Simon Evans er fra en generation, der ikke gør sig håb om andet end indvendige politiske omvæltninger, så hvor Fahlström gik til verden som modernist, går Evans til den som en klassisk postmodernist skubbende sit eget verdensbillede foran sig
John Kørner er gået fra problemer som et poetisk begreb til problemer som motiv. Og det er stadig lige enerverende, når han moraliserer og lige fantastisk, når han maler
Konfrontation på Den Frie er et sammenstød både mellem ny og gammel og krigerisk og underspillet. En håndfuld ældre kunstnere er hentet op af graven, og et par unge minder os om, at de stadig er her
Olafur Eliasson er den mest magtfulde i dansk kunst, og det er han, fordi han blandt andet forstår at spille magtspillet, som har afgørende indflydelse på, hvem der bliver til noget
Liberal Alliance har dekoreret deres gruppeværelse med pubertære malerier uden indhold. Det ligner kunst, men kommer aldrig til at virke som sådan. Men hvad betyder det, når skilderierne kan så meget andet?
Måske er det svært at kende forskel på Krøjer og Wesselmann, men det er ingen undskyldning for, at Bruun Rasmussen har vendt et værk af sidstnævnte på hovedet
Den kuraterede del af Venedig Biennalen er et opgør med interne referencer, de store armbevægelser og konsensuspolitiet. Forventningerne til kunsten er ved at lande
