Martin Burcharths blog

1-0 til Barack Obama og demokraterne

Når præsidentkandidater holder takketale på amerikanske partikongresser, er det vigtigt for iagttageren at løsrive sig fra salens reaktion og prøve at forestille sig, hvordan personen og budskabet bliver modtaget ude i de små hjem – altså i den amerikanske middelklasse.

Det er ikke let. Man kan blive forført af et begejstret publikum af titusinder af partiloyale tilhængere, som lever og ånder politik i deres daglige liv.

Mit bud er følgende: Demokraterne havde en langt mere succesrig kongres end Republikanerne.

Mitt Romney gjorde, hvad han skulle. Han viste, at han er et menneske i kød og blod, som meningsmåleren John Zogby siger. Han er ikke lavet af papmaché. Han er virkelig. Han er en god far og et generøst menneske (i det mindste overfor mormoner). Efter kongressen i Tampa kan de fleste amerikanere inderst inde godt forestille ham som beboer af Det Hvide Hus i fire år, også hvis de stemmer på Obama.

Barack Obama havde en noget mere udfordrende opgave. Han skulle ikke alene forsvare sine præstationer over de sidste 3 ½ år. Han skulle også berettige, at hans mandat bliver fornyet med yderligere fire år i en situation, hvor flertallet af den amerikanske befolkning er utilfredse med den økonomiske situation i USA.

Talen var et offensivt defensorat

David Trads fra Radio 24/7 spurgte mig efter Obamas tale, hvad jeg syntes om præsidentens tale. Mit svar var: En del af talen var et defensorat, men det var ikke defensivt. Det var et offensivt defensorat.

Obama skøjtede ret let over de udfordringer, som han ikke har formået at løse tilfredsstillende – mat økonomisk vækst, høj ledighed, flere fattige og hverken en klimalov eller en indvandrerlov.

Her lød ikke nogen direkte beklagelse over, at han ikke havde været i stand til at gøre mere. Mellem linjerne stod der: Jeg fortryder ikke noget. I stedet for – og det var ret genialt af hans taleskribenter – talte han om de ting, han gerne vil udbedre i sin anden embedsperiode, og det angår naturligvis ovennævnte ting.

Det undrede mig nu, at han ikke indføjede en sætning om de nye ledighedstal fra Handelsministeriet fredag. Beskæftigelsen steg overraskende med 200.000 jobs i fremstillingssektoren i den største feriemåned, august. Formentlig valgte han at være konsekvent og fuldstændig undgå at bruge ordet arbejdsløs.

Obamas plan for de kommende 4 år

I stedet talte Obama om de jobs, han håber kan blive skabt i den offentlige og private sektor i de næste fire år. Det gælder fremstillingssektoren (1 mio. jobs) og den alternative energibranche – f.eks. sol og vind samt naturgas (600.000).

Der skal hyres 100.000 nye matematiklærere i offentlige skoler (ingen lærere i historie eller i litteratur, for alt handler om økonomien i valgkampen). Han vil bruge penge, der ellers var øremærket til krigene i Irak og Afghanistan til at bygge veje, broer, landingsbaner og skoler. Og så skal statsgælden på 16 bio. dollar afvikles.

Men her er problemet med sidstnævnte forslag. Bevillingerne til de to krige har altid været ekstraordinære. De blev ikke lagt ind i hvert års finanslov. Ergo, kan han godt skyde en hvid pind efter Kongressens vilje til at hæve skatterne for at finansiere udbygning af indfrastruktur. Det var lidt for smart, Obama.

Obama lovede ‘dristige og vedholdende eksperimenter‘ i stil med Franklin D. Roosevelts programmer for at løse den økonomiske depression. Men vi fik intet at vide om hvilke initiativer, det drejer sig om. Også tommelfingeren nedad.

Det politiske valgkampshykleri

Han påstod, at han hader vor tids politiske valgkamp med alle de velturnerede fraser og forsimplinger, hvor sandheden bliver begravet under en lavine af penge og reklamer. Det er der ingen grund til at betvivle. Han mener det. Men hvorfor lader han så sine medierådgivere beskylde Romneys tidligere firma Bain Capital for at bære ansvaret for en kvindes død – blot på grund af deres pengebegær?

Hvorfor lader han Bill Clinton og Joe Biden sige usandheder. Pensionisternes sygesikring, Medicare, vil ikke gå bankerot i 2016, dersom Mitt Romneys og Paul Ryans plan bliver ført ud i livet. Det er en lodret løgn. Obama vil skræmme folk væk fra republikanerne og over mod ham.

Og nu står Obama hyklerisk på sceneni Charlotte og siger, at han er godt træt af denne type valgpolitik. Nuvel, så hold op med det, hr. præsident!

Ikke desto mindre var demokraternes kongres en succes. Det ville undre mig, hvis de ikke får en større fremdrift i meningsmålingerne, end Mitt Romney fik efter Tampa. De havde bedre talere, der fremfor at være egocentriske og enormt selvoptagede som republikanske hovedtalere i Tampa, lagde vægt på substansen.

Bill Clinton var klart den bedste til i suveræn pædagogisk stil at forklare Obamas økonomiske politik over for de lavt uddannede amerikanere, der fulgte med. Joe Biden har altid kommunikeret bedre med hvide arbejdervælgere end sin chef. Så vicepræsident Biden talte kun om to ting: Obamas redning i 2008 af de to største bilfabrikanter i USA – General Motors og Chrysler – med billige statslån. Det skal have reddet 1 mio. stillinger landet rundt.

Og så naturligvis drabet på Osama Bin Laden.

»Osama bin Laden er død, og General Motors er i live«, lød vicepræsidentens slagkraftige argument. Det er højst sandsynligt at disse to velgennemtænkte og velturnerede argumenter til fordel for Obama var direkte rettet mod de hvide arbejderklassevælgere i Midtvestens svingstater (Ohio, Michigan, Wisconsin og Iowa), hvor præsidenten ligesom i 2008 kæmper med at vinde hvide arbejderes loyalitet.

Til sidst var det Obamas tur til at tage stikket hjem. Jeg tror det lykkedes. For ham gjaldt det om ikke at være for specifik med sine forslag (Romneys var langt mere generaliserende end Obama). De skal jo igennem Kongressen. Samtidig skulle de flettes ind i en bredere fortælling om hvordan præsidenten og hans folk kan væve en håbefuld fremtid sammen. Ikke overraskende var den opgave ikke svær at løse for den talentfulde orator.

Men er det nok? Der var mere kød på Obamas tale end på Romneys. Hans vision om at være inklusiv og at tænke på de ting, som binder amerikanerne sammen fremfor for det, der splitter dem, er den samme som i 2008. Ikke desto mindre er den lige så aktuel, ja måske mere, end for fire år siden.

Nu bliver det tv-debatterne i næste måned, der afgør sejrherrens identitet.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu