Martin Burcharths blog

Mitt Romneys villaer i Belmont

I går aftes vendte Mitt og Ann Romney hjem til deres rækkehus i Woodlands i Belmont og her til morgen ventes de at afgive deres stemme i et nærliggende ældrehjem på Beech Street, inden den republikanske præsidentkandidat rejser tilbage til Ohio og Pennsylvania for om muligt at vinde nogle ekstra stemmer på selve valgdagen.

Nu er det sådan, at Informations korrespondent efter mange års bopæl i Boston faktisk lever forbavsende tæt på Romney-familien. Så mandag eftermiddag satte jeg mig ind i bilen for at bese deres hjem og senior center. Det tager kun 5-10 minutter.

Umiddelbart forestiller de fleste sig vel, at Romney-parret bor i en herskabsvilla. Det er imidlertid en fejlantagelse. For et par år siden solgte de en luksusvilla på Marsh Street i Belmont og flyttede ind i et rækkehus, som godt nok ikke er lille. Tværtimod svarer det grå rækkehus i størrelse til en stor villa i Danmark. Den ligger i en åben compound, som også omfatter McLean Hospital.

I den tid Romney var guvernør i Massachusetts 2002-06, førte han og familien en lav profil. Han var hjemme kl. 18 hver dag for at være sammen med sin kone og børn og gik jævnligt i den lokale mormonkirke og deltog i forskellige sportsaktiviteter med sine drenge. Romney førte med andre ord en ganske ubemærkelsesværdig tilværelse i Belmont.

Der bor kun 25.000 mennesker i Belmont, som ligger klods op ad den større Boston-forstad Cambridge, hvor 200.000 mennesker har til huse og de to store universiteter Harvard og M.I.T. ligger. Byen har altid på mig virket som et søvnigt boligkvarter spækket med yndige villaer, store haver og masser af træer – lidt i stil med Hellerup og Gentofte nord for København.

Nogen egenart har Belmont ikke, andet end det smukke grønne bakkede landskab, som egentlig er charmerende.

Byen kan næppe siges at være det rigeste kvarter i Boston. Man kan let finde lige så velstående kvarterer i forstadsbyer som Brookline, Cambridge og Newton. Hvad der efter alt at dømme tiltrak Romney-familien, da de først slog sig ned i Belmont i 1971, var en relativ stor skare af mormoner.

Romney ejer også et sommerhus, som ligger nord for Massachusetts, nemlig i New Hampshire – en svingstat, han håber at vinde i dag. Herudover et hus i Los Angeles.

Det bemærkelsesværdige ved Romney-familien er, at de har levet en ret isoleret tilværelse i Belmont uden at have megen berøring med Boston. Mange af dem, jeg kender i Boston, ved utroligt lidt om Mitt. Han har aldrig været en "celebrity" i byen. Ingen synes særligt interesseret manden, efter at han forlod guvernørposten i 2006.

Det er formentlig grunden til, at han kun forventes at vinde 30-35 pct. af stemmerne i sin hjemstat, hvilket svarer til den republikanske vælgerandel. Næsten alle partiløse vælgere forventes at stemme på Obama. Det siger måske mere om folks holdning her i Massachusetts til den tidligere guvernør end om deres støtte til Obama.

Mitt Romney er stort set en betydningløs skikkelse i sin hjemstat. Man kan undre sig over, at han har valgt Boston som sit hovedkvarter og at han tilbringer valgaften her.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu