Martin Burcharths blog

Kæmpe bommert fra Romney

Før eller senere ville det ske for Mitt Romney.

En hemmelig optaget video fra en fundraiser, der fandt sted, efter han havde vundet de Republikanske primærvalg i foråret, blev i går aftes amerikansk tid offentliggjort af det venstreorienterede magasin Mother Jones.

Det kan blive en pinlig sag for præsidentkandidaten og svært for ham at redde sig helskindet fra.

I de første offentliggjorte godbidder af båndet giver Romney uhildet udtryk for sin mening om de 47 pct. af befolkningen, der ikke betaler indkomstskat og som ifølge ham lever af overførselsindkomster fra staten. I Romneys verden er denne store gruppe af vælgere så soldet ind i bistand fra staten, at Republikanerne ikke har en kinamands chance for at vinde deres stemmer. De vil støtte Obama.

Og her kommer så zingeren, som man siger på amerikansk:

»[M]y job is is not to worry about those people. I'll never convince them they should take personal responsibility and care for their lives.«

Hvis man skal tage udtalelsen ordret, så siger Romney – en politiker, der aspirerer til at blive alle amerikaneres præsident – at han ikke kærer sig om folk, der lever af at nasse på staten – altså 47-48 pct. af befolkningen – og at han som præsident ikke forventer at kunne overbevise dem om at leve efter det republikanske princip, at borgerne skal tage et personligt ansvar for deres tilværelse.

Men man skal naturligvis vare sig for at tage zingeren ud af kontekst, hvilket Obama-kampagnen utvivlsomt vil gøre og benytte mod ham i en politisk reklame. Man bør derimod tolke Romney således, at han har opgivet at vinde de 47 pct. over på sin side og heller ikke tror på, at han kan overbevise dem om det republikanske credo.

Senere i talen til donorerne siger han da også, at hans opgave er at omvende de 5-7 pct. af vælgerne, der stemte på Obama i 2008, og som nu er skuffede, men dog ikke rede til at opgive præsidenten.

Det er vælgere, der – som man siger i amerikansk valgjargon – ikke endnu lider af ”buyers remorse”. De fortryder endnu ikke at have stemt på Obama. Det vil Romney prøve at få dem til.

Udsagnet er falsk

Men udtalelserne rejser en del problemer for Romney. Det er ganske vist korrekt, at 47 pct. af den amerikanske befolkning ikke betaler indkomstskat til forbundsstaten, men det betyder ikke, at de slet ikke betaler skat. Faktisk er det sådan, at alle ansatte og selvstændige skal betale, hvad der hedder ”payroll taxes” til forbundsstaten.

Pengene bliver automatisk trukket fra lønmodtageres indkomst og lægges dels i pensionsfonden, Social Security, og dels i de ældres sygesikringsfond, Medicare. Når man så forlader arbejdsmarkedet i en alder af 65 (Social Security kan man også få udbetalt fra 60, dog til en lavere rate), bliver man optaget i Medicare og modtager pension.

Payroll taxes udgør tilsammen 7 pct. af en lønmodtagers årlige indtægt.

Men arbejdstagere i USA skal også betale indkomstskat til den delstat, de bor i. Og den skat kan variere fra delstat til delstat; nogle få har ikke indkomstskat, men så er deres ejendomsskat eller moms bare højere end i andre stater.

Det er m.a.o. vildledende at påstå, at 47 pct. af den amerikanske befolkning ikke betaler skat. Og Romney vil sikkert blive vældig upopulær hos disse vælgere for at tale så nedladende om dem, men som han selv siger: Det er folk, der alligevel ikke vil stemme på ham.

