Martin Burcharths blog

Slående paralleller til præsidentvalget i 2004

Efterhånden som den amerikanske valgkamp lakker mod enden, bliver parallellerne til præsidentvalget i 2004 tydeligere og tydeligere. Ved en debataften på Information i slutningen af september nævnte jeg selv, hvor slående disse paralleller er.

I går under en briefing i New York bekræftede John Kerrys valgstrateg fra dengang, Robert Shrum, at der er noget om snakken.

”Vi har hele tiden vidst, at dette præsidentvalg ville blive et meget tæt opløb,” sagde Shrum.

”Landets vælgerbefolkning har været splittet i næsten to lige store blokke siden præsidentvalgene i 2000 og i 2004, men valget i 2008 var radikalt anderledes. For fire år siden havde vi en ekstraordinær præsidentkandidat, den første sorte i landets historie, og USA gerådede i den alvorligste finanskrise siden 1930’erne.”

Shrums pointe er, at tingene er vendt tilbage til den nye normaltilstand fra 2000 og 2004.

I det scenarie er det f.eks. ikke spor usædvanligt, at en siddende præsident ”dumper” til den første tv-debat og får et comeback i de efterfølgende debatter. Det er sket 7 ud af de sidste 8 gange, hvor en siddende præsidentkandidat skulle debattere sin udfordrer, bemærker han.

Det er heller ikke ualmindeligt, at meningsmålingerne svinger som et siv for vinden efter partikongresserne og ikke mindst mellem de tre tv-debatter.

”På dette tidspunkt i 2004 viste de fleste meningsmålinger dødt løb mellem senator John Kerry og præsident George W. Bush. Den stod 48 mod 48 pct. Mellem præsident Oabama og Mitt Romney står det lige nu 47 mod 47 pct.,” siger Shrum.

Og så gentager han den for Kerry og ham ærgerlige historie om, hvordan de tabte valget til Bush i 2004.

”Indtil den sidste weekend var vi foran i meningsmålingerne i Florida og Ohio. På valgdagen tabte vi Florida, men vi troede indtil det sidste, vi havde vundet Ohio. Vi tabte staten med kun 60.000 stemmer,” fortæller Kerrys tidligere valgstrateg.

Hvad skete der?

For dem der har glemt, det minder Shrum om videobåndet fra Osama Bin Laden, der blev offentliggjort af Al-Jazeera få dage før valgdagen, hvori terroristen opfordrede de amerikanske vælgere til at lade være med at stemme på Bush.

”Og var der nogen, som de amerikanske vælgere aldrig ville have lyttet til, var det bin Laden. Mange af de vælgere, der var bekymret for landets sikkerhed, gik derfor i sidste øjeblik over til Bush,” erindrer Robert Shrum.

Valgstrategens pointe er ikke, at en eller anden ekstern begivenhed vil begunstige Obama i sidste øjeblik. Det tvivler han på, selv om det naturligvis ikke kan udelukkes.

Snarere peger han på den omstændighed, at Obama har ført en ”fremragende” valgkampagne i en meget vanskelig atmosfære med høj ledighed og en mat økonomi.

”Sidste vinter og forår var det langt fra klart, at Obama kunne slå Romney,” indrømmer han.

Over sommeren forbedredes den økonomiske situation og noget af optimismen om fremtiden vendte tilbage i befolkningen.

Hertil skal lægges en målrettet forsøg sidne foråret på at ”definere” Romney i den offentlige bevidsthed.

”Meget tyder på, at Obama vil vinde Ohio. Det er skyldes ikke alene lånet til General Motors og Chrysler i 2009, men også Obama-kampagnens tidlige tv-reklamer i Ohio, hvori Romney blev beskrevet som en kynisk kapitalist, der lukkede arbejdspladser ned.”

Strukturelt set giver det amerikanske valgsystem desuden en demokratisk præsidentkandidat en indbygget fordel, fremhæver Shrum.

Præsidentvalg bliver vundet i det såkaldte valgmandskollegium, hvor 270 stemmer er tilstrækkeligt til en sejr.

”Obamas fordel er på forhånd at have så mange delstater i ryggen, at han kun behøver at vinde 30-40 flere valgmandsstemmer. En republikansk kandidats vej til et flertal på 270 er derimod op ad bakke hele tiden. Romneys udgangspunkt er at have mellem 190 og 210 sikre valgmandsstemmer,” siger Robert Shrum.

Den republikanske præsidentkandidats problem er kort og godt, at hvis han taber Ohio – hvilket noget tyder på lige nu – så skal han vinde Florida og næsten alle andre svingstater.

”Det er derimod nok for Obama at vinde Ohio og Virginia, udover de sikre delstater. Så har han et flertal på 270 stemmer,” konstaterer den demokratiske valgstrateg.

En meget smal sejrsmargin for Obama i valgmandskollegiet kan muligvis føre til en gentagelse af valget i 2000, hvor Al Gore vandt fleste stemmer på landsplan, men tabte til George W. Bush i valgmandskollegiet.

”Lige nu fører Romney med 6 pct. i Gallups tracking-måling på landsplan. Jeg kan ikke forestille mig, at han vinder 6 pct. flere stemmer på landsplan end Obama. Gallup er ude på overdrevet, hvilket kan skyldes, at de kun tæller vælgere, der siger, at de med 100 pct. sikkerhed vil gå ud og stemmer.”

”På den anden side kan man ikke i et så tæt opløb udelukke, at Romney vinder flest stemmer og taber valget.”

Til sidst: Shrum har en plausibel forklaring på rykket mod Romney efter den første tv-debat.

”Det var egentlig ikke så overraskende. For det første var han ikke så langt bagefter Obama i meningsmålingerne, som det blev angivet. For det andet havde han haft en frygtelig dommer med sin katastrofala fornærmelse af briterne på sin udlandsrejse og en mindre vellykket partikongres.”

”Så inden den første tv-debat var forventningerne helt i bund. Efter debatten undersøgte man i fokusgrupper, hvad der var sket og fandt, at det var folk, der havde stemt på John McCain, moderate republikanske vælgere og uafhængige vælgere der plejer at stemme på republikanere, der nu havde skiftet til Romney.”

Det forklarer ifølge Shrum, hvorfor valglandskabet efter første debat vendte tilbage til den nye normaltilstand fra 2000 og 2004.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu