Martin Burcharths blog

Ryans hjemstat er tilbage i Obamas fold

Der er 45 dage til det amerikanske præsidentvalg, og langt de fleste vælgere har allerede afgjort med sig selv, hvem de vil stemme på: Præsident Obama eller hans republikanske udfordrer Mitt Romney.

En lille andel agter at stemme på den libertære kandidat Gary Johnson, som er tidligere guvernør i veststaten New Mexico. En stemme på Johnson kan f.eks. afgøre udfaldet i en svingstat som Colorado, hvor Obama kun fører over Romney med et procentpoint.

En meningsmåling lavet af Quinnipiac University Polling Institute for CBS News og The New York Times i tre svingstater – Colorado, Virginia og Wisconsin - viser ret overraskende, at Obama har øget sit forspring fra 2 pct. i august til 5 pct. i dag over Romney i Wisconsin.

Det er en god nyhed for Obama-lejren, fordi Wisconsin er vicepræsidentkandidat Paul Ryans hjemstat. Denne midtveststat har traditionelt stemt demokratisk ved præsidentvalg, og det havde indtil Romneys udpegning af Ryan været en udbredt formodning, at Obama ville vinde her.

Men kongresmedlem Paul Ryans indtræden på scenen i august, gjorde pludselig Wisconsin til en svingstat. Obamas føring blev indsnævret til 2 procentpoint. Romney-kampagnen besluttede herefter at flytte mandskab og ressourcer ud af Michigan og Pennsylvania – som man frygter at tabe - og i stedet satse på Wisconsin.

At præsidenten igen fører med over 5 points i Quinnipiacs seneste måling, er endnu en antydning om, hvor store forhindringer der ligger i vejen for Romneys valg til Det Hvide Hus.

»Romney-lejren havde virkeligt håbet at kunne vinde Wisconsin,« sagde Peter Brown fra Quinnipiac-instituttet i går på en telekonference med udenlandske journalister.

Brown havde svært ved at lægge skjul på, hvor svært det kan blive for Romney at vinde et flertal på 270 valgmænd ud af de 538 fordelt på 50 delstater.

»Romney skal helst vinde Florida, Ohio og Virginia. Det ville give ham 256 valgmænd. Men han er bagud i meningsmålingerne i alle tre stater,« påpegede Brown.

I Virginia fører Obama med 50 mod 45 pct. af de udspurgte.

»Hvis præsidentvalget fandt sted i dag, ville Obama vinde, men der er 45 dage tilbage og meget kan ske. For Obama gælder det om at holde fast i sin føring og undlade at begå nogle fejl,« sagde meningsmåleren i går.

Romneys bedste chance for at ændre på stillingen er de tre tv-debatter i oktober. Den første finder sted i Florida 3. oktober.

»Det eneste, der kræves af Obama, er at få uafgjort i disse tv-debatter. Presset er på Romney. Han skal vinde hver af dem for at forbedre sin stilling hos de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig,« mente Peter Brown.

»Hvis den almene opfattelse efter den første tv-debat er, at Obama vandt på points, er det svært at se, hvad Romney kan gøre.«

Følg Martin Burcharths blog og dækning af valget på journalen for Det amerikanske valg

Kommentarer

Paul Ryan. Er han andet end en intelligent sprog- og virkelighedsforvrænger med øjne som en hundehvalp? Denne selvsmagende jeg-har-løbet-en-maraton-på-2-timer-og-noget (selvom det i realiteten var over 4 timer - hvilket slet ikke behøver være dårligt, men der er langt fra 2 til 4 timer)?