’Amerikansk økonomi ville aldrig kunne klare sig uden dem’

Mange amerikanske provinsbyer oplever en stigning i tilflytningen af latinoer og dokumentløse immigranter. I Siler City i North Carolina udgør de efter 30 års indvandring halvdelen af indbyggerne. De fleste af byens borgere accepterer forandringen. Men nogle hænger fast ved de gamle tider og vil stemme på Donald Trump
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet
Digital produktion: Alexander Sjöberg
Som barn i den lille by i sydstaten North Carolina savnede mexicanskfødte Janet Ramirez sin mor, Beda, hver dag året rundt.

»I Mexico var vi vant til at have hende hjemme om eftermiddagen. I USA så vi hende næsten aldrig. Mor arbejdede på tre job, og i weekenderne gjorde hun rent i hvide folks huse,« fortæller 22-årige Janet en oktoberaften i familiens mobile home i Siler City.
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Første stop er Siler City i North Carolina.
Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Ramirez-familiens historie er typisk for millioner af dokumentløse indvandrere. De flygter fra nød og bandekriminalitet over grænsen til USA med nogle få ejendele og et telefonnummer på en nær eller fjern slægtning.

Efter en udmattende rejse og ankomsten til en provinsby som Siler City tager de taknemmeligt imod et beskidt og farligt job på en fjerkræfabrik til mindstelønnen – et job, hverken hvide eller sorte amerikanere ville drømme om at tage. Og for at klare det økonomisk tager de hver dag en ekstra tjans på en eller to fastfoodrestauranter.

Kun de færreste har tid til at lære engelsk. Deres børn må fungere som tolke. I Siler City var det indtil for nylig helt normalt, at et barn af en latino måtte forlade sit klasseværelse for at hjælpe sine forældre med at oversætte til engelsk hos en læge, på politistationen eller på rådhuset.

Forløbet er typisk for alle nye grupper af immigranter, fortæller journalist og forfatter Paul Cuadros.
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Første stop er Siler City i North Carolina. Grafik: Sofie Holm Larsen / iBureauet
Ramirez-familiens historie er typisk for millioner af dokumentløse indvandrere. De flygter fra nød og bandekriminalitet over grænsen til USA med nogle få ejendele og et telefonnummer på en nær eller fjern slægtning.

Efter en udmattende rejse og ankomsten til en provinsby som Siler City tager de taknemmeligt imod et beskidt og farligt job på en fjerkræfabrik til mindstelønnen – et job, hverken hvide eller sorte amerikanere ville drømme om at tage. Og for at klare det økonomisk tager de hver dag en ekstra tjans på en eller to fastfoodrestauranter.

Kun de færreste har tid til at lære engelsk. Deres børn må fungere som tolke. I Siler City var det indtil for nylig helt normalt, at et barn af en latino måtte forlade sit klasseværelse for at hjælpe sine forældre med at oversætte til engelsk hos en læge, på politistationen eller på rådhuset.

Forløbet er typisk for alle nye grupper af immigranter, fortæller journalist og forfatter Paul Cuadros.
Janet Ramirezs søn, Alan, på 4 hører til den tredje generation af immigranter i den lille sydstatsby. Han er tosproget, men nogle børn i denne generation lærer ikke at tale flydende spansk. Foto: Sigrid Nygaard
»Den første og anden generation af indvandrere arbejder ekstremt hårdt. De bliver iværksættere, de skaber nye job og baner vejen for andre. Og amerikansk økonomi ville aldrig kunne klare sig uden dem. Men det er mange amerikanere desværre ikke villige til at anerkende,« siger Cuadros.

Selv om USA er en nation bygget på bølge efter bølge af immigranter fra hele verden, har nyankomne altid mødt modvilje fra den veletablerede befolkning. Angelsaksiske bosættere hadede irske indvandrere, som hadede italienerne, som hadede polakker og andre østeuropæere, etc.

I dag står latinoer for skud. I sin sidste bog advarede den nu afdøde Harvard-professor Samuel Huntington mod en snigende invasion af katolske latinoer, der ville undergrave USA som engelsktalende nation med rødder i en protestantisk kultur.

Og det er netop Huntingtons dystre forudsigelse, mange af Donald Trumps tilhængere mener er blevet til virkelighed.
Tilbage til provinsen
Gennem de sidste 20-30 år er flere og flere latinoimmigranter flyttet fra USA's storbyer til provinsen for at genfinde et liv, som minder om landsbyer, de udvandrede fra. Slægtninge fra Mexico og andre latinamerikanske lande er senere stødt til. Og mange har krydset grænsen illegalt.

Alt i alt har den omfattende folkevandring – der er blevet sammenlignet med afroamerikanernes masseudvandring fra sydstaterne til storbyerne i nordstaterne fra 1920'erne frem til 1960'erne – sat et umiskendeligt præg på mange amerikanske provinsbyer.

