Martin Burcharths blog

Richard Holbrooke og pressen

Det er svært i disse Wikileaks-tider at komme i tanke om mere end en amerikansk diplomat, der taler lige ud af posen - utilsløret, bramfrit og ja, ganske udiplomatisk. Han hedder Richard Holbrooke, og han døde pludseligt i mandags.

Holbrooke var ikke alene en problemknuser, som jeg skriver i lederen på Informations bagside; han var også et nysgerrigt og intellektuelt menneske. 

Man kan ikke andet end give Jonathan Alter ret i hans mindeord i The Daily Beast i dag. Den type amerikanske diplomater eksisterede engang, f.eks. George Kennan og Chip Bohlen (USA-ambassadører i Sovjetunionen), åbenhjertige, reflekterende, veltalende. Holbrooke kunne være irriterende egocentreret, men hvad så?

Jeg stødte ind i ham ved et tilfælde til en fernissage for en kunstudstilling i New York i foråret 2001 - en fælles veninde udstillede sine værker. Først talte jeg med hans kone Kati Marton - ungarskfødt amerikansk tv-journalist og menneskerettighedsaktivist. Hun præsenterede mig så for Holbrooke, som jeg straks spurgte om at få et interview i den nære fremtid.

Det er altid let at mærke, når man spørger berømte politikere og diplomater, om de mener et ja eller ej. Holbrooke mente det. Og selv om han ikke anede, hvem jeg var, begyndte han at tale om sit møde med danske FN-soldater på Balkan og spurgte, om jeg kendte den og den dansker.

En måned senere sad jeg i hans kontor i Council of Foreign Relations på Park Avenue i Manhattan. Han lod mig vente i næsten en time. Det tog en time at fuldføre et interview på 20 minutter. De resterende 40 minutter gik med, at Holbrooke tog imod interviews, sekretærer og andre besøgende. Men det var okay. Interviewet gik godt. Han fik sagt nogle interessante ting - se f.eks. citatet i Annegrethe Rasmussens nekrolog over Holbrooke i dagens Information og Carl Bildts egne mindeord tirsdag.

De fleste af Holbrookes kolleger var dybt irriterede over hans jævnlige omgang med journalister fra hid og fjern - han var en netværker på alle leder og kanter. Det hedder, at han konstant promoverede sig selv, jeg ville snarere sige, at han konstant promoverede sine synspunkter og forstod, at vi i pressen har enormt brug for at sidde ned og tale med den type politiske embedsfolk - også, hvis det er udenfor citat. Det hele handler om at opnå en dybere forståelse af, hvad diplomaten går rundt og tænker - og Holbrooke havde virkeligt meget at sige - f.eks. om USA's civile arbejde og krig i Afghanistan og Pakistan.

Alene i fredags, da Holbrooke fik et slagtilfælde, havde han mindst en aftale med to journalister. Han skulle spise frokost med Jonathan Alter fra Newsweek kl 12 og interviewes kl. 16 på telefon af James Traub fra The New York Times Magazine og Foreign Policy Magazine. Begge blev aflyst. Traub skriver om det og meget andet om Holbrooke i en blog på FP's website i dag (tjek i øvrigt listen over de mange blogs om Holbrookes liv, hvor især den tyskfødte amerikanske historiker Fritz Sterns hypotese om, hvad Holbrooke kunne have udrettet, hvis han havde været en amerikansk diplomat i 1915, er interessant læsning).

Foreign Policy's chefredaktør Susan Glazer nævner i sin blog, at Holbrooke overholdte en frokostaftale torsdag (dagen før hans slagtilfælde), blot fordi hun havde ytret ønske om at takke ham for en tale, han holdte nogle dage tidligere under markeringen af magasinets 40 års fødselsdag. Holbrooke havde været chefredaktør fra 1971-76 på Foreign Policy og hans tale den aften i sidste uge kan ses på bloggen.

For ikke at glemme - Henry Kissinger var også til stede under fødselsdagsfesten. Den ene af magasinets grundlæggere Samuel Huntington, med hvem Holbrooke arbejdede sammen som chefredaktør, døde for to år siden. Holbrooke fortæller i talen om hvor meget og hvor ofte han og Huntington irriterede det politiske establishment i de år (især Kissinger) med kritiske artikler om Vietnamkrigen - dog ikke så åbenhjertigt som Wikileaks-afsløringerne, siger han med et stort smil.

Utvivlsomt var Holbrooke ikke nær så foruroliget over Wikileaks arbejde som hans chef Hillary Clinton.

Til sidste en tanke rettet til danske politikere og diplomater. Jeg husker en gang for mange år siden - det var i 1980'erne - at korrespondenter ofte blev inviteret til kaffe, frokost eller middag med besøgende ministre og hos ambassadører. Det var på den måde, jeg lærte at kende Ellemann-Jensen, Nyrup, Ivar Nørgård, Kjeld Olesen, etc. Seancerne foregik udenfor citat. De stolede på os korrespondenter og vi holdt aftalen og lærte en hel masse, som vi kunne bruge som baggrund. Holbrooke var en diplomat fra den æra; derfor var han så værdsat af journalister, der nu roser ham til skyerne.

Den tradition er forsvundet. De to sider stoler ikke længere på hinanden, især da ikke i en Wikileaks-tid. 

I dag lever vi i en gotcha-medieverden, og jeg er sikker på, at det ikke kan forbedre demokratiets vilkår. Hvis jeg som journalist ikke har adgang til at tale uformelt, off-the-record, med højtstående politikere og diplomater og hvis de samtidig af frygt for at blive citeret galt, bliver mere og mere forsigtige - modsat Holbrooke - så går noget helt fundamentalt for pressens virksomhed tabt.

Kommentarer

Anders Norgaard

Glenn Greenwald siger:

I just want to flag what his "last words" were according to his family members, which he uttered as he was being sedated for surgery: "You've got to stop this war in Afghanistan."

Ironically, Holbrooke was the author of one of the volumes of the Pentagon Papers -- which revealed that government officials knew of the futility of the Vietnam War at the same time they were falsely assuring the public they could win -- and Afghanistan seems to be no different. As official Washington rushes forward to lavish praise on Holbrooke's wisdom and service, undoubtedly they will studiously avoid acknowledging his final insight.

http://www.salon.com/news/opinion/glenn_greenwald/2010/12/14/holbrooke/i...

Man er allerede ved at spinne Holbrookes sidste ord som en joke:

http://www.information.dk/telegram/253828

Human Rights Watch:

'This is a signature moment for freedom of expression'

http://www.hrw.org/node/95001