Læsetid
Her er de artikler, der har fanget jeres opmærksomhed i 2017
I vil gerne læse langt. Også på internettet. Det viser data igen i år. Vi har samlet 25 af de artikler, som I gennemsnitligt har brugt længst tid på at fordybe jer i
Manden i bølgen
Det lød som et brøl fra havet. Han følte molen af beton, styrket med blokke af granit, skælve under trykket fra brodsøen, der rejste sig som en mur af vand 9-10 meter op mod himlen.

Christian Nereus Grant drejede sig halvt omkring og kiggede direkte op i kæmpebølgen bag ham.

»Fuck,« tænkte han, bare fuck.

Christian Neurus Grant overlevede bølgen. Dette er hans historie. Læs artiklen her.
Først fordrev de Islamisk Stat, så begik de massedrab
»Måske ligger Islamisk Stats sejr i konverteringen af det irakiske folk til dets egne metoder.«

I den afsluttende fase af slaget om Mosul fulgte krigsreporteren Ghaith Abdul-Ahad de irakiske soldater under deres sidste fremstød mod Islamisk Stat.

Han beretter om bestialske hævnaktioner, et 'drabsorgie' begået af vores allierede. Læs artiklen her.
'Det er en meget stor oplevelse at ligge og vente på at dø'
Omkring halvdelen af danskerne ender deres liv på hospitalet, men langt de fleste ønsker at dø i deres hjem. En af dem, der valgte at dø hjemme, var 81-årige Ellen Rohde.

Hun sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden. Læs artiklen her.
Pigen bag det sorte tørklæde
Nada Turki er 15 år. Hun forelskede sig sidste efterår i troen på, at en mand ville gøre hendes tilværelse bedre.

I dag er hun – ligesom flere og flere tusinder syriske flygtningepiger i Libanon – giftet bort som barn mod sin vilje. Informations udsendte har talt med hende og fire andre barnebrude. Læs artiklen her.
Et demokrati uden konspirationsteorier er et dødt demokrati
325 gange har Niels Harrit holdt sit foredrag om, at 9/11 slet ikke var et terrorangreb, men et 'inside job'. Han er konspirationsteoretiker.

I en tid, hvor alle diskuterer fake news og det postfaktuelle samfund, er konspirationsteori blevet det ultimative skældsord. Men er der overhovedet en skarp grænse mellem sund magtkritik og gakket konspirationsteori. Læs artiklen her.

Depression indsnævrer bevidstheden, psykedelika udvider den
En inkassokonsulent fra Aabenraa har en personlig krise, da hun tager på en psykedelisk ayahuasca-rejse i sit eget sind.

Den slags rejser har den amerikanske psykolog William A. Richards undersøgt i mere end 50 år, og nu står han og videnskaben måske foran et gennembrud og et nyt paradigme for behandling af psykiske lidelser. Læs artiklen her.
Og Nørrebro skælvede
Kampen om Jagtvej 69 startede allerede i 1999, da politikerne på Københavns Rådhus besluttede at sælge det hus, brugerne mente, de havde fået i gave.

Ti år efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro fortæller 18 hovedpersoner om deres personlige oplevelse af forløbet, der den dag i dag vækker uenighed og store følelser. Læs artiklen her.
'Hun var vores datter, som vi desværre ikke kunne få med hjem'
Jonas og Ina Froberg valgte at afbryde graviditeten i 23. uge, fordi den datter, de ventede, havde en alvorlig sygdom.

Fødslen blev både en smuk og sørgelig begivenhed for både familien og den jordemoder, der fulgte dem hele vejen. Men valget gør stadig ondt. Læs artiklen her.
Jeg er stadig Bertel Haarder
Indtil for nylig var han kultur- og kirkeminister. Så skulle han være generalkonsul i Flensborg, og nu er han ingen af delene.

72-årige Bertel Haarder er Danmarkshistoriens længst siddende minister, og han er endnu ikke klar til at gå på pension. På årets første arbejdsdag i Folketinget, har vi fulgt politikeren, alle har en mening om. Læs artiklen her.

Det socialistiske eksperimentarium Venezuela er endt som en fejlslagen stat, hvor mennesker sulter
Dette er historien om håbet om en ny form for socialistisk stat. Om at skabe et klasseløst samfund med en anden retning end Vestens.