Romney har ingen forbindelse til middelklassen

Det måske største problem for Romney er den manglende respekt, han udviser for halvdelen af den amerikanske befolkning, når han siger følgende:

»All right, there are 47 percent who are with him (Obama), who are dependent upon government, who believe that they are victims, who believe the government has a responsibility to care for them, who believe that they are entitled to health care, to food, to housing, to you-name-it. That that's an entitlement. And the government should give it to them.«

Det er en fordomsfuld og usand karakteristik, som man normalt kun hører fra Tea Party-aktivister, der gerne skælder ud (på nassere som Robert), og samtidig mener sig fuldt berettiget til Medicare og Social Security.

Hvordan kan Romney tro, at 47 pct. af amerikanerne opfatter sig som ‘ofre‘ og føler, at staten har ansvar for at tage vare om dem, og at de har ret til gratis sygesikring?

Den er så langt ude, at man skulle tro, Romney ikke har den ringeste anelse om hvad halvdelen af Amerika går rundt og laver. Det handler om mennesker, der har en familie med børn, som arbejder hårdt i måske to eller flere jobs til en alt for lav løn for at klare dagen og vejen - folk, som må nøjes med at drømme om at forbedre deres levevilkår.

Kun stenrige mennesker, der har tilbragt det meste af deres liv blandt ligesindede – og for Romneys tilfælde blandt investeringsrådgivere, som betaler maksimum 15 pct. af deres indkomst i indkomstskat – kan have en så forsimplet opfattelse af livet udenfor deres lille og isolerede kreds af kolleger og venner.

Det minder mig om, hvad Boston-journalisten Margery Eagan fortalte mig i august i forbindelse med nogle portrætartikler, jeg skrev om Romney – at han som guvernør i Massachusetts aldrig var taget ud i storbykvarterer beboet af de fattige, af de etniske mindretal og af den lavere middelklasse for at se for sig selv, hvordan de levede.

Efter opsigtsvækkende mord på uskyldige eller efter naturkatastrofer tog han heller ikke afsted for at udtrykke sympati med slægtninge til ofrene. Den type gestus var begrænset til medlemmer af hans mormonkirke.

Intern splittelse i Romney-lejren

Vi ved endnu ikke, om de efterfølgende godbidder fra det hemmeligt optaget bånd vil bringe endnu mere pinlige afsløringer om, hvad Romney virkeligt går rundt og tænker og siger til sine ligesindede. Det er tvivlsomt, at Mother Jones Magazine ville vente med det værste til sidst. Så gårsdagens leverance er nok til at vurdere de mulige effekter.

De sidste par uger har været lidt af et mareridt for Romney. Hans partikongres gik ikke så godt som forventet og gav ingen nævneværdig gevinst i meningsmålingerne, hvilket han ellers havde stærkt behov for. Obama fik derimod et pænt rygstød fra sin partikongres på 6 procentpoint, der siden er blevet reduceret til en 3-point føring.

Herefter fulgte Romneys kritik i sidste uge af Obama-regeringen for at sympatisere med demonstranter, som angreb den amerikanske ambassade i Kairo, alt imens fire amerikanske diplomater blev dræbt i Libyen. Det førte til stærk kritik, også fra hans republikanske partifæller.

Den seneste afsløring stammer fra webavisen Politico i Washington, der søndag aften kunne fortælle om en intern magtkamp i Romneys kampagne, hvor den indflydelsesrige rådgiver Stuart Stevens nu bliver beskyldt af rivaler for at bære ansvaret for den pauvre situation, præsidentkandidaten befinder sig i. Artiklens detaljerede beskrivelse af det kaos og den forvirring, der herskede om indholdet og budskabet i Romneys tale helt op til nogle få dage før kongressen er god læsning, men ikke spor usædvanlig for amerikanske valgkampagner.

Dagens ret fra Mother Jones vil sikkert dominere nyhedsdagsordenen i nogle dage frem, hvilket igen berøver Romney en chance for at bryde igennem lydmuren med sit budskab. Tidspunktet er yderst uheldigt. Der er kun 2 ½ uge indtil den første og vigtigste tv-debat med præsident Obama; det tidsrum var blevet afsat til at udpensle hans økonomiske program i større detaljer. Han er også berammet til at fremlægge sine udenrigspolitiske idéer.

