Arvingen, der vil sikre godsets fremtid med hamp

Det, der driver den 51-årige godsejer Anne Sophie Gamborg, er ønsket om en dag at føre Møllerup Gods videre til sine børn. Hun har indledt et hampeventyr i håb om at konsolidere godset frem mod næste generationsskifte. Vi fulgte hende en dag, hvor hampen skulle introduceres til folket

Arvingen, der vil sikre godsets fremtid med hamp

Af: Lærke Cramon
Foto: Sigrid Nygaard

Træbroen knager, da bilen kører over den. Gule gårdlænger troner i det sommergrønne kuperede landskab, Djursland er kendt for.

I voldgraven omkring Møllerup Gods svømmer ænder rundt og snapper åkander, og fra de omkringliggende marker kan man høre heste vrinske. Godsets hovedhus er kalket gult, er i tre etager og har et irret kobberklokketårn på toppen.

Jeg banker på godsets store trædør, men ingen åbner. Døren er ulåst, så jeg går forsigtigt ind.

I entreen tager en glad labrador retriever og en ruhåret terrier logrende imod. De gør, og jeg kalder, men stadig ingen svarer.

Det føles forbudt at trænge sig ind i andres hjem på denne måde. Særligt fordi dette hjem ikke er et hvilket som helst hus, men et gammelt gods, hvis tidligst kendte ejer var den magtfulde Marsk Stig, som i 1286 blev dømt fredløs for at have myrdet kong Erik Klipping i Finderup Lade.

Hallen har høje mørke træpaneler, og to brede trapper snor sig fra hver sin side af indgangen op til førstesalen. Der er skibe på næsten alle malerierne, som hænger i svulstige guldrammer.

Gruset på gårdspladsen knitrer. Ud af en varevogn med påskriften »TV 2 Øst« springer 52-årige Anne Sophie Gamborg. Med hastige skridt krydser hun gårdspladsen for at give hånd. »Det må du undskylde, men jeg var lige ude i hampmarken,« siger hun.

Hendes mørke hår er sat op i nakken, og i panden sidder hendes briller, som hun skubber ned på næsen, når hun skal læse beskeder.

Anne Sophie Gamborg er en engageret godsejer, landmand, lobbyist, hustru og mor.
Hun kender sin familiehistorie til hudløshed og kan levende fortælle om mordbrande, kærlighedshistorier og jalousidramaer, der har udspillet sig på godset, som hviler oven på en underjordisk middelalderborg med fangehuller og hele pivtøjet.

Hun befinder sig godt på en traktor, men trives også i bestyrelseslokaler, hvor hun som næstformand for organisationen Større Jordbrug, der er en del af Landbrug & Fødevarer, lobbyer for landbruget.

Samtidig kan hun de fleste paragraffer i arveloven, planloven, landbrugsloven, skovloven, naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven og miljøloven.

Alle disse interesser understøtter det, der driver hende allermest: Ønsket om at konsolidere Møllerup Gods frem mod det næste generationsskifte. Det har været hendes mål, siden hun sammen med sin mand overtog slægtsgården i 2002, efter at hendes far, Flemming Lüttichau, faldt i voldgraven.

Hestepension og kroophold

I dag er en vigtig dag i kampen om at sikre Møllerups fremtid.

Det er derfor, der hænger flyers rundt omkring på godset, og derfor, den lokale tv-station er her for at filme.

P.t. tjener godset sine penge på landbrug, jagt, hestepension og kroophold, men Anne Sophie Gamborg må samtidig have blik for nye investeringsområder, hvis godset skal stå stærkt økonomisk, den dag en af hendes fire børn ønsker at føre slægtsgården videre.

Det nye investeringseventyr hedder hamp. Noget skal sælges som isoleringsmateriale. Andet skal indgå i fødevarer.

»Vi har inviteret omkring 100 mennesker i dag til at høre om vores hampproduktion og smage, hvordan man kan bruge hamp i madlavningen,« siger Anne Sophie Gamborg, mens hun går over mod sit kontor i en tilstødende længe, der i dag er lavet om til showroom.

