serie
Epidemien IV
Antallet af amerikanske børn, der bliver sat i pleje, fordi forældrene har et misbrug eller er døde af overdosis steg sidste år for fjerde år i træk. Misbrug var årsagen til hver tredje tvangsfjernelse i 2016. Sidste år var 6400 børn i pleje i West Virginia – 1000 flere end året forinden.

Mary Kathryn Mullins var afhængig af opioider og døde af en overdosis. Hun blev 50 år.

I den lille kulmineby Madison i West Virginia er alle ramt af opioidkrisen, og her levede og døde Mary Kathryn Mullins. Vi tegner et portræt af en by og et liv gennem seks mennesker, der alle kendte hende.
Epidemien er en serie i seks afsnit af Line Vaaben og Sigrid Nygaard. Dette er afsnit 4.
Chelsea Carter fortæller
Tidl. misbruger, købte stoffer hos Mary Kathryn
Chelsea Carter fortæller
Tidl. misbruger, købte stoffer hos Mary Kathryn
Hvis ikke jeg var kommet i fængsel, havde jeg også været død. Jeg har været til begravelse for mindst 15 mennesker, som jeg har gået i skole eller været på stoffer med. Men sådan er det: Til sidst slår stofferne dig ihjel.

Mit navn er Chelsea Carter, jeg er 31 år gammel, og jeg er tidligere misbruger.

Jeg voksede op i Madison med to hårdtarbejdende, veluddannede forældre. Min mor er tandtekniker, min far har været borgmester her i byen, og den nuværende borgmester er min onkel.

Alle i min familie har været læger eller jurister gennem generationer, og to af gaderne i Madison hedder Chelsea Street og Lindsey Street, opkaldt efter min søster og jeg.

Når et menneske dør af en overdosis, er det den eneste måde, de bagefter bliver husket. Som en af dem, der døde af en overdosis. En af mine pushere hed Mary Kathryn. Hun var meget ældre end mig og havde været misbruger længe, men i dag er hun død. Stofferne tog hende. Det er så trist.

Da jeg var 12 år gammel, havde jeg en jævnaldrende veninde, hvis far tog stoffer og også lod hende prøve. Når hun kom i skole efter weekenden og fortalte, hvordan hun havde drukket alkohol, røget pot og taget kokain, syntes jeg, det lød fantastisk. Mine forældre var jo kedelige i sammenligning. Og en weekend sov jeg hos hende og drak og prøvede piller for første gang. Det var i femte klasse.

Jeg havde ellers en tryg opvækst. Jeg er aldrig blevet misbrugt eller slået. Faktisk havde jeg alt, hvad jeg ønskede mig: Jeg havde mit eget værelse. Hvis jeg ville have tøj, tog min mor mig med hen i centeret, og min far købte en bil til mig, da jeg fik kørekort.

I skolen var jeg populær, jeg var en virkelig dygtig gymnast og All-Star cheerleader. Men der var noget, der klikkede, da jeg prøvede stoffer: Jeg ville bare gerne være høj.
Chelsea Carter kommer i kirke, så ofte hun kan. Denne søndag sammen med sin niece Aubrey, som hun ofte passer. Til højre på bænken Chelseas søster Lindsey. I byen Madison er to gader opkaldt efter søstrene – deres far var i mange år borgmester i byen.
I mine teenageår var jeg bare weekendmisbruger. Mine forældre anede intet, og det var ikke svært at holde det hemmeligt, for jeg havde ikke brug for stofferne på det tidspunkt.

Men det ændrede sig, da jeg var 16 år. Indenfor få dage mistede jeg både min ene bedstemor, som jeg var meget tæt knyttet til, og en af mine virkelig gode venner, som kørte galt i sin bil.

Den dag, han blev begravet, prøvede jeg smertestillende piller, Oxycontin, for første gang.

Det er et præparat rettet mod kræftpatienter, og da de kom på markedet, sagde man, at det var den mindst afhængighedsskabende smertestillende medicin. Men det var løgn. Alle blev hooked.

