Martin Burcharths blog

Det er altid nemmere at kritisere end at forsvare – også i en tv-duel

Selv i Barack Obamas lejr var man i går aftes på det rede med, at præsidenten ikke havde haft en særlig ”god” halvanden times debat med udfordreren Mitt Romney i Denver, Colorado. Det havde republikaneren derimod, hvilket ikke overraskede dem, der har fulgt ham siden guvernørtiden i Massachusetts.

Men betyder det noget?

Både ja og nej.

I oktober 2000 var Texas-guvernør George W. Bush 8 procentpoint bagefter vicepræsident Al Gore inden den første tv-debat. Fire dage senere stod de lige i meningsmålinger.

Men det var faktisk en hel anden situation end i dag.

Al Gore var ikke, og har aldrig været, en særlig afholdt politiker i USA. Han var langt fra det politiske fænomen, som Obama er blevet i dag. Desuden var Gore ikke en siddende præsident. Han havde det ovenikøbet meget dårligt med Bill Clintons Lewinsky-skandale, som var blevet afsløret halvanden år tidligere. Gores største brøler i valgkampen i 2000 var at distancere sig – i generelle termer – fra sin chef.

Bush var derimod et lige så ubeskrevet blad som Romney. Men i modsætning til Romney var mange i tvivl om, hvorvidt Bush rent faktisk havde evnen til at bestride præsidentembedet. Det er en tvivl, som de færreste amerikanere nærer om Romney.

Set på den baggrund virker det ikke særligt sandsynligt, at Romney vil kunne udnytte gårsdagens angivelige debatsejr til at indhente Obamas føring, især ikke i vigtige svingstater som Ohio, Virginia, Wisconsin og formentlig New Hampshire.

Der er ingen tvivl om, at Obama vil oppe sig i den næste tv-debat i New York – hvis format bliver helt anderledes med ubesluttede vælgere, som stiller spørgsmål – og gå mere drastisk til værks i sin kritik af Romney. Fløjshandskerne vil blive smidt til fordel for en spids syl.

Det var sådan set ikke overraskende, at den første tv-debat gik, som den gjorde. Romney har brugt længere tid på at forberede sig (han har jo ikke præsidentielle forpligtelser) end Obama. Han vidste præcis, hvilke argumenter han kunne bruge mest effektivt.

Romney havde også den letteste opgave. Det er altid lettere at kritisere end at forsvare sin poliitk. Og Obama er sårbar, fordi ledigheden stadig er høj, ligesom budgetunderskuddet og gælden er.

Men når det er sagt, så virkede Obama ret tam – især i begyndelsen af debatten. Senere blev han mere fokuseret og måske var højdepunktet, da han pegede på, at Romney viger uden om at forklare, hvordan han finansierer skattelettelser og hvad han vil erstatte sundhedsreformen og finansreformen med. Han vil bare af med begge to.

Men Obama var ikke skarp nok. Fra primærvalgdebatterne ved vi, at Romney er en ekstrem god debattør – meget, meget effektiv og hurtig. Obama er langsom og ret tøvende. Sådan er han bare.

En CNN og senere en CBS-måling kort efter debatten viste, at et klart flertal af de udspurgte mente, at Romney vandt på points. Stilmæssigt er det utvivlsomt rigtigt. Spørgsmålet er, om dette resultat holder i længden. I de næste dage vil Obamas rådgivere hamre på nogle af de modsigelser, som man let vil kunne finde i Romneys udtalelser.

Eksempelvis vil Romney-lejren blive afkrævet svar på, om det ikke er rigtigt, at han vil give 5.000 mia. dollar i skattelettelser over 10 år og hvordan han så vil sikre en ligevægt på forbundsstatens budget og en nedbetaling af gælden.

Medierne vil vide, hvad Romney sætter i stedet for Dodd-Frank loven om regulering af finanssektoren og hvad han vil gøre for at beskytte de millioner af borgere, som allerede i dag dækkes ind af Obamas sundshedsreform, når han nu planlægger at lade delstaterne – fremfor forbundsstaten – overtage ansvaret for sygesikring.