Hun er klædt nobelt, men samtidig praktisk, i sort bluse, sorte bukser og flade sorte laksko. Håret er samlet i nakken i et spænde.

Jeg har aldrig besøgt en adelig før og havde nok lidt forventet, at rigdommen og hele det semiroyale islæt ville skinne ud over det hele.

Anne Sophie Gamborg er født Lüttichau, og hendes slægt kan føres tilbage til 1300-tallets tyske uradel. Selvom mange måske tror, at adelen hører fortiden til, er den danske adel faktisk større end nogensinde med sine knap 7000 medlemmer. Den er også langt mere synlig, end den længe har været.

Sidste år sendte DR1 programmerne Godsejerne, og netop nu viser TV 2 programserien En stor dag på godset, hvor seerne lukkes inden for på blandt andet Ledreborg, Frederiksdal og Knuthenlund godser.

»Adelen er formentligt den stand, der har gennemgået den vildeste udvikling,« siger Anne Sophie Gamborg.

Fra at være tæt knyttet til kongen og have en lang række privilegier som skattefrihed, eneret til statens højeste embeder og eneret til godserne, er adelens titler i dag det eneste, der er tilbage.

Privilegierne mistede standen i 1849, hvor Grundloven foreskrev, at »enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet«.

»At være adelig i dag betyder ingenting,« siger Anne Sophie Gamborg. »Der er dog den forskel, at der tilfældigvis er nogen, som har holdt styr på vores familier. Jeg kender mine grand-grandniecer. Det tror jeg ikke, ret mange gør. På den ene side betyder det altså ikke noget at være adelig,« siger hun.

Hun medgiver dog, at adelen i dag fungerer som en slags kulturbærer af en tid, hvor adelen spillede en vigtig rolle.

»Jeg bor på et gods, hvis anekdoter ikke bare er familiehistorier, men historier om, hvordan Danmark engang har været.«

Hampesennep og hampepesto

»Gider du sætte nogle flere flyers op?«, spørger Anne Sophie Gamborg en ansat ovre i godsets showroom.

Her er lyst, højt til loftet og lugter lidt af hest. En mand i en kortærmet skjorte, som bare bliver kaldt Jørgensen, prøver at gøre sig behjælpelig. Han er førtidspensionist og kommer hver dag og giver en hånd med på godset. Han er ikke ansat, så han kan ikke fyres. Det kan han godt lide at fortælle.

Anne Sophie Gamborg beder ham sætte nogle hampeprodukter frem, til når de inviterede gæster ankommer. Jørgensen sætter hampesennep, hampepesto og hammus frem på en hylde.

Gæsterne begynder så småt at drysse ind, og efter en tår kaffe og en smagsprøve på brød bagt med hampemel byder Anne Sophie Gamborg velkommen sammen med sin mand Stig Gamborg.

Hun holder en kort introduktion til hampen og runder af med at sige, at »hampen skal ud til folket«. Herefter fortæller en professor fra Aarhus Universitet om hampplantens fortræffeligheder.

Han fortæller, at den amerikanske uafhængighedserklæring er skrevet på hamp, og at Elizabeth d. 1. gav bøder til de britiske bønder, som ikke dyrkede hamp på deres marker.

Herfra bliver han teknisk og taler om gamma-linolensyre og arginin-mangelsygdomme.

Anne Sophie Gamborgs mor – godsets tidligere frue og mangeårig hofdame for dronning Margrethe – rækker hånden op og spørger, om folinsyre, som findes i cannabis, kan have en positiv effekt mod Alzheimers. Hun er meget nydelig og har lakerede negle, perleøreringe og en velføntørret frisure.

En anden inviteret, som har leddegigt, vil høre, om medicinsk cannabis kan hjælpe ham, og en tredje spørger, hvad forskellen er på den slags hamp, Bob Marley røg, og den industrihamp, der dyrkes på Møllerups marker.

Professoren fortæller om forskellen i mængden af THC, som er det stof, man bliver skæv af.

Sidste år blev Møllerup kontaktet af politiet, som havde fundet 38 kilo hamp på en adresse, politiet havde ransaget i forbindelse med salg af amfetamin.

Tre tyve troede, de havde begået den perfekte forbrydelse, da de en nat sneg sig ind på Møllerups marker og høstede løs. Problemet er bare, at man cirka skal ryge et halvt ton industrihamp for at blive skæv.

Kongemord

Klokken 14 leder Anne Sophie Gamborg gæsterne over på kroen, som ligger i den modsatte ende af gårdspladsen.

Her skal folk selv prøve at lave mad med hamp.

På vejen gør hun et stop og fortæller historien om Marsk Stig.

Marsk Stig blev dømt som kongemorder og måtte flygte til øen Hjelm, selvom det var ganske usandsynligt, at han virkelig var i Finnerup Lade den nat, Erik Klipping blev slået ihjel.

Bag kroen er der sat tolv små borde op. På hvert bord står en termomikser, som aggregatet hedder. Det er en maskine, som både kan koge, dampe, røre, piske og blende.

Det ligner noget fra TV Shop. Velklædte, smukke mennesker smiler og griner, mens de kører squash og hampefrø op i deres termomiksere.

Bagefter præsenterer kokken Sonja retterne, inden gæsterne selv får lov at smage.

Anne Sophie Gamborgs telefon ringer.

Det er hendes yngste barn Valdemar, der ringer for at fortælle, at han lige har fået 12 i historie. Han bliver snart student og har ligesom sine ældre søskende Alexander, Christoffer og Amalie gået på kostskolen Herlufsholm.

Klokken 17 ankommer operasangeren Jens Christian Wandt til godset. Han skal holde møde med Anne Sophie Gamborg om arrangementet Verdensballeten, som for femte år i træk opsættes på Møllerup Gods.

Selvom eftermiddagssolen skinner, sætter de sig indenfor i hallens bløde sofaer, for Jens Christian Wandt lever af sin stemme og må ikke få træk.

De taler om et par programændringer, om balletdanserne og om violinisten Charlie Siem, som kommer og spiller på en D'Egville violin fra 1735, som er vurderet til at være 80 millioner kroner værd.

Imens er terrieren Frida hoppet op i sofaen. Hunden Yankie kører ryggen frem og tilbage hen ad gulvtæppet.

Anne Sophie Gamborg ændrer tit toneleje og lader, som om hun taler for hundene, som kan finde på at brokke sig over, at de ikke får nok at spise, eller at de er lukket inde for lang tid ad gangen.

Hun har et blødt punkt for hundene, men understreger, at de er nyttedyr.

»De fanger mus og rotter og bliver brugt, når vi går på jagt,« siger hun.

Jagt er en anden vigtig begivenhed på Møllerup, og Anne Sophie Gamborg har minder helt tilbage fra sin barndom om, når der blev blæst til samling på gårdspladsen. Hun holder især af traditionerne omkring jagten. Hvordan alle giver hånd til hinanden som fodboldspillere før en landskamp, og hvordan alle efter jagten lægger det, de har skudt til parade på gårdspladsen.

Der er regler for, hvordan vildtet skal placeres i forhold til hinanden. Kronvildt før agerhøns. Hanner før hunner. Når vildtparaden er lagt, blæser et jagthorn over det nedlagte vildt, mens jægerne tager hatten af for at vise vildtet en sidste ære.

Anne Sophie Gamborg runder mødet om Verdensballetten af og ringer til sin søster Bettina:

»Hvad så søster. Vil du med ud på hestene and let some steam off?«

Anne Sophie Gamborg er sådan et menneske, der er i bevægelse fra det øjeblik, hun står op, til hun går i seng. Hun har været på siden klokken seks i morges, og søvn har hun ikke fået meget af, for hun landede klokken ét i nat i Billund Lufthavn efter et møde i Bratislava med organisationen European Landowners.

»Jeg har aktivt valgt økologi fra,« siger hun, da hun iklædt ridetøj går ud i marken for at hente hestene Batteur og Uzo.

Og det er til trods for, at hun har læst en driftslederuddannelse på en økologisk landbrugsskole.

»Økologi er da totalt fedt, men det er en niche. Der er dælme ikke mange mennesker i verden, som har råd til at købe økologi. Baggrunden for vores velfærdssamfund er vores landbrugseksport, og den bliver kun ved så længe, vi kan konkurrere på internationale markeder,« siger Anne Sophie Gamborg.