Jeg ville gøre alt for at få fat i de piller. Jeg elskede dem. Jeg følte, at de fjernede alle mine problemer. Men de var dyre: 650 kroner for en enkelt pille. Jeg boede stadig hjemme og fik penge fra mine forældre. Jeg fortalte dem, at jeg skulle i biografen eller ud og spise, men i virkeligheden brugte jeg pengene på stoffer.

Som 19-årig begyndte jeg at date en pusher, der var 20 år ældre end mig, og i den periode kom min afhængighed helt ud af kontrol.

Han gav mig, hvad jeg gerne ville have og fik sex til gengæld. Det var et psykisk voldeligt forhold, men jeg turde ikke gå fra ham, fordi jeg var bange for, at jeg ikke havde råd til mit misbrug.

På det tidspunkt tog jeg piller for omkring 7.000 kroner om dagen. Efter vi gik fra hinanden, begyndte jeg at stjæle alt, jeg kunne komme i nærheden af.

Jeg stjal endda fra min bedstemor for at få penge til stoffer. Hvis hun havde lidt småpenge liggende, puttede jeg dem i min pung, når hun vendte ryggen til. Jeg stjal hendes kædesav og pantsatte den. Senere kom jeg med i en bande, der lavede røverier.

I begyndelsen er det fedt at være høj, man får energi og er samtidig ligeglad med alting. Men efter et stykke tid er det ikke sjovt længere. Man bliver følelsesløs.

De første år sniffede jeg knuste piller, men da det ikke længere gav mig et sus, begyndte jeg at skyde mig selv – selv om jeg ellers var meget bange for nåle. Min far bemærkede mine sår på armene og forsøgte at få mig i behandling, men jeg var ikke klar.

Den 27. september 2007 stod jeg på tankstationen Exxon i Madison for at købe stoffer, da jeg blev omringet af politibetjente. En af de andre i det slæng, der begik røverier, var blevet anholdt, og nu kom turen til mig.

Jeg husker datoen, fordi den blev et vendepunkt for mig. Den betjent, der gav mig håndjern på, sagde: »Chelsea, du er bedre end det her.«

Jeg tænkte bare: ’Nej, jeg er ikke.’ Jeg skammede mig over den, jeg var. Historien var på forsiden af den lokale avis Coal Valley News. Det var et stort chok for mange mennesker, at borgmesterens datter var med i en bande. Ingen i min familie har nogensinde været rodet ind i kriminalitet.

Min bedstemor sagde til mig, at jeg havde kastet skam over familiens navn.

Jeg blev sigtet for 17 overtrædelser, blev dømt for to af dem og stod til op mod 20 års fængsel.

Byens dommer, Judge Thompson, tilbød mig at blive løsladt på prøve, hvis jeg kunne holde mig fra stofferne. Jeg var ikke klar til at stoppe med pillerne, og jeg forsøgte at snyde med urinprøverne, men jeg blev opdaget. Og så sendte Judge Thompson mig i fængsel i ti dage.

På den tiende dag blev jeg ført ind i retten. Jeg svedte og rystede af abstinenser. Jeg sad der i mit orange fangetøj, og Judge Thompson gav mig et ultimatum. Jeg kunne enten vælge fængsel eller behandling. Jeg valgte det sidste.

Jeg tjekkede ind på en behandlingsinstitution, hvor jeg blev afgiftet hen over 30 dage med hjælp fra andre tidligere stofafhængige. Mennesker, som havde oplevet ting, der var langt værre, end jeg havde, men som alligevel levede et liv uden stoffer. Jeg tænkte: ’Det er det, jeg vil.’
I Church of Christ i Madison beder menigheden for dem, der er syge. Der bliver talt om både fristelse og tilgivelse, sunget og samlet penge ind til missionsarbejde.
På væggen på mit arbejde hænger to billeder, der skal minde mig om min udvikling: Mit mugshot – der blev taget af mig, da jeg blev anholdt. Og et billede fra da jeg fik min bachelor i psykologi, hvor jeg står med mit eksamensbevis. Der er langt imellem de to kvinder.