Traditionelt er det sådan, at de amerikanske medier i løbet af en dag eller to enes med sig selv og hinanden om en overordnet fortælling – en samlet bedømmelse af tv-debatten. Det bliver til den konventionelle visdom, som er med til at påvirke de meningsmålinger, der forventes på dag 4 og 5 – altså på mandag-tirsdag.

Først på det tidspunkt vil man vide, om Romney vandt debatten. Det er ikke tilstrækkeligt at blive erklæret vinder i medierne og af en rundspørge hos et repræsentativt udvalg på 300 vælgere. Man skal også øge sin tilslutning i meningsmålinger; det kan godt blive en anden og sværere sag for Mitt Romney at præstere. Selv husker han nok at være blevet rost for sin optræden på partikongressen uden at høste ekstra point i meningsmålingerne.

At Romney denne gang formentlig vil score godt, kan tillægges den interessante omstændighed, at han i går – som en tidligere medierådgiver for Bush sagde det i Information – optrådte mere som sig selv end som den ærkekonservative kandidat, han måske slet ikke er.

Hvad amerikanerne så på tv var en politiker, som vælgerne i Massachusetts kender fra hans tid som guvernør. Romney bøjede sig mere mod midten, end han har gjort i det sidste års valgkamp. Han sagde, at han ikke ville sanere pensionsfonden, ej heller røre ved sygesikringsfonden for pensionister, Medicare, om end folk under 55 blev forberedt på, at de under en præsident Romney selv skal ud og shoppe for en sygesikring, der kun vil være delvist betalt af staten.

Romney holdt dog fast i nogle principielle konservative standpunkter – at de frie markedskræfter er det bedste middel til at få de voksende omkostninger i sundhedsektoren bragt ned og at en lavere skattebyrde vil skabe flere jobs.

Højst sandsynligt spidsede de vælgere, der endnu ikke har gjort op med sig selv hvem de vil stemme på, øren. De udgør efter sigende 5 pct. af de vælgere, der siger, de med sikkerhed vil gå ud og stemme. Hvis Romney vinder alle deres stemmer, har han en chance for at stå uafgjort i meningsmålingerne.

Men det vil ikke ske.

Kommentarer

David Steinberg

I de kommende uger vil vi i de danske - og udenlandske medier - læse meget om Romney vs. Obama. Hvem vinder? Hvem vandt TV-debatten? Hvad siger meningsmålingerne? Og så videre og så videre og så videre og så fremdeles og et cetera.

Problemet er, at det ikke kommer til at gøre nogen forskel, hvem der vinder. USA har - udadtil, og det er den fortælling, som medierne af forskellige grunde vil forsøge at binde de godtroende på ærmet - to partier, det republikanske parti og det demokratiske parti. Udadtil beskrives de - og deres præsidentkandidater - som forskellige. Det er de også, som Carlsberg og Tuborg, en næsten skyfri himmel med en sky og en næsten skyfri himmel med to og en halv sky på, og første- og andenudgaven af en bog, hvor der i andenudgaven kun er ændret et enkelt komma.

Med andre ord er forskellene få og til at få øje på, mens lighederne til gengæld er meget, meget, meget større. I praksis - og indadtil - har USA i dag et étpartisystem med to ansigter, en janusfigur med to hoveder, der kigger på hver deres segment af vælgerne, der alligevel sidder på den samme krop.

Tag fx Obama, som lovede at lukke Guantanamo, men som her fire år senere ikke har lukket denne skamplet på den vestlige verdens ære endnu. Som nytårsaften underskrev NDAA, der giver præsidenten ret til at internere eller likvidere enhver uden rettergang og uden ret til, at de pågældende kan forsvare sig, både udlændinge og amerikanere, alene baseret på mistanker om terror eller "støtte" til terror, begge dele ting, som ligger i forlængelse af Bush-perioden, og som med NDAA endda går endnu videre. Og tag Obamacare, som Romney selv fik indført i mindre målestok i sin hjemstat - noget han undervejs i kampen om at blive nomineret forsøgte at skabe afstand til, men som han nu åbent vedkender sig og dermed støtter.