Det er landmanden og lobbyisten i hende, som taler nu.

»Jeg mener, at dansk landbrug skal have samme rammebetingelser som dem, vi konkurrerer imod«.

»I Danmark er vi dygtige landmænd med fokus på bæredygtighed. Vi bruger kun den mængde gødning, der skal til for at styrke planternes vækst. Alt andet ville være dårligt landmandsskab,« siger Anne Sophie Gamborg og forsætter: »Vores vandløb bliver løbende tjekket, og derfor er vi sikre på, at vi behandler naturen, så den er lige så god for vore efterkommere, som den er for os«.

»Problemet er – og nu bliver jeg meget politisk – at fagbevægelsen har sejret ad helvede til. Danskernes lønninger er blevet så høje, at vi ikke er i stand til at konkurrere med udlandet,« siger hun.

'Landmænd knokler'

Egentligt lå det ikke i kortene, at Anne Sophie Gamborg skulle arve Møllerup Gods. Normalt er det den ældste søn, som arver. Men forældrene ejede to godser – Møllerup og Rohden ved Vejle – og på grund af de meget høje arveafgifter ville det blive for stor en udfordring for storebroren Frederik Lüttichau at drive begge godser.

Anne Sophie Gamborg købte derfor Møllerup Gods sammen med sin mand Stig Gamborg, der ikke er adelig, men borgerligt født, og hvis efternavn hun har taget. Arveafgiften lød på 36 procent af godsets værdi. Mange millioner røg direkte i lommen på SKAT.

»Vi har optaget enormt store lån for at kunne overtage mine forældres gods. Arveafgiften betyder, at familier havner i en destruktiv cyklus. Det er der, en stor del af gælden i landbruget kommer fra,« siger Anne Sophie Gamborg og kalder på varmblodshesten Batteur, hun selv har avlet.

Kort efter kommer den store hvide hest til syne henover en bakketop.

»Det irriterer mig, når folk tror, at landmænd er dårlige forretningsmænd, som fører sig frem med store biler og lange ferier. Det er helt omvendt. Landmænd knokler mere end de fleste. Jeg bliver skuffet, når vi landmænd italesættes som uansvarlige. Det synes jeg virkelig ikke, vi er. Jeg synes, vi spiller på den spillebane, samfundet stiller op. Og vi spiller loyalt og effektivt.«

I stalden giver Anne Sophie Gamborg og søsteren Bettina hestene sadler på og smører dem ind i myggebalsam. Bettina fortæller, at Uzo forleden åd en hel pose æblechips.

Søstrene griner og evaluerer lidt på dagens hamparrangementet, inden de sætter sig op på hestene og suser ud over markerne.

Efter rideturen går Anne Sophie Gamborg i køkkenet for at stille aftensmad frem. Sønnen Christoffer er lige kommet hjem fra en tur til USA og fortæller entusiastisk og længe om den amerikanske borgerkrig. Imens render hundene væk, og Anne Sophie Gamborg stikker efter.

Hun griber søsterens cykel, som står ulåst ude på gårdspladsen og kører væk, mens Bettina efter hende råber: »Pas på, den er kinesisk. Den skal trædes meget blidt, ellers hakker den.«

Anne Sophie Gamborg når dog ikke langt, før Yankie kommer spankulerende tilbage. Frida viser sig at løbe rundt under nogle buske, som vokser langs voldgraven. Hun lever livet farligt. Helt ud til kanten.

Under aftensmaden, som blandt andet byder på kylling vendt i hampefrøskaller og spegepølse med hamp, bliver jeg nødt til at høre, hvordan det gik til, at faderen Flemming Lüttichau endte i voldgraven.

Jeg er indstillet på at skulle høre en tragisk historie, men alle rundt om bordet sprutter af grin og kæmper om at få lov til at fortælle historien bedst. Og vildest. Og mest detaljerigt. Jeg får en fornemmelse af, at historien kun er blevet bedre gennem årene:

Det var en iskold decemberdag. Lüttichau gik rundt ude foran hovedhuset med sin hund, som pludselig stak i løb og ramlede ind i Lüttichau, hvis ene ben brækkede midt over og fik ham til at falde i voldgraven.

Vandet var koldt og tiliset som slushice. Lüttichau kunne ikke komme op og skreg på hjælp, men ingen hørte ham. Først efter femten minutter opdagede en kvinde, som boede over i beriderlejligheden, ham. Hun hørte musik og skulle til at skifte cd i stereoanlægget, som stod ovre ved vinduet, da hun pludselig så godsejeren i voldgraven.

Hun fik tilkaldt hjælp, og Falckreddere fik ham op af vandet. Inde i stuen lå han kold og rystende, mens familien tog det våde tøj af ham og prøvede at give ham farve tilbage i kinderne.

Da en hånd strejfede hans slips, begyndte det at spille »Jingle Bells« for fulde gardiner. Flemming Lüttichau endte altså ikke sine dage i voldgraven, som jeg først frygtede.

Alligevel var episoden medvirkende til, at han traf beslutningen om, at tiden var inde til, at godset skulle videreføres af en arving. I dag ligger han begravet oppe i skoven under indviet jord ved siden af sin egen far og mor.

Jeg skriver efterfølgende og spørger, om også Anne Sophie Gamborg vil begraves på godset, når den tid kommer.

»Stig og jeg vil også gerne begraves på familiegravstedet, men det bliver nok i urner,« svarer hun. »At drive et gods er en livsopgave, som sætter tilværelsen i perspektiv. Derfor skal familien selvfølgelig være afklaret om, hvad der ske, når vi engang ikke er her mere.«

Blå bog: Anne Sophie Gamborg

Født i 1964 og ejer af Møllerup Gods i Rønde på Djursland, som hun overtog efter sin far i 2002. Er født med efternavnet Lüttichau, som kan føres helt tilbage til 1300-tallets tyske uradel.

Gift med Stig Gamborg, som hun har børnene Alexander, Christoffer, Amalie og Valdemar med. Har læst økonomi og kinesisk og drevet virksomhed i Hongkong. Tog senere en driftslederuddannelse på Kalø Økologisk Landbrugsskole.

Er næstformand i Sektionen for Større Jordbrug, som hører under Landbrug & Fødevarer
Har en lang række bestyrelsesposter bl.a. i European Landowners, Nationalpark Mols Bjerge og Jyske Skovejere.

Tekst: Lærke Cramon
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion: Sigrid Nygaard

Publiceret lørdag den 6. august 2016
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Prøv nu

Kommentarer (27)

Benny Pedersen

07. august, 2016 - 08:33

Nej hvor er det dejligt at se at adelen trives. Det er muligt at den kun har titlerne tilbage af den direkte indflydelse, men så er det jo godt at man kan leve glemslen og manglen på privilegier ud på sit gods.

Erik Karlsen

07. august, 2016 - 09:39

Hampdyrkning på Djursland?
Var det ikke Djursland, der i gamle dage blev kaldt "den grønne firkant"? :-)

Torben Skov

07. august, 2016 - 09:56

Jeg var ikke klar over, at Møllerup Gods tilhørte Marsk Stig.. Så forstår jeg bedre, at han valgte Hjelm som tilflugtssted.

Liliane Murray

07. august, 2016 - 09:59

Kære Fru Gamborg,

Vi har ingen natur i Danmark, og slet ikke på et gods som Møllerup. Og jagt er ikke naturpleje, dette er alt sammen bare terminologier, der skal kaste blår i øjnene på befolkningen, for at man kan opretholde nogle gamle 'traditioner' som er en del af adelens privilegier, tværtimod er moderne landbrug og jagt, det der gør at Danmark, er det naturfattigste land i verden.

Natur plejer sig selv, og enhver indgriben, hvad end det er jagt eller landbrug, selv det at slå en grøftekant, er i strid med naturen.

Hele den livsstil, du og dine ligemænd har og lægger for dagen, og dit syn på 'danske lønninger', eksport og konkurrence på det internationale marked, er efterhånden ved at være en død sild.