Men det er måske også historien om en utopis uundgåelige undergang, hvor det, der begyndte som et politisk projekt båret af indignation over den enorme ulighed, er endt som et de facto-diktatur i en oliestat, der næsten er gået bankerot. Læs artiklen her.
Der var håb. Var der andet?
Obama mindede os om, at den største idealisme er de principper, vores egne samfund bygger på. Som har drevet dem fremad, frigjort slaver og kvinder, undertrykte og arbejdere. Forvandlet de vredes krav til anerkendte rettigheder.

Men i begyndelsen af 2017 var alt det, han stod for, ved at bryde sammen. Rune Lykkeberg skrev nekrologen over Obamas tid som præsident. Læs artiklen her.
Manden, der startede bandekrigen
Samme dag, Shuaib Khan blev løsladt, tog Loyal To Familia (LTF) hul på drømmen om at blive Danmarks største bandegruppering.

Som alle ledende skikkelser i det kriminelle miljø, dyrker Shuaib Khan det mytiske og spiller på, at hans identitet ikke sådan lige lader sig indfange.

Omme bag myterne findes dog også en række konkrete handlinger, og det er dem, dette portræt bygger på. Læs artiklen her.
William Kvist er færdig med at prædike selvoptimering
Han er blevet kaldt 'hjernen på landsholdet' og 'Der Optimierungs Mann'. Med kostplan, åndedrætsøvelser og mentaltræning har William Kvist effektiviseret sine præstationer og opfordret andre til at gøre det samme.

Men så kom nedturen og med den en erkendelse: Det er ikke altid sundt at optimere sig selv. Læs artiklen her.
'Bare jeg kommer kørende i min Mercedes, tror de, jeg er gangster'
Sveriges udsatte boligområder trækker overskrifter som 'no go-zoner' og 'lovløst land'. Senest fik Stockholm-forstaden Rinkeby verdens opmærksomhed, da angreb mod politiet brød ud få dage efter Trumps udtalelse om, at der er problemer i Sverige.

I fire dage flyttede Informations udsendte til Rinkeby, og opdagede en bydel, hvor unge og voksne oplever intens stigmatisering og har mistet tilliden til både medier og myndigheder. Læs artiklen her.

Venedig er blevet Disney-land for storbyturister. Og mange af Europas storbyer er på samme vej
»Du kan ikke købe en knap til din jakke her i byen. Ingen steder! Turister har jo ikke brug for knapper.«

Antallet af turister i verden eksploderer – fra en kvart milliard om året i 1980'erne til to milliarder om få år. De giver lette penge, men truer også med at omforme byerne, som vi kender dem. Og måske demokratiet. Læs artiklen her.
I Vestjylland er hybenrosen blevet et billede på ondskab
Det begynder med en pjece med overskriften »Til kamp mod rynket rose – en aggressiv invasiv art!« Myndighederne har erklæret hybenrosen krig. Den truer oprindelige danske planter med sin aggressive fremfærd, lyder det.

Det er en kamp om territorier. Men det er også en kamp om definitioner. For hvad vil det overhovedet sige at være oprindelig dansk? Læs artiklen her.
Océanes død blev de sociale mediers første selvmord
Toget ramte hende planmæssigt. Klokken var 16.29, og mere end tusind mennesker kiggede med, da 18-årige Océane livestreamede sit selvmord.

I hendes død samles historien om de afkoblede parisiske forstæder og om dødsdriften i en ungdomsgeneration udspændt mellem en truende fysisk verden og en løgnagtig virtuel en. Dette er første afsnit af fire. Læs artiklen her.
Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting
For to år siden døde forfatteren Naja Marie Aidts søn Carl ved en forfærdelig ulykke i København. Bare 25 år gammel.

Da Carl døde, mistede forfatteren også sit vigtigste arbejdsredskab: sit sprog. Hun fandt langsomt ind til sproget igen, da hun begyndte at læse litteratur om sorg. Med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage vil hun give sine erfaringer om tab og sorg videre til andre. Læs artiklen her.

'Det er et tyrkisk valg, ikke et europæisk'
»Siden Erdoğan kom til magten i 2003, er jeg ofte blevet spurgt, hvad min holdning til ham er. Spørgsmålet har altid irriteret mig, fordi jeg synes, det er for let at sige, at jeg enten er med ham eller mod ham. Jeg er altid på folkets side, også selv om deres valg til tider kan være uigennemskuelige og uforudsigelige.«

Op til forårets folkeafstemning i Tyrkiet brugte dansktyrkeren Ayşe Dudu Tepe ugen i en tyrkisk mandeklub på Vesterbro. Her blev hun klogere på det tyrkiske mindretal i Danmark – og hvad hun selv mente om Erdoğan og folkeafstemningen. Læs artiklen her.
Naturkatastroferne viser hvem der tilhører underklassen i USA
Der gik et chok gennem USA, da fattige sorte indbyggere blev ladt i stikken efter orkanen Katrina 2005. Nu sker det samme i Houston, men den offentlige forargelse udebliver.

Vi har besøgt millionbyen, hvor hjælpen mere end to måneder efter den tropiske orkan Harvey endnu ikke er nået frem – eller er blevet afslået. Læs artiklen her.
Et sted i alle dokumenterne finder David måske et stykke af sig selv
Han blev tvangsfjernet fra sin mor som otteårig og tilbragte resten af sin barndom på forskellige institutioner. Som stadig flere andre anbragte har David Pedersen som voksen søgt aktindsigt i sin sag.

Gennem et halvt år har han vist os rundt i sine journaler, og sammen har vi opsøgt nogle af de steder og mennesker, som har haft betydning i hans anbringelse for at få brikkerne til at passe sammen. Læs artiklen her.
I familiens blodspor
Det er i Finland, Mikkel Vuorela har hørt nogle af de vildeste historier, han kender. Om afhuggede hoveder, hjemmebrændende galninge, telepatiske dødsulykker, uendelige skove og uforsonlige slægtninge.

Alle historierne udstrømmer fra samme lille bjælkehus oppe mellem træerne et sted i Midtfinland. I anledning af, at Finlands fejrede 100 års uafhængighed, har han skrevet landets historie ud fra netop det sted. Læs artiklen her.
De unge er ikke dovne, de er tømt for energi
Ifølge Testrup Højskoles forstander, Simon Axø, er Danmark blevet et 'optimeringsregime', hvor borgerne skal gøres så produktive som muligt for at finansiere statens overlevelse, mens almen dannelse og menneskelig nysgerrighed er forkastet.

Højskolebevægelsens opgave i det 21. århundrede er derfor at gøre oprør og insistere på, at der findes progressive alternativer til 'nødvendighedens politik'. Læs artiklen her.
Lebbe-Lone og Moster Niller har lært mig mere om flydende seksualitet end nogen bog
'Familien fra Bryggen' har lært mig mere om at stå op for samfundets svageste end nogen politiker, og Lebbe-Lone og Moster Niller har lært mig alt, hvad der er værd at vide om flydende seksualitet.

Sådan skrev Lærke Cramon i anledning af premieren på ellevte sæson af realityprogrammet, som hun har fulgt og nørdet gennem seks år. Læs artiklen her.

Digital produktion: Mikka Tecza
Coverfoto: Ivan Riordan Boll

25. december 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Jacob Fenger
Jacob Fenger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ved man noget som helst om, hvorvidt en artikel er blevet læst? Det, at der er blevet klikket på den - eller at den er blevet "delt", er jo ikke ensbetydende dermed.

Lange artikler er et hit? Ikke hos mig, og jeg erindrer kun at have læst få af ovenstående.

Hej Maj-Britt. Denne opsamling er netop lavet på baggrund af de artikler, som vi kan se, at I har brugt tid på at læse. Vi måler nemlig ikke bare på, hvor mange klik en artikel får, men også om dem, der klikker ind, rent faktisk bruger tid på artiklen. Hvis vi lavede en liste med de artikler, der er blevet delt flest gange på Facebook, så ville den ganske rigtigt se anderledes ud. Håber det opklarede dit spørgsmål :)

Niels Duus Nielsen

Hej Mikka.

Her er så en fejlkilde: Jeg åbner altid hver artikel i hver sit faneblad, hvor de så kan stå åbne i mange timer, før jeg får dem læst. Artikler, hvor kommentarsporet er særlig livligt, kan stå åbne i flere dage, da jeg ikke altid husker at slukke min computer, når jeg går i seng.