I North Carolina fordobledes latinobefolkningen fra ca. fem pct. ved folketællingen i 2000 til over otte pct. i 2010 og antages i dag at udgøre mindst 10 pct. i staten. Omvæltningen er især synlig i lokalsamfundene. I North Carolina er der 21 små byer, hvor latinoer udgør mere end 20 pct. af befolkningen.

Siler City ligger helt i top. I 1987 slog den første latinoimmigrant sig ned i byen. I 1990 var tallet allerede vokset til 147. I dag er det over 4-5.000.
»Det begyndte med en mexicansk blaffer. Han hed vist nok Ramon,« fortæller borgmester John Grimes, indehaver af Cecil Budd Tire Co., der beskæftiger latinoer med at reparere bildæk.

Ramon skal være taget på tommelfingeren fra Californien for at lede efter arbejde. Da han i 1987 stod på en landevej uden for Siler City med tommelfingeren ude, standsede en lokal farmer Hank Williams sin pickuptruck.

»Hvor skal du hen,« spurgte Williams den dokumentløse mexicaner.
Fakta: USA's latinoer
Historisk har USA's spansktalende primært levet i Californien, Florida og Texas, men udgør også en stor del af befolkningen i Arizona, Colorado, New Mexico og Nevada.

I 1970 begyndte de at flytte til Syden, Midtvesten og det nordøstlige USA og slutte sig til immigranter fra Latinamerika.

Siden 2000 har væksten i latinobefolkningen været størst i syds, hvor den er fordoblet eller mere. I 2011 boede der i North Carolina 828.000. I nogle af delstatens provinsbyer er op til 50 pct. latinoer i dag, herunder Siler City
Ramon forklarede, at han søgte både job og et sted at bo. Samme aften var han indlogeret på gården og næste dag arbejdede han på Williams' mark. Året efter blev Ramon ansat på Townsends fjerkræfabrik uden for Siler City.

»Ramon kontaktede slægtninge og venner, og så begyndte mændene at komme over grænsen og op til os for at tjene penge, de kunne sende hjem til familien,« fortæller borgmester Grimes.

I dag, 20 år senere, er 50 pct. af byens befolkning på 8.000 latinoer, næsten alle indvandret fra Mexico.
De hvides reaktion
Ikke overraskende har tilflytningen af så mange på så kort tid udløst modvilje, især i byens hvide befolkning, der historisk har været i flertal. Kun en femtedel af byen er afroamerikansk.

Men det er ikke let at få hvide i tale om deres reaktion på forandringen af deres by.

Midt på hovedgaden ligger Courtyard Coffee & Soda Cafe, hvor man kan købe cappucino, caffe latte og hjemmebagte muffins. Her mødes folk fra alle etniske grupper og sociale lag. Tre hvide arbejdere sidder og drikker kaffe. En af dem ejer et nærliggende autoværksted. Ingen af dem vil tale med en journalist.

I forlængelse af kaffehuset ligger et kunstgalleri. Galleristen siger først ja, men da hun hører, det handler om byens modtagelse af latinoimmigranter, takker hun nej.
Den hvide befolkning i Siler City er kommet i mindretal efter tilflytningen af 4.000 latinoer. Det afspejles ikke i byrådet, der har seks hvide og to sorte medlemmer. Her lytter vælgere til taler af kandidater til byrådet. Foto: Sigrid Nygaard
Den hvide befolkning i Siler City er kommet i mindretal efter tilflytningen af 4.000 latinoer. Det afspejles ikke i byrådet, der har seks hvide og to sorte medlemmer. Her lytter vælgere til taler af kandidater til byrådet. Foto: Sigrid Nygaard
Over for cafeen ligger glasmager Sam Zinaichs butik. Han står ud på eftermiddagen i døren og ryger en smøg og byder Information indenfor.

Zinaich er af serbisk-ortodoks oprindelse og har haft svært ved at affinde sig med den bratte omvæltning.

Indledningsvis fortæller han, at forholdet mellem latinoer, hvide og sorte i Siler City egentligt er ret godt.

»De forskellige grupper synes at komme godt ud af det med hinanden. I de 17 år jeg har boet i byen, har der ikke været en eneste voldelig episode. Men folk bor for sig selv. Ingen synes interesseret i at integrere sig,« siger Zinaich og viser rundt i butikken, hvis glasvarer overvejende sælges til kirker.

Men det varer ikke længe, inden han viderebringer nogle af de hvide indbyggeres forudindfattede holdning til latinoimmigranter.

»Folk kan ikke forstå, hvorfor de ikke lærer engelsk. Hvordan skal vi kommunikere og løse problemer, hvis de ikke kan sproget,« siger han

Hertil kommer den udbredte opfattelse, at dokumentløse indvandrere udgør en byrde for den offentlige sektor.

»De kommer til USA og ender straks på social bistand. De bliver syge og går på skadestuen. De sender deres børn i skole. Det er os, der skal betale. Det siger folk, der kommer i min butik,« fortæller serbisk-amerikaneren.
Alle betaler skat
I Ramirez-familiens mobile home på York Street i udkanten af byen høres en anden version.

Janets mor Beda, der ikke kan engelsk, har altid fået indkomstskat og pensionsskat trukket fra sin løn. I supermarkedet og varehuset betaler hun moms. Hun har ingen sygesikring. Som dokumentløs indvandrer bidrager hun faktisk pænt til statskassen.

Janet har en god uddannelse og et job i El Vinculo Hispano – en organisation, der hjælper latino-immigranter. Hun er gift med en amerikaner. Sammen har de en søn, Alan, på fire. Søsteren, Jenesis er 11 og går i skole. Bedas børn taler flydende engelsk og virker mere amerikanske end mexicanske.

Storebror Elicio mangler i beboelsesvognen. Han blev udvist til Mexico i 2012 for besiddelse af marihuana. Janets stedfar er arbejder. Han tør ikke møde journalister, så han sidder sulten i sin bil på en nærliggende sidevej og venter på, at interviewet snart er ovre.

Børnenes opvækst i USA har ikke altid været en dans på roser.

»De første år i skolen var virkelig svære. Jeg blev drillet af de hvide piger, fordi jeg talte et engelsk, jeg havde lært i Mexico,« fortæller Janet, der var otte, da hun kom til byen med sin mor og bror i 2000.
En flok af byens unge er på vej til fodboldtræning. Journalist og fodboldcoach Paul Cuadros underviser amerikanske teenagedrenge fra Siler City i fodbold. Foto: Sigrid Nygaard
Men tingene har ændret sig i positiv retning. Da Janet gik i folkeskole og gymnasium, måtte hun ofte forlade klasseværelset for at hjælpe sin mor med at tolke. Det behøver hendes søster Jenesis på 11 ikke, fordi amtet, de bor i, og delstatsmyndighederne nu bevilger penge til tolke.

»Det har taget det hvide samfund virkeligt mange år at acceptere, at vi er kommet for at blive. At forstå, at vores forældre har brug for tolke,« siger Janet.

Det er især skolerne, der har mærket forandringerne. Byens grundskole tilbyder f.eks. i dag tosprogede klasser i engelsk og spansk, fortæller Ilana Dubester – en brasiliansk indvandrer og grundlægger og leder af hjælpeorganisationen El Vinculo Hispano.

»Vi har hvide forældre, der sætter deres børn i tosprogede klasser. Så der opstår altså en situation, hvor hvide børn taler flydende spansk,« siger hun.

I Jordan-Matthews High School har flertallet af eleverne i dag latinobaggrund. Sådan var det allerede, da Giovanni Parroquin gik på gymnasiet fra 2008 til 2012.

»I grundskolen havde jeg følt mig i mindretal. Men det ændrede sig i gymnasiet. Mine venner var latinoer,« forklarer Giovanni, der er født i USA af dokumentløse forældre fra Mexico.
Svært at dele
Det tog mange år for gymnasiets lærere og sportstrænere og for hvide og sorte forældre at tage imod latinoelever med åbne arme og tilbyde dem de samme muligheder og midler som deres egne børn.

Forfatter og journalist Paul Cuadros, der har boet mange år i Siler City, mener, det er vigtigt for latinoer at sætte sig ind i, hvor svært det er for byens oprindelige hvide og sorte befolkning at dele deres institutioner og ressourcer med indvandrere.

»Man må forstå, at de herboende indbyggere i realiteten måtte dele med folk fra en anden kultur, der pludselig strømmede til. Det er ikke let. Det tager tid,« siger han.

Det er en erkendelse, han selv nåede til efter mange år som træner for et fodboldhold, han startede og som bestod af latinoelever på gymnasiet. Her oplevede han gang på gang, hvor svært det var for de hvide trænere af football- og baseballholdene at dele faciliteter med latinoholdet.
På det lokale gymnasium i byen ville latino-elever starte et fodboldhold, men det tog tid og tålmodighed for deres træner Paul Cuadros at overbevise football-holdets trænere om at dele skolens faciliteter. Foto: Sigrid Nygaard
På det lokale gymnasium i byen ville latino-elever starte et fodboldhold, men det tog tid og tålmodighed for deres træner Paul Cuadros at overbevise football-holdets trænere om at dele skolens faciliteter. Foto: Sigrid Nygaard
»Det er et langt og sejt træk. Nogle gang går det fremad, andre gange tilbage,« fortæller Cuadros, mens han nipper til sin sodavand i kaffehuset. Han er stadig træner i sin fritid.

Cuadros udgav i 2009 bogen A Home on the Field om sine vellykkede bestræbelser på at bruge gymnasiefodbold som et redskab til at selvstændiggøre latinoelever og styrke deres selvagtelse. Det viste sig bl.a., at de som medlemmer af et godt sammentømret fodboldhold, der i øvrigt klarer sig strålende i North Carolinas liga, blev mere tilbøjelige til at tage en videregående uddannelse.

I bogen observerer han, at det hvide samfund i Siler City har gennemlevet tre faser. I den første følte de sorg over tabet af deres kultursamfund. I anden fase blev de vrede og slog vildt om sig. I den tredje fase erkender de det uundgåelige i, at indvandrerne har bosat sig og ikke flytter videre. Det fører til en proces med gradvis accept af den nye status quo.

00'erne var årtiet, hvor den oprindelige befolkning reagerede. Den tidligere leder af Ku Klux Klan, David Duke, arrangerede en demonstration midt i byen i 2000. Efter en stor march til støtte for immigranters rettigheder i 2006 slog politiet til og begyndte at stoppe latinobilister. Flere blev deporteret, men ifølge Ilana Dubester gik det langt hårdere til i nærliggende amter.
Borgmester John Grimes er en republikaner i Abraham Lincolns tradition, der har mange venner i det sorte samfund og som fra starten bød latino-familier velkomne til Siler City. Hans firma reparerer bildæk. Foto: Sigrid Nygaard
»Her i Siler City lykkedes det at få et samarbejde med politiet i gang. Min organisation trænede dem i at håndtere latinoimmigranter, som på baggrund af dårlige erfaringer i deres hjemlande ser med stor mistro på ordensmagten, fortæller hun over frokost på en mexicansk restaurant i byen.

Borgmester John Grimes er en af de ledere i Siler City, der næsten udelukkende har ros til immigranterne – hvis de vel at mærke er kommet ind i USA på lovlig vis.

»Havde det ikke været for latinoerne, ville vi ikke have haft arbejdskraft til fjerkræfabrikken og til mange ufaglærte job. Jeg ved ikke, hvordan byens økonomi havde klaret sig gennem den lange recession efter krisen i 2008 uden latinoimmigranternes købekraft,« siger han en morgen på sit kontor i Cecil Budd Tire Co.

Selv erklærer han sig som en republikaner i Abraham Lincolns tradition, der ikke kan udstå racisme.

»Jeg er blevet opdraget af mine forældre til at være tolerant, selv om North Carolina dengang var en raceadskilt stat. Min bedste ven i hæren var afroamerikaner. Min svigerdatter er chilener. Hun taler spansk med mit barnebarn. Afrikanere og afroamerikanere har udrettet store ting for civilisationen,« siger borgmesteren.

Han er i aldeles godt humør, fordi den store fjerkrækoncern Mountainair i foråret gav tilsagn om at starte en ny fabrik i Siler City. Den tidligere ejer, Townsend Poultry, lukkede i 2010, hvilket betød et tab på 800 arbejdspladser.

»Jeg tør godt forudsige, at Siler City med alle de nye job vil blive en boom town. Vi får brug for flere immigranter til at arbejde i rugerierne og slagterierne,« siger borgmesteren.
Latino-immigranter er gennem de sidste 30 år strømmet til Siler City for at arbejde i en fjerkræfabrik og en tekstilfabrik. Foto: Sigrid Nygaard

Serie: Valgets bagland
Hvad rører sig i baglandet på den amerikanske valgkamp?

Informations USA-korrespondent, Martin Burcharth, og fotoredaktør Sigrid Nygård rejser på en 2.400 km lang rejse i fem sydstater.

Læs med her.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet

Redaktør: Jon Jørgensen
Digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 21. oktober 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Jens Wolff
Jens Wolff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forretningen USA kan ikke drives uden slavearbejdere, uden fattige til at føde de fedes kredsløb. Kunne rubrikken lige så vel ha' været.

Søren S. Andersen

Ja, det er vel nok godt for økonomien i sydstaten North Carolina, at det vælter ind over grænser med latinoer, der taknemmelighed tager imod beskidte og farligt jobs på fjerkræfabrikkerne og slagterierne til en mindsteløn, som hverken hvide eller sorte amerikanere ville drømme om at tage. For hvordan skulle arbejdspladserne ellers blive besat? At lønniveauet bliver hævet og arbejdsmiljøet forbedret, er jo slet ikke en mulighed, vi behøver at overveje, vel?!

Søren Kristensen

USA vil styre verden, mens de spiller fodbold med hænderne! Latinoerne kunne i det mindste forsøge at lære dem at spille rigtig bold.