Men hæng bare fast i vækstideologierne og markedsmekanismerne lidt endnu, men forvent ikke at disse vil gælde ret meget længere, og da slet ikke dine børns liv ud, for de er uholdbare. Og naturen og klimaet leger ikke med ret meget længere. Du siger, at man som adelig ikke har nogen privilegier længere, det er da også noget sludder. Hvorfor blev din moder hofdame? Med sikkerhed ikke fordi, at hun var datter af bager Jensen nede om hjørnet.

Dine børn har gået på Herlufsholm, og ikke på den lokale kommuneskole, er det ikke et privilegie? Et privilegie de har og har haft, i kraft af din priviligerede arv og livsstil, med rigeligt med ressurcer, der ikke er alle forundt.
Man mærker næsten ud fra dine udtalelser, at du længes efter, og gerne så at de mistede privilegier, som din familie tidligere har haft, ikke i kraft af evner, men blot fordi de/i er født til dem, genoprettet.

Ja, vi har brug for landbruget og fødevareproduktionen, for vi skal alle have mad på bordet. Men har vi reelt set brug for eksporten af fødevarer? Nej, det har vi ikke, og det er direkte kontraproduktivt i forhold klimaet og miljøet. Tænk globalt, forbrug lokalt!
Men du vil vel gerne holde fast i eksporten, lave lønninger (hvor mange østeuropæere er ansat på dit gods?) og konkurrencestaten, så du kan holde fast i din personlige og priviligerede livsstil, mens andre sendes ud i arbejdsløshed og fattigdom.

Hvis blot du har en eneste østeuropæer på dumpingløn ansat, så kan du ikke tale om loyalitet, en loyal dansk arbejdsgiver, betaler enten en ordentlig dansk løn, med de overenskomstmæssige forhold dette indebærer, uanset hvem han eller hun ansætter. I stedet for at lade dansk arbejdskraft gå arbejdsløse, men hvor man så, selvfølgelig og efterfølgende kan beklage sig over hvor mange der er på overførselsindkomst.

Hvornår begynder mennesker som dig, arbejdsgivere, indenfor alle erhverv, at indse, at det er jer der skaber samfundsproblemerne og ikke manden på gulvet?

Jan Weis

07. august, 2016 - 10:38

Det må da være en sag for hamppolitiet ... ;-)

Liliane Murray

07. august, 2016 - 11:10

@ Jan Weis

Bortset fra min kritik af Fruen, så synes jeg det er helt fint og fantatisk, hvis hampeplanten, som er en af de mest alsidige afgråder (mere end 6.000 formål), kommer til at vokse på danske marker, til gavn for miljøet, klimaet og planeten. Men Fruen ser det vist mest som et profitoptimeringsproject, da hendes lobbyisme går på alt andet end miljøet.

Ruth Gjesing

07. august, 2016 - 11:45

Jeg har anbefalet artiklen, fordi jeg synes, det er godt, at der er nogen, der for egen regning og risiko vil føre en del af den danske kulturarv videre. Og familien Gamborg gør det ved at dyrke jorden først og fremmest - i stedet for som så mange andre godsejere at lave tivoli, bryllupsevents etc.

Torben Skov

07. august, 2016 - 13:54

De spiller vist på numre Ruth.
Der er ingen tvivl om, at de er dygtige folk. Man aner at Møllerup er meget mere end et gods. Jeg blev nysgerrig nok til at læse wikipediaartiklen, som sagtens kan være skrevet af fruen selv :o) Eller godsets hjemmeside. http://www.moellerupgods.dk/

Det jeg finder mest interessant er ordene: Advance Non Woven -et firma under Møllerup.

Torben Skov

07. august, 2016 - 13:55

alle numre=alle tal på rouletten.

Bo Carlsen

07. august, 2016 - 14:21

Det havde nu været mere spændende, hvis artiklen - som supplement til BilledBlads-romantikken - havde beskæftiget sig med godset som den virksomhed, det er:
Hvem arbejder der, og hvad tjener de? Hvad produceres der, og til hvilken værdi? Hvor stort er statstilskuddet og hvad får staten til gengæld? Etc. Etc. Etc.

Liliane Murray

07. august, 2016 - 14:27

@Ruth Gjesing,

Nu ved jeg ikke hvad det er for en kulturarv du taler om, med mindre det er den elitære:

"P.t. tjener godset sine penge på landbrug, jagt, hestepension og kroophold" Det lyder ikke meget af kulturarv i mine øre!

Yderligere:

Verdensballetten på Møllerup Gods:

BILLET TYPER

TYPE A,B og C ‘Gulv’

Stole: Num. siddeplads

Kr. 445,-, 395,- og 345,-

TYPE D Tribune

Bænk: unr. siddeplads Kr. 295,-

TYPE O Plads ved runde borde foran scenen Kr. 1295,-

Børn under 12 år 1/2 pris.

Erhvervspakke:

Bord med plads til 10 personer

Kr. 20.000 ,- med fuld forplejning.

Kontakt Møllerup for Erhvervs arrangementer.

Her bliver tilskuerne da uden tvivl opdelt i mere eller mindre værdige.

Mon ikke det meste af hvad Fruen fortager sig, gjort med henblik på profitoptimering?

Vist heller ikke lige for alle og enhver. Så dette kulturarvs arrangement, har vist mindre med kulturarv og mere med profit at gøre.

Næh du, der er forskel på fisk.

Michael Kongstad Nielsen

07. august, 2016 - 15:53

Information er ikke den første avis, der har promoveret den tidligere hofdames datters historie
http://stiften.dk/aarhus/arvingen-til-betroet-gods
Man undres over, at Information nu går de rigtige hofsnoge i bedene, og laver reportager, som Morten Korch ville have været misundelig over.
Men "sidste nyt om adelen" rammer måske plet i Informations nye læsersegment.

Møllerup Gods er beskedent af størrelse, hvad jordtilliggende angår, Ca. 500 ha, heraf 100 ha. skov . Men økonomien kommer også hovedsagelig fra udenomsaktiviteter. Jeg kan anbefale godset at overveje, at tage natur-interessante jorder ud af drift med tilskud fra Den danske Naturfond, af hensyn til forbedringen af naturen.

http://www.moellerupgods.dk/om-godset
http://www.dendanskenaturfond.dk/

Bo Carlsen

07. august, 2016 - 16:43

Mon ikke det er godset selv, der promoverer sig ved at sende et smukt informationsmateriale ud til en række udvalgte redaktioner - sikkert vedlagt en invitation?
Og hvilken korrespondent med respekt for sig selv takker nej til en udflugt med madkurv i den naturskønne Nationalpark ?

Ruth Gjesing

07. august, 2016 - 17:01

Jeg kan se, jeg står helt alene med min anbefaling af artiklen om Møllerup Gods. Er jeg virkelig den eneste, der kan se ironien i de romantiske fotografier af fx Anne Sophie Gamborg til hest gennem hampemarken eller hvad det nu er for en mark eller i terrassedøren med husets to hunde. Jeg står ved, at jeg er fascineret af denne fastholden ved nogle gamle traditioner som fx respekten ift. de dyr, der er nedlagt under jagten. For mig er der ingen tvivl om, at familien Gamborg forsøger at videreudvikle det firma, som et såkaldt gods i dag er, i respekt for den arv, som de rent faktisk har måttet betale en masse millioner for at overtage. Hvorfor skulle den historie være uinteressant for Informations læsere. Jeg vil hellere læse den historie end mange af de historier om generation målrettet, som får depressioner over mindre end et 12-tal til eksamen.

Michael Kongstad Nielsen

07. august, 2016 - 17:04

En af landets største landbrugsejendomme, Åkjær Gods nord for Horsens Fjord, og her taler vi omkring 5000 ha, har også været ejet af en tidligere hofdame hos dronning Ingrid. Det var måske en sag for Information at kaste sig over:
http://www.visitodder.dk/aakjaer-gods-gdk605335

Michael Kongstad Nielsen

07. august, 2016 - 17:26

Jeg vil foreslå Information at lave nogle reportager om husmændenes liv og familier, de husmænd, der opstod af tvangs udstykningerne fra godserne, fx. efter lensafløsningen i 1920. Men de små familier uden formue interesserer dagbladet sig nok ikke for.