Ekko fra Obamas brøler i 2008

Romneys bramfrie udtalelser om de 47 pct. vil med sikkerhed blive sammenlignet med en lignende episode fra valgkampen i 2008, der involverede Barack Obama.

Her lykkedes det en freelance-webjournalist at få adgang til én af hans fundraisere i den liberale højborg San Francisco midt i primærvalgkampen mod Hillary Clinton. Hun havde taget en mobiltelefon med kamera med og optog en seancen, hvor Obama – som forventet under private møder med donorer – var mindre varsom med sine formuleringer, end han var på valgmøder.

Her er, hvad Obama sagde – ikke løsrevet fra sammenhængen, men sat i kontekst.

»But the truth is, that, our challenge is to get people persuaded that we can make progress when there’s not evidence of that in their daily lives. You go into some of these small towns in Pennsylvania, and like a lot of small towns in the Midwest, the jobs have been gone now for 25 years and nothing’s replaced them. And they fell through the Clinton administration, and the Bush administration, and each successive administration has said that somehow these communities are gonna regenerate and they have not. So it’s not surprising then that they get bitter, they cling to guns or religion or antipathy to people who aren’t like them or anti-immigrant sentiment or anti-trade sentiment as a way to explain their frustrations.«

Det var den sidste sætning, der fældede ham, fordi hans ordvalg syntes at bekræfte en generel opfattelse af Obama som en elitær Harvard-udklækket politiker, der ikke nærer respekt for ”rednecks” i den amerikanske provins. Men hans var sådan set en nøgtern analyse af, hvordan folk reagerer, når de føler sig nedtromlet af økonomiske kræfter, som de ikke er herrer over – og ja, er overladt til sig selv.

De klæber til deres religion, til deres våben og udvikler en antipati mod immigranter eller mod folk, der ser anderledes ud, som f.eks. Barack Obama.

Det var Obamas forklaring på hans vanskeligheder med at tiltrække støtte fra denne specifikke vælgergruppe.

Umiddelbart synes der at være langt fra Obamas karakteristik af folk på landet i USA til Romneys opfattelse af ca. halvdelen af amerikanerne. Obama fordømmer ikke de frustrerede farmere. Han udtrykker derimod forståelse for deres afvisende holdning til én politiker som ham.

I Romneys udtalelser mærker man derimod en god portion foragt for de 47 pct, der angiveligt foretrækker at nasse på de produktive fremfor at prøve at klare sig uden bistand fra staten.

Det er ikke alene en ukorrekt karakteristik. Det er også en holdning, kun rige kan have om pøblen og som Obama og demokraterne med sikkerhed vil plage ham med til valgkampens ende.

Affæren vil næppe gøre den store skade på Romneys sejrschance, der alligevel svinder ind fra dag til dag, men hjælpe ham, gør den ikke. Det er sikkert og vist.

Kommentarer

Et røntgenbillede af USAs politiske virkelighed

Det er en fremragende kommentar til dagens virkelighed i USA, som Martin her har begået. Mere i dybden og faktuelt end de klip, vi ser i TV, og mere reflekteret i forhold til forskellene mellem den indignation, der føles på begge sider af det politiske spektrum.

Ja, det er en skam, der ikke er en anbefalerknap.

Han er forhåbentlig færdig nu.

Nøgtern og sober analyse af to ikke helt ligeværdige kandidater til at lede planeten de næste fire år... Der er klasseforskel på en forkælet, religiøs tosse og en veluddannet, hårdtarbejdende pragmatiker.

Jeg behøver ikke sympatisere med en overklasseperson fra østkysten for at kunne fravælge en rigmand fra en lille religiøs sekt, som klart viser, at han favoriserer sine egne kirkebørn.