Matthias Hvass Borellos blog

Åbenhed for lukkethed – og omvendt

Som kulmination på kunstdebatten var der onsdag aften lagt i ovnen til et brag i Kunstakademiets festsal, men selvom 230 mennesker var mødt op, endte debatten i et lille reflekteret knald. Lad os kalde det en markering...

Et forventningsfuldt debatpublikum strømmede til og blev sluset ind i Kunstakademiets festsal. Spændingen var intakt denne onsdag aften, for nu skulle der udgydes blod på kunstscenens alter. Tom Jørgensen har været udskældt på kunstscenen siden 1999, da han medforfattede serien Statens klike for kunst i Ekstra Bladet. Det var han igen med denne kunstdebat, som har rejst sig i Information den sidste måned, hvor to kunstformer og to holdninger til kunstens åbenhed stod overfor hinanden, og hverken teoretikere eller kunstnere ville vide af hans kritik eller rosende ’omklamring’. Nu måtte han argumentere for sin sag og modstanderne forklare deres afvisning. Det kunne kun ende galt. Heldigvis.

Tom Jørgensen vidste godt at det var hans stol i panelet, der var varmest. Han skulle høre på megen saglig kritik i løbet af aftenen, men startede ufortrødent ud.

Kunstkritisk overgreb
»I 90’erne oplevede man det ene mere langtrukne og gabagtige kunstnerinterview efter det andet, hvor alle de intellektuelle parader var oppe. I dag er der utrolig mange kunstnere, som hverken kommer med heftig ideologikritik eller lange teoretiske overvejelser. De har tværtimod et meget subjektivt billedsprog, hvor de åbent erkender, at de egentlig ikke aner, hvad de laver. De maler bare,« starter han. Det er en verdensomspændende trend i følge Tom Jørgensen og et generelt tegn på mere åbenhed i kunsten, men dele af kunstscenen vil stadig ikke debatere. Desværre.
»Vi er så bange for at blotte os og debatere kunsten og det skal vi sgu ikke være stolte af,« pointerer Tom Jørgensen.
»Jeg har i de sidste seks år rost disse kunstnere til skyerne. Men det er åbenbart ikke godt nok,« erkender han imens han vender sig mod den eneste kunstner i panelet Torben Ribe og vedkender sin kærlighed til den unge kunst:
»Jeg holder så utrolig meget af dine værker Torben!«
Men Torben Ribe vil stadig ikke vide af Tom Jørgensens ros og kritiserer debatten, som Information og Tom Jørgensen har anledt til.
»Det minder mig om den obligatoriske samtale under en familiefest, hvor en halvstiv kværulerende onkel insisterer på at diskutere kunsten, hvilket der jo ikke kommer noget frugtbart ud af,« fortæller Torben Ribe, som er endt i Tom Jørgensens kategori over ny fantasifuld og tilgængelig kunst.
Torben Ribes afværgende gestus forsøgte kunsthistorikeren Tine Colstrup at forklare fra salen. Hun pointerede, at Tom Jørgensens greb adskilte konceptualitet og sanselighed, hjerne og hjerte fra hinanden, hvilket for kunstnerne kun kunne føles som et overgreb på deres kunstpraksis.

Lukkethed i debatten
Kunsthistorikeren Rune Gade vendte debatten mod Informations kulturredaktør Peter Nielsen. For hvorfor en debat om ’Lukkethed’, når nu kunsten nyder så bred interesse i det danske samfund?
»Her er der en debat, som bygger på en idé om konflikt. Det intellektuelle versus det sanselige. Og den konfilktvinkling er med til at lukke døre fremfor at åbne dem. Dette er iscenesat polemik,« siger Rune Gade. Han mener, at den manglende kritiske formidling af kunsten er kilden til de lukkede døre – ikke kunstscenens intellektualitet. Og herfra fyldte kunstkritikken og kunstformidlingen en del i aftenens debat, som langsomt tog til i intensitet og flere bød ind, som aftenen skred frem.
Karin Hindsbo, som er daglig leder af Den Frie Udstillingsbygning og bestyrelsesformand i UKK (Unge kunstnere og kunstformidlere) supplerede.
»Jeg synes ikke den her debat adskiller sig fra resten af kunstformidlingen i den brede presse. Jeg synes faktisk, der er en påfaldende lighed,« forklarer hun. I Karin Hindsbos øjne er det en udpræget danskhed, der præger debatterne.
»Vi er allesammen en flok bonderøve, og kan vi for fanden ikke snart komme videre.« Og hun ender med at pege på sig selv som kunstformidler.
»Jeg mener, der må være et eller andet, som vi formidlere bare ikke har gjort godt nok. Så i stedet for at svine andre til i den her sammenhæng, vil jeg som formidler og leder på en kunstinstitution bare sige, at jeg krafteddermageme skal gøre det bedre fremover.« Applaus for selvransagelsen.

Åbenhed for lukketheden
Kunstformidlingen var et varmt emne under debatten. Og den gængse formidling blev netop karakteriseret ved at være forudsigelig og fokuseret på skandaler og konfliktvinkling. Den kunst, der falder udenfor nyheds-skandale-kriteriet får simpelthen ikke taletid. Man skal derimod tage kunstens præmisser alvorlige, var pointen flere gange denne aften.
Camilla Jalving, som også er kunsthistoriker, stiller spørgsmålstegn ved vores foreståelse af det lukkede og det åbne i og omkring kunsten, og for hvem den er åben eller lukket. Til sidst forsøger hun at udredde forvirringen i salen. Heldigvis.
»Kan det være, at der er kunst, som er lukket for den ene men åbent for en anden – og omvendt? Hvis man vil have dialog, som for eksempel i aften og når vi møder kunsten, handler det mere om åbenhed for lukketheden,« forklarer, forklarer Camilla Jalving og mæglede således i en debat, som var savnet og tændte publikum og panel, der både fik åbnet og smækket nogle døre i.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu