En ny generation af latinamerikanske forfattere skriver minimalistisk og realistisk, de skriver om fortidens diktaturer, om barndomserindringer og den personlige erfaring. Der er sket meget i den latinamerikanske litteratur, siden ’Hundrede års ensomhed’ udkom for 50 år siden. Men kontinentets litterære udvikling er i årtier blevet begrænset af bl.a. vestens ønske om en magisk realistisk litteraturproduktion

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun havde skrevet – og forklarer hvorfor

I komiker og manuskriptforfatter Anna Neyes nye satiriske bog 'Emma Gad for hvide' er der opskrifter på hvid chokoladekage, meditationsøvelser for hvide mennesker og et etikettekursus for hvide i selskab med ikkehvide mennesker. ’Det, at jeg er brun, er blevet italesat, så længe jeg har været ved bevidsthed,’ siger forfatteren, ’så kan vi ikke også snakke om, hvad det vil sige at være hvid?’

Det var på grund af hans manglende viden om litteratur, at Gabriel García Márquez med ’Hundrede års ensomhed’ kunne lave det totale miskmask af litterære greb, som magisk realisme er, mener ekspert i sydamerikansk litteratur. Nu er det 50 år siden, at romanen, der satte et overset kontinent på det litterære verdenskort og åbnede europæernes øjnene for latinamerikansk litteratur, udkom