Der er mange ting, der viser, at Romney og Obama er fuldkommen ens. Se fx dette lille klip, der skærer det ud i pap, så alle kan forstå det (og updated, er det i det hele og store det samme):

http://www.youtube.com/watch?v=L_DztEoQglM

Og dette: den meget skarpe Chris Hedges: All of our hope now has to be invested in acts of civil disobedience. I intend to vote but I will not vote for Barack Obama. I'll vote for a third party candidate." - Chris Hedges
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=omiKV_6WnFg

Beklager meget, men jeg køber ikke illusionen længere.

Tak til David Steinberg for en udmærket kommentar.
Et amerikansk præsidentvalg er i bund og grund højdepunktet i et gennemgribende korrupt og morderisk system og ved at deltage som vælger giver man grønt lys til at fortsætte med slå uskyldige mennesker ihjel i et svimlende omfang og bryde alle de principper, som burde være en ufravigelig betingelse i et retssamfund.

Hvert parti beskriver det andet parti som noget djævlen har skabt, selv om begge i lige høj grad har prostitueret sig over for et kriminelt finanssystem, der har påført så megen sorg og ødelæggelse over hele verden.

Alt for mange mennesker falder på halen over en Obama, som ikke viger tilbage for at sætte sin underskrift på dødsdomme, uden efterlevelse af grundlæggende principper som domstolsprøvelse, med sine droneangreb på uskyldige mennesker. Alle ofre er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Der er ikke nogen principiel forskel på de monstrøse handlinger begået af et så depraveret menneske som Breivik i Norge og et menneske som Obama. Orwell har ikke levet forgæves. Vi har endnu til gode i vestlige mainstream medier at få beskrevet Obama som et monster, og jeg er bange for, at vi kommer til at vente forgæves.

Det er et sundhedstegn i det amerikanske samfund at næsten halvdelen af potentielle vælgere afholder sig fra at deltage i valget af deres præsident. Man kan kun håbe, at det er et tegn på ægte protest og ikke kun en handling truffet i apati.

Hverken Obama eller Romney har noget seriøst at sige om årsagerne til den finansielle krise; den manglende sigtelse af banker og bankfolk; den stærkt stigende ulighed i uddannelsesmuligheder, om indkomst og velstand, energipolitik og den globale opvarmning; det seneste årtis kolossale budgetunderskud og den følgende nationale gæld. Ikke et ord fra kandidaterne om det amerikanske straffesystem, hvor de med 5% af verdens befolkning og 2,3 mio. mennesker bag tremmer, både i antal og forholdsvist har langt den største andel af befolkningen bag tremmer. Selv et totalitæret styre som det kinesiske fængsler betydeligt færre mennesker end USA, ca. 600.000, selv med en 4 gange så stor befolkning.

Obama kan ikke være ærlig om de økonomiske skader, som en fuldstændig-ude-af-kontrol finansiel sektor har gjort sig skyldig i, fordi han desperat har brug for deres penge. En amerikansk præsident er altid den bedste, penge kan købe.
Erling Jensen, cand.jur, tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Heinrich R. Jørgensen

Mange tak for de to velinformerede, lødige og opvakte kommentarer. fra ditto kommentatorer.

Chris Hedges er i særklasse værd at forholde sig til. Han er en eminent formidler; navnligt på skrift, hvor formatet giver plads til at hans skarpe observationer og analyser kan foldes ud.

Chris Hedges udpensler nådesløst alskens illusioner i bestræbelserne på at destillere realitet og realisme. Han kan således umiddelbart virke som en selvskreven kandidat til titlen som klodens største lyseslukker og mest deprimerende bekendtskab. Men han er alt andet end end gnaven gammel mand, med trang til at sprinkle malurt og sprede mismod. Han er en fremragende pædagog og tutor, og hans sigte er menneskers emancipation fra illusioner og åg.