Ruth Gjesing

07. august, 2016 - 17:43

Det kunne da være interessant, Michael Kongstad Nielsen. Det kunne være, man fik udvidet sin horisont ...

Ruth Gjesing

07. august, 2016 - 19:23

Jeg ved ikke, hvorfor du lige har set dig gal på tidligere hofdamer, Michael Kongstad. Og at Information ikke interesserer sig for "de små familier uden formue" er noget vrøvl. Information kommer vidt omkring, og her i agurketiden har de så som en slags feel good foræring til de ferieramte læsere lavet en artikel om Møllerup Gods. Anne Sophie Gamborg kan jo ikke gøre for, at hendes mor er tidligere hofdame. Jeg glæder mig til en artikelserie om, hvordan det er gået husmandsfamilierne efter lensafløsningen.

Flemming Berger

07. august, 2016 - 20:41

Ruth Gjesing. Også jeg anbefalede artiklen;jeg fandt det interessant at læse om den del af befolkningen.Og også interessant at få det uforblommede overklassesynspunkt på 'det arbejdende folks' aflønning.
Og så er det faktisk en flot opsætning af artiklen.

Se og Hør eller ej!!!!

Torben Skov

08. august, 2016 - 00:08

Jeg vil også godt anbefale artiklen, Ruth. Den var interessant nok til at jeg søgte videre. Verden kunne se anderledes ud, men det gør den ikke. Det kunne også være et kollektiv, som drev godset. Med de samme ideer og foretagsomhed.

Husmændenes historie er hurtigt overstået. Nød og elendighed så langt øjet skuer.

Torben Skov

08. august, 2016 - 00:08

For øvrigt er det hvede hun rider i :o)

Michael Andersen

08. august, 2016 - 07:20

Nutidens kulakker.

Mona Blenstrup

11. august, 2016 - 11:08

Men den kære godsejer har desværre helt misforstået økologiens betydning. Hun kunne passende tale med fruen på Knuthenlund eller folkene på Gram slot. Og landbrugets betydning for eksporten er så forsvindende lille og har ikke den betydning for velfærdssamfundet, som hun påstår.
Men som medlem af den lille skare ejere af Store landbrug under fagforeningen landbrug og Fødevarer har hun sikkert kun sig og sine af debattere sine fortræffeligheder og store betydning med.

Mona Blenstrup

11. august, 2016 - 20:54

Bestyrelsen for Store landbrug under L&F har en suveræn bestyrelsespost direkte i hovedbestyrelsen, hvilket små landbrug ikke har. Og den har de brugt til at spænde ben for omfordeling af landbrugsstøtten, så mindre landbrug kunne få lidt mere og de store lidt mindre. Et stort landbrug må kunne klare sig ved landbrugsdriften alene. Men nej de store tryner altid de mindre.
Men vi er mange flere end dem, og hvis der var en smule demokrati i landbrugsorganisationerne, kunne det være os der bestemte til gavn for de mindre landbrug, der skyulder mindst og klarer sig bedst. Og det kunne skabe plads til nye mindre landbrug, så de unge kunne få deres eget og en god start. Men den slags solidaritet kender man ikke i &F og deres underorganisationer Store landbrug, Tolvmandsforeningen og andre af samme kaliber.

Randi Christiansen

01. september, 2016 - 12:31

Det da fint, at der er en gryende bevidsthed om hampeplantens fantastisk mange fortræffeligheder

Niels K. Nielsen

02. oktober, 2016 - 08:46

Liliane Murray skriver, at "vi" ikke har brug for landbrugseksporten.

Vi har da i den grad brug for eksport til at skabe de værdier, der finansierer Velfærdsstaten, hvor f.eks. 1,6 mio. danskere forsørges passivt eller ved ansættelse.

Velfærdsstaten er nu oppe på et forbrug på 1.100 mia. kr./år, som end ikke verdens højeste skatte- og afgiftstryk kan finansiere, hvorfor Staten låner til sit forbrug - vi er havnet i Luksusfælden.

I øvrigt er det ikke lønningerne, der er for høje, som Gamborg siger, men det er de store afgifter på arbejde, der gør lønnen så høj, at der bl.a. ikke er plads til de knap så dygtige på arbejdsmarkedet.