I USA er det sådan: ’En gang kriminel altid kriminel’, og det du har gjort, står på din straffeattest resten af livet. Men jeg ville gerne vaske tavlen helt ren, så jeg besluttede mig for, at jeg ville benådes. Det var et spørgsmål om stolthed.

Gennem årene har jeg stillet op og fortalt om mit misbrug alle steder, hvor der var brug for det: På skoler, til konferencer og i politiske sammenhænge. Jeg har endda mødt både præsident Obama og Hillary Clinton.

Hver eneste gang har jeg sagt: ’Jeg vil ikke have penge, men skriv en anbefaling.’ Jeg samlede det hele og skrev til guvernøren i West Virginia Errol Ray Tomas og bad ham om at suspendere min dom.

Jeg skrev mere end en gang. Og til sidst lykkedes det: I marts 2018 blev jeg benådet. Det er over tyve år siden, det sidst er sket her i Boone County.

Jeg har også taget en mastergrad i socialt arbejde, og de seneste fem år har jeg arbejdet på en privat klinik, der udleverer nedtrapningsmedicin til 270 klienter. Når jeg har fri, bruger jeg al min tid på at hjælpe tidligere misbrugere.

Stofferne ødelægger Madison. Antallet af hjemløse stiger. Det slår generationer ihjel. Uden skelen til alder, race, køn eller hvor man kommer fra socialt. Faktisk er det nærmest blevet almindeligt i middelklassen, at naboen gør det: ryger pot, tager piller, skyder heroin. Eller dealer med stoffer.
Hos Chelsea og David, bliver niecen Aubrey forkælet. Efter at de har været i kirke, skal de ud og sejle på søen i familiens båd.
Vi mødte hinanden, da vi var misbrugere, David og jeg. Han var den eneste, jeg ikke fjernede mig fra, da jeg blev clean. Vi blev gift i 2011.

Stort set alle i hans familie er misbrugere, og han fortsatte med stofferne, men det var svært, og til sidst kunne han godt forstå, at han ikke kunne være sammen med mig, hvis han blev ved.

De seneste to år har han også været clean, som den første i sin familie, der nogensinde er stoppet. Vi bor i en trailerpark i et område, jeg ikke er særlig vild med, for der er mange stoffer i den del af byen. Vi kunne godt tænke os at flytte.

Davids søster har også problemer, og vi passer ofte hendes to børn. Især min niece Aubrey på fem år bor hos os i perioder. Jeg elsker hende, og hun elsker mig, som om jeg var hendes mor. Vi er det eneste stabile i hendes liv.

Jeg vil så gerne have mine egne børn. Vi har prøvet i mange år, men det er ikke lykkedes. Det er svært at se på alle de mennesker, der tager stoffer, som ikke kan passe deres børn, men som godt kan blive gravide. Det føles uretfærdigt.

På mit venstre håndled har jeg tatoveret datoen for den dag, jeg blev clean. På det andet står der ’God saved me from myself’.

Jeg går i kirke næsten hver søndag. Det giver mig fred. I NA, Anonyme Narkomaner, beder vi til en magt, som er større end os selv, og det behøver ikke være en bestemt religion. For mig var den magt engang stofferne. Nu er det Gud.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital tilrettelæggelse: Jens Christoffersen

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Frede Jørgensen
  • David Zennaro
  • Torben Lindegaard
Kristen Carsten Munk, Frede Jørgensen, David Zennaro og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Gotfredsen

Jeg er stadig begejstret over dette fokus, klart, som gadejurist gennem mere end 20 år. Men der er også et problem med den helt ukritiske tilgang. Når fortælleren fx som her får lov både at blive beskrevet som nuværende fagperson og at sige noget så forvrøvlet om opioider, at “Alle blev hooked”, uden nogen som helst journalistisk oprydning, så er det altså temmelig problematisk.

Peter Borre, Lise G Bjerregaard og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Den mest interessante vinkel på denne problematik, starter med et hvorfor?
Det er en journalistisk undladelsessynd blot at beskæftige sig med de spektakulære symptomer på et sygt samfund.