VIDNESBYRD

#jegblevvoldtaget

DEL 6
Jeg var 17 år og lige flyttet hjemmefra. Gik på gaden tæt på mit hjem med de brændende husdørsnøgler i lommen og følte glæden ved mit begyndende voksenliv med egen bolig. På et tidspunkt henvendte en mand sig til mig og spurgte om vej. Jeg fortalte ham, hvor han skulle hen, hvilket betød, at han et stykke skulle samme vej som jeg. Han gik tæt bag ved mig, men da jeg nåede frem, havde jeg egentlig glemt alt om ham. Pludselig inde i porten greb han mig og tvang mig ned på trappen. Det næste, jeg husker, er, at han lå oven på mig og forsøgte at åbne mine bukser. Jeg strittede imod, mens jeg tænkte: »Nu sker det … jeg bliver voldtaget. Og mon han også vil slå mig ihjel?«

Jeg kom i tanke om, at min mor havde lært mig at sparke mænd i skridtet, men da han jo lå oven på mig, forsøgte jeg i stedet at få fat i hans skridt med mine hænder og klemme så hårdt, at han opgav.

Pludselig så jeg ud af min øjenkrog et menneske gå forbi den åbne port, jeg råbte. Manden sprang op, jeg rejste mig og løb op ad min trappe. Længere oppe vendte jeg mig og råbte et eller andet, jeg ikke husker, ned til ham. Jeg hørte, han løb et par trin op imod mig, og derefter løb jeg alt, hvad jeg kunne, op til min dør og lukkede mig ind.

Jeg anmeldte intet, da der jo ’ikke var sket noget’ – jeg slap jo – og desuden havde jeg en følelse af, at det var min skyld. Jeg havde jo talt med og vist ham vej.

Ikke så lang tid efter – jeg var vel 18-19 år – var jeg på besøg i København sammen med min daværende kæreste. Vi skulle til en koncert. På et tidspunkt var jeg blevet for fuld og ville sove, mens min kæreste ville feste videre. Han fulgte mig over til en bekendts sted i nærheden, og jeg blev lagt i seng iført alt mit tøj. På et tidspunkt vågner jeg, ved at en af beboerens venner har trukket mine bukser ned og er trængt ind i mig bagfra. Jeg får ham puffet væk og lægger mig til at sove igen.

Dagen derpå og i tiden efter tænker jeg på, om det var min egen skyld: Havde jeg i søvne gjort noget, som havde fået ham til at tro, at jeg ville have sex med ham? Igen fortæller jeg intet til nogen som helst.

Mange år senere ser jeg ham i Netto stå ved kassen sammen med sin kæreste og to små børn. Alle følelserne vælder op i mig igen. Jeg hader ham, fordi jeg stadig går rundt med alle følelserne, tvivlen, skammen, mens han står dér. Han kunne ikke engang kende mig.

Mens jeg har skrevet dette vidnesbyrd, har jeg oplevet usikkerheden og skammen (skal jeg sende det?), tårerne, som pludselig vælder frem (tænk, at det stadig sidder i mig så lang tid efter!), følelsen af nødvendigheden af at dele det med andre kvinder (vi er ikke alene!) og til slut en rasende følelse ved på skrift at genopdage, hvorledes ansvaret for ikke at havne i de situationer påhviler mig:

Og jeg synes, det er helt urimeligt. For mig, for mine døtre og for alle kvinder.

Mette Weismann
46 år, gymnasielærer
SERIE
Mens voldtægtsdebatten kører, sætter Information fokus på ofrenes fortællinger.

På information.dk vil kvinder og mænd dele deres vidnesbyrd. Bryde tabuet. Kræve retten til deres fortællinger. Historierne er alene baseret på ofrenes egne fortællinger.

Læs alle vidnesbyrdene her:
#jegblevvoldtaget
Alting var allerede faldet fra hinanden. En forælder var netop død, den anden ramt af en hjerneblødning, og jeg selv var lige flyttet hjemmefra til et nyt sted, hvor jeg ikke havde nogen venner.

Da nogle folk, som sad og hyggede sig i boligkarreens fællesområde, bankede på min rude og insisterede på, at jeg kom ud til dem, kunne jeg ikke se nogen grund til at lade være. De tilbød mig et par øl, og vi sad og nød en af årets første solskinsdage.

Da solen begyndte at gå ned, ville jeg hjem og lave aftensmad. En fra flokken spurgte mig, om han måtte gå med for at låne håndvasken. Fint med mig. Jeg havde ingen mistanke. Det skal lige siges, at jeg aldrig er blevet opfattet som attraktiv eller fuld af sexappeal. Jeg er bygget som en Ferguson og har altid grinet, når nogen spurgte, om jeg var bange for voldtægt.

Jeg lukkede ham ind i lejligheden, hvor han brugte håndvasken, men i stedet for at gå hjem, satte han sig overskrævs på mig, hev pikken frem og kommanderede: »Kys den«. Nej, sagde jeg. Han gentog, nu med en meget bestemt, ru stemme: »kys den«. Jeg kyssede den i håb om, at han så ville gå væk. Det gjorde han ikke. Jeg kan huske, at jeg stirrede på et familiefotografi, der stod på hylden og messede 'nejnejnejnej', mens han gjorde, hvad han ville. Jeg husker også, at jeg fortalte ham, at jeg havde menstruation, men det virkede heller ikke. Han rejste sig og gik på toilettet, hvor jeg hørte ham tale i telefon.

Imens nåede jeg at skrive en sms til den største, stærkeste, mandlige kammerat, jeg kender: »Hjælp, bliver voldtaget«. Jeg vidste ikke, hvem jeg ellers skulle bede om hjælp. Jeg supplerede dengang min kontanthjælpsindtægt ved at sælge lidt hash, og syntes ikke, jeg kunne ringe til politiet. Jeg nåede lige at trykke send, inden han kom ud fra toilettet, og næsten samtidigt bankede det på hoveddøren, som han tillod sig at åbne. Det var to af hans kammerater, som jeg forstod havde stået og holdt vagt. Jeg havde overvejet at bide pikken af ham, men med dørmændene derude, var det ikke længere en mulighed. Der var kun én ting, jeg kunne gøre. Det tog nok en time, så gik han og tog vennerne med sig. I lang tid bagefter kunne jeg ikke åbne vinduet, uden at hans venner råbte og spurgte, om jeg ville lave noget med dem.

Senere tvang han sig ind i min lejlighed og stjal alt af værdi.

Tiden efter var næsten det værste. Voldtægten var slem, men havde det bare været den enkelte oplevelse og ikke noget, der med fangarme bredte sig i mit liv, så jeg aldrig kunne slappe af eller føle mig tryg nogen steder. Jeg kunne ikke bare åbne et vindue, når solen varmede. Jeg kunne ikke bare gå ned til købmanden efter en liter mælk. Efter et års konstant angst og hjertebanken fik jeg endelig skrabet penge nok sammen til at forlade lejligheden. Det er 14 år siden, det skete. Årene går, sårene heler, man kommer videre. Man står op, oplever lidt, går i seng, og på et tidspunkt har man gjort det så mange gange, at nye oplevelser lægger en tilstrækkelig distance til fortiden.

Der kan selvfølgelig stadig være mén. I mit tilfælde har jeg ikke haft et normalt forhold til mad siden. Jeg brugte først et par år på at kaste op. Så brugte jeg nogle år på at overspise, og nu er mit stakkels fordøjelsessystem helt rundt på gulvet. På et tidspunkt indså jeg, at nok kunne han frarøve mig min værdighed i en time, men han kunne ikke tage den fra mig for altid. Et røvhul skal ikke have lov til at definere mig som person resten af mit liv, det er op til mig at bestemme.

Majken Beck er et opdigtet navn for at sikre, at gerningsmanden ikke kan identificeres. Kvindens rigtige navn er redaktionen bekendt.

Majken Beck
35 år, nyuddannet kandidat
I 1975 var jeg 25 år, en voksen kvinde, der fra 17-årsalderen var vant til at bevæge sig rundt i København på alle tider af døgnet. Det kunne man faktisk godt dengang, men jeg havde også en rigtig god ballast fra min mor og min mormor.

En dag i foråret tog jeg i byen med en veninde, og på et af Københavns dansesteder blev jeg belejret af en mand i 30’erne, som gjorde stormkur til mig. Jeg var nu vant til at holde begge ben på jorden og var ikke bange for at sige fra, men denne mand gjorde jo alt det rigtige, dansede dejligt og overskred på ingen måde mine grænser.

Da jeg gerne ville hjem, tilbød han, at vi kunne hente hans bil ved hans bolig, og så ville han køre mig hjem. Da vi nåede til hans gade, sagde han, at bilnøglerne lå oppe i lejligheden, og spurgte, om jeg ville vente eller gå med op efter dem. Jeg gik med op! Da hans hoveddør lukkede bag os, blev han en anden person. Jeg blev kommanderet rundt i to timer, og han voldtog mig to gange. Jeg var så bange, så jeg lod ham få, hvad han ville have, men efter anden voldtægt fik han anger og ville følge mig hjem. Jeg bad ham ringe efter en taxa og fik lejlighed til at smutte ud af hoveddøren, nøgen med mit tøj under armen. Jeg nåede ned på gaden, før jeg turde tage tøj på.

Jeg følte i dén grad, at jeg selv var skyld i voldtægten, da jeg frivilligt var gået med op i hans lejlighed, og jeg vidste allerede dengang, at en afhøring hos politiet ville være lige så ydmygende som voldtægten. Så jeg anmeldte den aldrig.

Jeg holdt historien for mig selv, da jeg simpelthen følte mig så dum, netop fordi jeg jo var vant til nattelivet og havde klaret mange situationer selv.

Flere år senere mødte jeg manden igen en aften i København. Han gik i gang med endnu en stormkur, men så jeg spurgte ham, om han kunne huske, at han havde voldtaget mig i hans lejlighed. Han forsvandt hurtigt, men jeg tænker, der kan have været mange kvinder, der har haft samme oplevelse med ham. I dag, 40 år efter, ved jeg, at offeret aldrig er skyld i en voldtægt. Det kan vi råbe højt og længe, men jeg må bare erfare, efter at have hørt eller læst om unge kvinders nyere voldtægter, at besøget hos politiet stadig kan være en ydmygende affære. Hvad er der sket i alle de år?

Ikke noget nævneværdigt åbenbart.

Karin Hagen Olsen
65 år, pensioneret grafiker
CREDITS
Journalist: Lærke Cramon
Redaktør: Anna von Sperling
Foto: Sigrid Nygaard, Polfoto, Privatfoto
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 27.februar 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Ann Thomsen
Ann Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

1000000000000 tak til alle jer modige og stærke kvinder, som tør stå frem med jeres historier. Det har fået mig til at grave nogle fortrængte oplevelser frem i lyset. Og givet anledning til gode samtaler med min datter. Tak for til Information også. Kunne I evt. på den ene eller anden måde gå videre med disse vidnesbyrd, så de kommer ud til en endnu
større kreds? Bla. til opinionsdannere og politikere.