Hvis det ikke er kampagnejournalistik, så er jeg min moster gul, har jul og er bybus i Århus..

Hvis ikke den danske presses primitive og xenofobiske kampagnejournalistisk siden 2001 kan dementere Martin Burcharths naive hypotese om pressens rolle som upartisk og neutral, så ved jeg sgu ikke hvad der kan.

Christian Larsen

Martin Burcharth:

»Der er normalt himmelvid forskel mellem at agere som den fjerde statsmagt og føre kampagne for en eller anden dagsorden.«

Hvad er det dog for en naiv og uskyldsren drømmeverden Martin Burcharth befinder sig i?

Siden VKOs kulturrevolution i 2001 har de danske massemedier ført en permanent og hysterisk kampagne vendt mod indvandrerne i Danmark. Hvis det ikke er kampagnejournalistik, så er min moster gul, har jul og er bybus i Århus.

Hvis ikke den danske presses primitive og xenofobiske kampagnejournalistisk siden 2001 kan dementere Martin Burcharths naive hypotese om pressens rolle som upartisk og neutral, så ved jeg sgu ikke, hvad der kan.

Christian Larsen

»Er Assange en journalist?«

Er Otto et næsehorn?

Michael Gyes-Linde

Hvorfor, Martin Burcharth, er det vigtigt om Assange er en rigtig journalist? Er det overhovedet vigtigt om han er journalist? Ændrer det noget hvis han, eller andre, giver dig den indrømmelse, at han er forkert journalist?

Man kan jo sagtens tage en uddannelse og endda skrive i en avis uden nogensinde at blive "rigtig" journalist. Det handler jo alene om øjnene der ser.

En svensk lille time lang dokumentar 'WikiRebels' om Wikileaks historie og Assange produceret for Sveriges public service television, SVT kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=NhTfOL9_HBE

Med venlig hilsen

Ja ja, den er go' med de etablerede journalister. De har samme problem som magthaverne og diplomaterne: De har jo ikke gjort det særligt godt, vel?!? Verdenssituationen er ad hel.... til!

Er Assange Journalist ? - MEGET mere end det.

Human Rights Watch:

'This is a signature moment for freedom of expression'

http://www.hrw.org/node/95001

Assange er medlem af den Australske journalistorganisation:

http://www.news.com.au/breaking-news/wikileaks-founder-julian-assange-to...