Martin Burcharths blog

Mester Clinton tager hånd om sin søn

Jeg har hørt den republikanske valgrådgiver Alex Castellanos tale mange gange om amerikansk politik. Jeg har interviewet ham og husker, at han er i stand til at forudsige udfald af præsidentvalg med næsten usvigelig sikkerhed. Han er en af USA’s skarpeste politiske kommentatorer og bedste republikanske rådgivere.

Så da Castellanos på CNN sagde, at demokraterne ville gøre klogt i at lukke partikongressen ned onsdag nat og lade tidligere præsident Bill Clintons overbevisende defensorat for præsident Barack Obamas og bidende angreb på Mitt Romneys og Paul Ryans spareplaner stå som den sidste tale, ja så er der god grund til at spidse øren.

Castellanos var rådgiver for Mitt Romney under valgkampen i 2008. Han kender Obamas rival ud og ind. Måske han har ret.

Hvad CNN-kommentatoren sagde natten til torsdag var, at Clinton efter alt at dømme havde reddet Barack Obama fra samme skæbne som Jimmy Carter og George H.W. Bush, der blev besejret efter kun en embedsperiode.

Underforstået: At Clinton er bedre til at forklare præsident Obamas politik gennem de sidste 3 ½ år end præsidenten selv. At han er en gudsbenådet taler, som med sin karisma drager lytterne ind og samtidig kan føre dem gennem et kompliceret materiale om f.eks. budgetpolitik og økonomisk politik.

Obama stod i går i skyggen af Clinton. Det er ham, der er præsident. Men han havde ikke noget andet valg end at bede Clinton om at holde gårsdagens hovedtale. Det var Obama, der havde brug for sin berømte forgængers hjælp.

Risikoen er naturligvis, at vælgere – der endnu ikke har lagt sig fast på en præsidentkandidat – vil opfatte Bill Clinton som en faderskikkelse, der rager kastanierne ud af ilden for en vildfaren søn. Så burde det ikke være den voksne og erfarne, der overtager ansvaret for nationens skæbne?

”Clinton sagde: Giv sønnen en chance til”, sagde Castellanos.

Det lyder som et besnærende argument. Obama vinder, hvis han stopper uret nu og undlader at tale i aften på demokraternes partikongres.

Men Castellanos overbeviser ikke. Bill Clintons opgave i går var begrænset til at forsvare Obamas sundhedsreform, stimuluspakke, jobinitiativ, regulering af finansindustrien, hjælp til studerende med gæld og arbejstilladelser til ulovlige indvandrere under 30 år gammel.

Han forklarede, hvorfor Obamas tilgang til økonomien, sundhedsreformen, gældreform, etc. er den rigtige og langt bedre end Republikanernes og hvorfor Det Republikanske makkerpars planer vil bringe USA tilbage til – ja, han kunne have sagt en Voodoo-økonomi. Det var, hvad George H.W. Bush kaldte Bill Clintons økonomiske reformprogram under valgkampen i 1992, så det ord kunne Clinton ikke benytte, skønt det meget præcists beskriver Romneys og Ryans forslag om at sænke skatterne for de rige som vejen til at skabe balance på budgettet. Vel at mærke mens de vil redde sygesikring for ældre (Medicare) og for de mindre bemidlede (Medicaid) ved at skære og skære. Det er ren og skær blålys.

Clinton sagde: Obama har ikke haft tid nok. Giv ham fire år til, så garanterer jeg, at vi får et økonomisk comeback i USA.

Men det er næppe den rette måde at overtale tvivlende vælgere på – folk, der stemte på Obama i 2008, og som er blevet ramt af langtidsledighed, har mistet deres hus uden at få hjælp fra forbundsstaten eller gået ned med deres lille forretning og nu arbejder til en ussel timelløn i McDonalds uden sygesikring og betalt ferie.

Hvorfor skulle de give Obama en chance til?

Derfor er det så vigtigt, at Obama i dag aften i sin takketale på kongressen tager de amerikanske vælgere på en rejse udi fremtiden og forklarer dem, hvad han agter at gøre, og hvordan han vil overbevise Republikanerne til at samarbejde.

Her er udfordringen: Obama bliver nødt til at være dristig. Det nytter ikke at fremlægge et program og en vision, som blot afspejler, hvad han allerede er i gang med. Hans tone bør være som senatskandidat Elizabeth Warrens fra Massachusetts, der gav aftenens anden store tale og hvis ideologiske synspunkter ligger partiaktivisternes hjerte nærmere end mester Clintons.

Clinton er trods alt ikke en ægte liberal Demokrat. Han er centrist. Det er Obama også, men den centrumssøgende linje har ikke virket i den første embedsperiode. Der skal mere til og ikke kun retorik. Ellers risikerer Obama at tabe valget. 

Følg Informations dækning af det amerikanske valg på journalen

Kommentarer

Ja men der skal også en formidabel evne til nærvær og ærlighed til, for hvis han virker alt for skøjtende hen over sine tidligere oplevelser af regulær obstruktion fra republikanernes side, vil det virke falsk og uærligt !

han skal og komme frem tid nogle konklusioner om hvad han har lært af sin første periode og hvad han vil gøre anderledes fremover, hvad han har I gavesækken af gode tiltag (om han har nogle ) og så må han endeligt ikke love mere end han med lidt god vilje kan gennemføre, han skal tale det mulige op til noget stort og holde sig fra at love det optimale, desværre har han jo ikke så meget godt at love , for de store forandringer og markante fremskridt er ikke I sigte for hverken Republikanerne eller Demokraterne, men desværre har Republikanerne nyhedens interesse !

ærgerligt at det vil få negativ effekt at tale dunder om senatet og repræsentanternes hus.... For det er en fandens flok pitbull-terrier der har været at arbejde op imod, for samarbejde kan man vel dårligt kalde det !