Martin Burcharths blog

VP-duel: Bidens aggressive stil vigtig efter tam Obama

Joe Biden hjalp i går aftes sin chef, Barack Obama, med at genvinde noget af det tabte terræn fra sidste uges tv-duel med Mitt Romney i en skarp, livlig og underholdende tv-debat med vicepræsidentkandidat Paul Ryan på Centre College i sydstaten Kentucky.

Til forskel fra den første debat mellem hovedaktørerne var denne en indholdsrig meningsudveksling, hvor ingen seere kunne være i tvivl om den ideologiske kløft mellem de to vicepræsidentkandidater.

For fire år siden var Biden tvunget til at holde igen, da han mødte Sarah Palin i en tv-duel. Obama kunne have tabt de vigtige kvindestemmer i 2008, hvis hans makker havde undladt at udvise respekt overfor Palin.

Overfor Paul Ryan tog Biden derimod fløjshandskerne af.

De startede ud med en diskussion om den angiveligt manglende sikkerhed omkring det amerikanske konsulat i Benghazi, Libyen, da USA’s ambassadør og tre andre amerikanske statsborgere blev dræbt af væbnede militsmænd på 11-årsdagen for 11/9.

Så snart en temmelig robotagtig Ryan var færdig med sin kritik af Obamas Libyen-linje, sagde Biden afvisende: ”Hvisse, hvasse!

Sådan gik det hele vejen fra diskussionen om Iran, Afghanistan og Syrien, hvor de ikke syntes at være særligt uenige, og videre til Republikanernes forslag om at reformere sygesikringen for pensionister (Medicare) og give skattelettelser.

Biden var flere gange tæt på at optræde som en halsstarrig hund, skønt han ofte havde et storsmil på læberne og skiftevis grinede og rystede på hovedet af Ryan. Utvivlsomt behagede den noget nedladende stil ikke de vælgere, som endnu ikke har gjort op med dem selv, hvem de vil stemme på.

Paul Ryan virkede mere rolig, omend han af og til tabte tålmodigheden med den udfarende Biden og langede ud efter ham.

Endelig kom de 47 pct. på bordet

Det måske vigtigste øjeblik kom, da vicepræsidenten henviste til Romneys udtalelse i foråret, at 47 pct. af befolkningen lever af overførselsinkomster og derfor er afhængige af en forbundsstat, hvis programmer bliver beskyttet af Obama og demokraterne

Ryan svarede, at enhver kan lave fejl – hvilket Romney i øvrigt har indrømmet det offentligt. »Nogle gange kommer de forkerte ord ud af ens mund. Det ved Biden bedre end nogen anden,« lød der fra republikaneren.

Biden, der kendt for sine fortalelser, tog straks til genmæle: »Nuvel, men i de øjeblikke siger jeg altid min mening.«

Dysten faldt formodentlig ud til Bidens og demokraterens fordel, fordi han blot skulle holde sit på det tørre og undgå at tabe. Vindere og tabere i amerikanske valgdebatter bedømmes udfra de forventninger, der er blevet sat i medierne.

Før debatten sidste onsdag havde pressen beskrevet Romney som ‘underdog‘, og selv havde han flere gange i løbet af august og september skudt sig i foden med nogle unødvendige bommerter.

Det var derfor en positiv overraskelse for mange amerikanske tv-seere pludselig at opleve en veltalende og sammenhængende republikanske præsidentkandidat.

Ryan stod for aftenens største bommert

I går prøvede konservative kongresmedlem Ryan at gøre Romney nummeret efter, men hans forehavende virkede ikke særligt vellykket. Årsagen er primært, at Biden gik Ryan på klingen.

Republikaneren fik ikke lov til uudfordret at påstå, at en præsident Romney vil kunne bringe balance på budgettet og samtidig give en skattelettelse på 20 pct. til alle amerikanere. Både Biden og ordføreren ville vide, hvor der skal skæres i budgettet og Ryan kunne – chokerende – ikke give et konkret svar.

Det kan sagtens have været aftenen største brøler. Efter debatten hamrede lederen af Obamas valgkampagne, Jim Messina, på dette tema. Det kan blive et problem for Romney, at han ikke vil fortælle noget konkret om hvor pengene til skattelettelserne skal findes.

Det er usandsynligt, at vicepræsidentdebattens positive udfald for demokraterne vil ændre på meningsmålingerne. Typisk for dette tidspunkt af valgsæsonenen efter to partikongresser og fire tv-debatter viser meningsmålinger turbulens, som vil gå i sig selv, så snart de to næste tv-debatter mellem Obama og Romney er ovre i slutningen af oktober.

Martin Burcharth, Danville Kentucky

 

Kommentarer

Jeg vil gerne rose Martin Burcharth for altid interessante, to-the-bone og velskrevede artikler om amerikanske anliggender.