Media Hack Days Reinventing the media industry

Derfor er The Guardians indhold åbent

30-årige Jenny Sivapalan (th.) ville oprindeligt være fysiker, men endte i stedet som udvikler på en af verdens største aviser

Jens Holm

Store udenlandske medier som The Guardian åbner sin data op for alle, der har lyst til udvikle og formidle deres indhold på nye måder. Hvorfor egentlig?

Hos den britiske avis The Guardian er informationen fri. På mediehusets hjemmeside møder du ingen betalingsmur, når du læser den kvalitetsjournalistik, som virksomheden er kendt for at levere. Og avisen slår yderligere et slag for åbenheden ved at gøre udviklere, borgere og virksomheder i stand til at suge et uoverskueligt stort antal af informationer ud af godt 1.8 millioner artikler i mediets enorme aktiv.

Den åbne og nemmere adgang til indholdet har over en årrække udviklet sig til at blive en katalysator for udviklingen af virksomhedens kommercielle produkter. Det fortæller udvikleren Jenny Sivapalan, som repræsenterede The Guardian ved Media Hack Days i Aarhus i weekenden.

Giver troværdighed

På The Guardians hjemmeside fremgår det, at mediehusets journalister skal arbejde efter et åbenhedsprincip, som skal give læseren »det bredeste perspektiv og hele billedet,« når historierne formidles. »Det er selvsamme principper, vi forsøger at gøre gældende i alle afdelinger. Det, at være åben, er også vigtigt fra et udviklingsmæssigt synspunkt,« mener Jenny Sivapalan.

Hvorfor er det vigtigt for The Guardian at være åbne?

»Det er et etos, som mediet er bygget på. Her taler vi om åben journalistik. Det vil sige at være ærlig, og at beskrive nyheden fra begge sider.« fortæller Jenny Sivapalan.

Avanceret søgeværk til alle

Som udvikler arbejder Jenny Sivapalan med udviklingen af det frit tilgængelige Content API, som basalt set er et søgeværktøj, der kan gennemtrawle avisens artikler, og derefter levere resultaterne i et dataformat, som er nemt at efterbehandle for udviklere. »Det er en database, der indeholder alle artikler fra 1998, hvor vi gik online. Det gælder også information omkring artiklens tags, sektioner, tekst, rubrikker og alt andet indhold, som kan indekseres,« siger Jenny Sivapalan.

Udviklingen af Content API startede i 2010, og blev oprindeligt startet fordi avisen manglede et system, der nemt og hurtigt kunne bruges som motor i nye kommercielle projekter.

»Det var svært og langsomt at arbejde med vores gamle klassiske database-system, når der opstod nye ideer til nye platforme,« fortæller hun. I dag er Content API den foretrukne datakilde, når udviklere og journalister samarbejder om at lave nye formidlende produkter til The Guardians hjemmeside og mobile-applikationer.

»Vores udviklere begyndte at bruge Content API i højere grad. De erfaringer blev givet videre og folk kunne se, hvor nemt det var udvikle applikationer baseret på Content API,« siger Jenny Sivapalan.

Britisk data udnyttes i Aarhus

Det er ikke kun i den engelske avis’ egne afdelinger, de store datamængder fra Content API er i spil. Til Media Hack Days i Aarhus har holdet News navigator valgt at basere sit projekt på de åbne data fra The Guardian. »Vi laver et projekt, der giver læseren et bedre overblik over store temaer, der kunne bestå af måske 100 artikler,« fortæller Julie Lykke Sørensen, medudvikler af News Navigator og til dagligt journalist og redaktionel udvikler hos Fynske Medier.
News Navigator-holdet består af én programmør, én designer og et par journalister, som sammen forsøger kæmper for at få at få projektet færdig inden deadline søndag eftermiddag.

»Vi arbejder på at genere en visuel tidslinje, der indeholder alle artiklerne i temaet, som skal kunne sorteres efter relevans. Tidslinjen er et alternativ til den klassiske visning, hvor mange medier viser temaer med en lang liste af artikler.« siger Julie Lykke Sørensen. Historisk set er The Guardians Content API brugt til flere andre såkaldte hackathons, også internt i mediehuset.

»Vi afholder interne hack-arrangementer hos The Guardian hvert halve år, hvor vi særligt bruger tid på den visuelle formidling,« fortæller Jenny Sivapalan.

Andre har også haft fingrene nede The Guardians data og skabt applikationer. Blandt andet projektet Year In Review, der viser de Guardian historier, der har hittet mest på de sociale medier.

Spotify har udviklet Guardian Spotify app, som også benytter sig af Content API til at trække informationer ud af avisens musikanmeldelser.

Samarbejdet udvides på tværs af afdelingerne

På grund af den teknologiske udvikling, der forandrer den digitale formidling, er udviklingsafdelingen hos The Guardian vokset fra 70 til 140 udviklere på blot to år.
»Her ser vi at udviklerne i langt større grad kobles direkte sammen med journalister i redaktionerne,« siger Jenny Sivapalan, der mener, at det vil være en tendens, som vil fortsætte i fremtiden.

»Hvis vi kigger mod USA, så foregår der et større samarbejde mellem de forskellige medarbejdere på de store medier som eksempelvis The New York Times.« The Guardian kigger særligt over på den anden side af Atlanten, når der skal hentes inspiration hjem.

»Vi er måske lidt på forkant andre nyhedsorganisationer i Storbritannien, men The Guardian har i dag ét åbent API, mens The New York Times har 14,« forklarer hun.

Om denne blog

Hvordan gentænker vi medier og formidling i en digital æra?

D. 2.-4. maj 2014 samles nogle af landets mest kreative hjerner – programmører, journalister og digitale designere – for at skabe konkrete bud på det spørgsmål. 

Media Hack Days i Aarhus er et hackathon og et laboratorium for radikal medieinnovation.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu